Klagesager over røggener handler normalt altid om lugtgener, og det er derfor altid myndighedernes observationer af lugten, der vil ligge til grund for vurdering af, om der er tale om en væsentlig gene. Det ville være praktisk, hvis man med nogle simple målinger kunne afgøre, om der er tale om en væsentlig gene, men det er af flere grund ikke muligt.
Denne side opsummerer erfaringer med
målinger af CO og partikler i udeluften, hvor kilden er en enkelt brændeovn
målinger af lugt - dels som emissionsmålinger ved kilden, dels i omgivelserne.
Oplysningerne er bl.a. baseret på forsøg, som er udført af FORCE Technology i forbindelse med udarbejdelse af Brændefyringsguiden.
Målinger i udeluft kan tjene adskillige nyttige formål, men med de nuværende muligheder og erfaringer kan målinger alene ikke bruges til at afgøre, om en røggene er væsentlig.
Danske miljømyndigheder anvender normalt ikke målinger i omgivelserne til kontrol og regulering af udledningen fra en forureningskilde. Det skyldes dels, at der normalt er tale om meget små koncentrationer af forskellige stoffer, der kan være vanskelige at måle og skelne fra andre kilder og baggrundsværdier, og dels at koncentrationerne i høj grad afhænger af de meteorologiske forhold.
For at belyse om man i praksis kan måle påvirkningen fra en brændeovn i udeluften, er der udført forsøg med målinger af CO og partikler i en afstand af 12 m fra en 3,5 m høj skorsten sluttet til en ældre brændeovn i et parcelhus, hvor der ofte kunne spores en tydelig røglugt i vindretningen. Vindretning og vindhastighed blev målt, så de kunne sammenholdes med retningen til målestationen.
Der blev målt tydelige variationer i koncentrationen af partikler og CO, men der var ingen direkte sammenhæng mellem de høje værdier, fyring i brændeovnen og vindretning mod målestationen. Der var således mange perioder med høje koncentrationer når vinden blæste fra andre retninger end fra brændeovnen, så høje koncentrationer kunne derfor ikke relateres til fyring i den konkrete brændeovn. Målingerne af partikler blev foretaget med en DataRam 2000, som ikke direkte måler vægten af partikler, og det vides ikke, om målinger med andre og dyrere instrumenter måske kunne have vist en bedre overensstemmelse.
Konklusionen er klart, at man ikke med simple målinger i udeluften kan afgøre, om der er en påvirkning fra en bestemt brændeovn. Man kan måle koncentrationen af forskellige stoffer, f.eks. partikler og CO, men selvom der forekommer forhøjede koncentrationer, kan man ikke være sikker på, at det skyldes brænderøg fra en bestemt skorsten.
Selv om det skulle lykkes at måle forhøjede koncentrationer, der med sikkerhed skyldes brænderøg fra en bestemt skorsten, så findes der ingen grænseværdier, som målingerne kan holdes op imod. Man kan naturligvis se på B-værdierne, som benyttes i Luftvejledningen, men de gælder kun for regulering af virksomheder og ikke for privat brændefyring. EU’s grænseværdier for luftkvalitet kan heller ikke anvendes i klagesager over røggener, fordi de gælder for årsmiddelværdier, og så skal der foretages målinger over et helt år, for at afgøre om der er overskridelser (hvad der næppe vil være - se Brændefyrings bidrag til luftforurening). Der eksisterer også en højere døgngrænseværdi for store partikler (PM10), som kun må overskrides for 35 døgn om året, men selvom der måske kan forekomme overskridelser af denne døgnmiddelværdi i forbindelse med røggener, er det usandsynligt, at det sker i mere end 35 døgn om året.
Forsøg med målinger med en håndholdt partikeltæller tyder på, at der kan måles et forhøjet antal partikler i luften tæt på en skorsten med brænderøg, men her findes der heller ikke nogen grænseværdier for antallet af partikler i luften. Man kan heller ikke være sikker på, at et højt antal partikler i luften stammer fra en bestemt skorsten, men mindre man udfører målinger over længere tid, med samtidige observationer af vindforhold og om der er røg fra skorstenen. Ydermere er antallet af partikler i luften ikke noget anerkendt mål for røggenevirkning, og kan derfor ikke bidrage til at afgøre om, der er tale om en væsentlig røggene.
Konklusionen er klart, at måling af CO og/eller partikler ikke kan anvendes til at afgøre, om en røggene er væsentlig. Myndighedernes personlige registrering af lugten vil under alle omstændigheder være mest afgørende for vurderingen af genen, og det kan foretages uden at udføre dyre målinger.
Klagesager over røggener tager normalt altid udgangspunkt i lugtgener, og det er normalt altid observationer af lugten der vil ligge til grund for vurdering af, om der er tale om en væsentlig gene. En måling af lugten ville derfor være et effektivt middel til at vurdere en røggene, men det er desværre ikke så simpelt at gøre.
