Baggrund: Vindtunnelmålingerne

Eksempelsamlingen bygger dels på målinger i en vindtunnel, dels på modelberegninger.

Vindtunnelmålingerne giver et godt billede af spredningsforholdene. Men der foreligger ikke vindtunnelmålinger for alle de situationer, der er interessante, og der er kun målt i et begrænset antal målepunkter. Derfor er vindtunnelmålingerne suppleret med modelberegninger.

Kildemateriale

Målingerne fra vindtunneler stammer fra forsøg, der i 1983 blev udført af civilingeniør Allan Bang Jensen, Laboratoriet for Varme og Klimateknik, Danmarks Tekniske Højskole. Forsøgene er beskrevet i rapporten Røgspredning omkring fritliggende bygninger, der er anvendt som kursusmateriale på DIEU kurset ”Spredning af luftforurening fra lave kilder” den 2.-3. december 1987.

Jensens forsøg er relativt udførligt beskrevet i et 17 sider langt bilag til Miljøprojekt 1192 fra 2007. Resultaterne af hans forsøg har ikke tidligere foreligget på digital form, men er blevet digitaliseret i forbindelse med udarbejdelsen af eksempelsamlingen. Ved digitaliseringen er kurverne blevet udglattet lidt.

Ikke alle Jensens forsøg er medtaget her i eksempelsamlingen. På den anden side supplerer eksempelsamlingen forsøgene med modelberegninger for situationer, som ikke er undersøgt af Jensen.

Forudsætninger ved vindtunnelmålingerne

Eksemplerne fra vindtunnelmålingerne kan sammenlignes med hinanden. Ved vindtunnelforsøgene er benyttet en vindhastighed på 3 m/s. Siden Hvad betyder ændrede forudsætninger forklarer betydningen af vindhastigheden.
Det er forudsat, at en skorsten udsender den samme mængde forurening per sekund, uanset skorstenshøjden. Man kan derfor sammenligne kurverne på figuren med hinanden - og med mange andre figurer i eksempelsamlingen.
Kurverne fortæller alene noget om spredningen - ikke om absolutte talværdier for koncentrationer. Den faktiske forureningskoncentration afhænger helt af, hvor meget og hvordan der fyres.

Se også

Baggrund: Modelberegninger