Skorstensnedsug er et fænomen, der optræder ved skorstensmundingen, når vindhastigheden er høj i forhold til røgens opadrettede hastighed.
Billedet herover er meget illustrativt. Det viser røg, der forlader 2 af Svanemølleværkets skorstene i kraftigt blæsevejr.
Tilsyneladende kommer røgen ikke ud af skorstensmundingen, men kommer til syne et stykke nede ad de to skorstene!
To effekter gør sig gældende:
For det første er røgen ikke synlig, når den forlader skorstensmundingen. Den røg, man kan se, er små vanddråber. Vanddråberne dannes først, når røgen er blevet afkølet lidt.
For det andet er der tale om skorstensnedsug: Blæsten skaber undertryk på bagsiden af skorstenene, og dette undertryk vil trække røgen ned.
Fænomenet springer klart i øjnene på ovenstående billede. Det kan også optræde i forbindelse med skorstene fra brændeovne. Skorstensnedsuget vil være mest udpræget for brede (f.eks. murede) skorstene.
Hvis den opadrettede røggashastighed er mindst 1,5 gange så stor som vindhastigheden, vil der intet nedsug være.
Vil lavere røggashastigheder vil der være et nedsug af en størrelse, der afhænger af skorstenens diameter.
Det maksimale nedsug, der kan forekomme, er på 3 skorstensdiametre. Det optræder, hvis vindhastigheden er væsentligt større end den opadrettede røggashastighed.
Andre effekter virker modsat og bidrager til at løfte røgfanen - se Røgfaneløft.