Måling af lugt foretages normalt som emissionsmålinger i afkast, hvorimod der findes meget lidt erfaring med lugtmålinger i udeluft, fordi det aldrig har været stillet som miljøkrav over for virksomheder. Det har altid været opfattelsen, at måling af lugtkoncentrationen i udeluft ikke er realistisk, dels fordi målemetoden ikke kan måle de lave koncentrationer der typisk forekommer, og dels fordi man ikke kan tage en prøve der er repræsentativ i forhold til de gældende regler for lugt fra virksomheder.
Læs om prøvetagning og måling af lugt her
En artikel fra bladet Stads- og Havneingeniøren fra 2006 præsenterer resultater fra 6 målinger af lugtemissionen fra en brændekedel og fra en 3 år gammel brændeovn ved optænding og normal god forbrænding, samt beregninger af de mulige lugtkoncentrationer i de nære omgivelser. Beregningerne viser, at der i perioder kan forekommer tydeligt røglugt tæt på skorsten i vindretningen, ved almindelig fyring i brændekedlen og ved optænding i brændeovnen.
I et nyligt projekt for Miljøstyrelsen er der blevet udført en række målinger af lugtemissionen fra en brændeovn og en kedel, som viste resultater på niveau med dem, der beskrives i artiklen fra Stads- og Havneingeniøren. I projektet blev der også målt emissionen af lugt fra brændeovnen med stærkt reduceret lufttilførsel, hvilket giver en meget dårlig forbrænding. Det resulterede i en forøgelse af lugtemission på 10 – 30 gange. Overføres denne emission til spredningsberegningen i artiklen, svarer det til en forøgelse af koncentrationen i omgivelserne med en faktor 12 i forhold til situationen med god forbrænding. Dermed får man beregnede lugtkoncentrationer som vist i tabellen herunder. Værdierne er såkaldte 99-percentiler, der er beregnet med Luftvejledningens metode, således at de kan sammenholdes med den vejledende grænseværdi for industrielle anlæg på 5-10 LE/m3.
Spredningsberegning for lugt fra brændeovn, som maksimale 99-percentiler.
|
Afstand fra skorsten |
10 m |
20 m |
30 m |
40 m |
50 m |
60 m |
70 m |
80 m |
100 m |
|
Optænding |
115 |
45 |
28 |
20 |
16 |
12 |
10 |
8 |
6 |
|
God forbrænding |
19 |
7 |
5 |
3 |
3 |
2 |
2 |
1 |
1 |
|
Reduceret lufttilførsel |
230 |
84 |
60 |
36 |
36 |
24 |
24 |
12 |
12 |
Beregningerne viser, at under optænding kan der forekomme lugt i omgivelserne, men det er normalt kun i en kortvarig periode. God forbrænding vil normalt ikke give væsentlig lugt i omgivelserne, for de beregnede værdier er maksimale koncentrationer, og koncentrationerne vil være væsentligt lavere i hovedparten af tiden. Dårlig forbrænding kan derimod give anledning til ganske høje lugtkoncentrationer relativt langt fra skorstenen, og jo højere værdi jo større del af tiden tid vil der være lugt. Dette er kun eksempler, og meget divergerende resultater kan forekomme i praksis, hvor alle forhold kan være meget anderledes.
For at belyse hvad det er muligt at måle, når kilden er en brændeovn, så er der udført forsøg med målinger af lugtkoncentrationen tæt på en skorsten, hvor der kunne registreres en tydelig røglugt.
Målingerne er foretaget ved at indsamle prøver i vindretningen ca. 15 m fra en ældre brændeovn med afkast i 4 m højde. Målingerne viste omkring 90 LE/m3 ved optænding, og omkring 50 LE/m3 ved almindelig forbrænding. Ved prøvetagningen blev lugten karakteriseret som meget tydelig røglugt. Dårlig forbrænding vil naturligvis give langt højere koncentrationer, ligesom en meget lav skorsten, eller uheldig placering tæt på en nabo også vil gøre.
Lugtprøver udtages normalt over 5-10 minutter, og de siger derfor ikke noget om varigheden af den målte lugtkoncentration, som reelt kunne være en kortvarig periode i forbindelse med optænding. En prøve af røglugt må derfor altid suppleres med observationer af varighed og intensitet af lugten, i forhold til det tidspunkt, hvor prøven blev udtaget. Desuden bør skorstenen der klages over observeres og beskrives i forhold til afstand, højde, placering på huset, højde over taget, vindretning i forhold til klager, om røgen er synlig, og om der er tale om røgnedfald.
Når alle disse ting skal observeres og beskrives, samtidigt med udtagelse af en prøve til lugtbestemmelse, som efterfølgende skal analyseres, så anses gevinsten ved at udtage og analysere en lugtprøve for at være yderst begrænset i forhold til en direkte observation og vurdering af lugten. Der findes heller ikke nogen grænseværdi for røglugt, som kan anvendes til at afgøre om lugten er væsentlig - kravet for fyringsanlæg er blot, at der ikke må være 'væsentlig gene'.
Samlet findes der alt for lidt erfaring med den type lugtmålinger, så det kan ikke anbefales at udføre måling af lugtkoncentration i forbindelse med røggenesager. Myndighedernes personlige registrering af lugten vil under alle omstændigheder være mest afgørende for vurderingen af genen, og det kan foretages uden at udføre dyre lugtmålinger.