Spredning af røg fra en skorsten

Strømningsforholdene omkring bygninger medfører ofte, at røgen fra lave skorstene spredes mod jordoverfladen, hvor den kan give anledning til gener. Når vinden blæser forbi en bygning, vil der på vindsiden dannes et overtryk, hvor vinden afbøjes uden om huset. Omkring huset og specielt på bagsiden (læsiden) vil der være turbulens (hvirvlende luftbevægelser), og der vil være undertryk i forhold til barometertrykket. Forholdene er skitseret herunder.

Skorsten over hvirvelzonen

Skorsten i hvirvelzonen

For skorstene, der er lavere end tagryggen, kan strømningsforholdene forårsage betydelige problemer, med både spredning af røgen fra en skorsten og med skorstenstrækket. På husets vindside er der overtryk, og hvis en lav skorsten er placeret her, så betyder overtrykket at skorstenstrækket bliver mindre.

På husets læside er der et hvirvelområde, og hvis skorstenen ikke rager op over det, vil røgen ret hurtigt blive ført ned til jorden. Hvirvlerne på husets læside bevirker, at strømningen lokalt er rettet imod vindretningen, så under uheldige omstændigheder trækkes forureningen ned og føres ind imod huset.

Høje skorstene som på billedet til venstre er fri for sådanne problemer. Her udsendes røgen i en højde, hvor luftens bevægelse er jævn og uforstyrret.

Det gælder om at gøre skorstenen så høj, at røgfanen holdes fri af det hvirvelområde, der dannes i læ af huset og af de omkringliggende huse. Hermed opfylder skorstenen sine vigtigste formå: at give træk til brændeovnen og at sprede røgen, så den ikke giver gener i omgivelserne.

Høje nabobygninger og høje træer i omgivelserne kan nødvendiggøre en større skorstenshøjde end hvis huset lå frit.

En gammel tommelfingerregel siger, at afstrømningsvinklen, dvs. den vinkel som hvirvelområdet udbreder sig med opad, er ca. 27° i forhold til vandret.

Tommelfingerreglen er illustreret i figuren, hvor det ses, at hvis skorstenen placeres ved husets tagfod, så skal skorstenen være meget høj for at komme op over hvirvelområdet.

De stiplede linjer danner en vinkel på 27 grader i forhold til vandret. I henhold til tommelfingerreglen er røde skorstene er for lave, mens grønne er OK.

De stiplede linjer danner en vinkel på 27 grader i forhold til vandret. I henhold til tommelfingerreglen er røde skorstene er for lave, mens grønne er OK.

Du skal dog vide, at tommelfingerreglen er ikke præcis. Et mere retvisende billede fås ved at betragte nogle figurer, der viser eksempler på strømningsforhold i flere detaljer. Sådanne figurer findes i den del af Brændefyringsguiden, der henvender sig til fagfolk.

Se også

Skorstenshøjde: Regler og anbefalinger

Du kan se en række eksempler med fotos af problematiske skorstene på siden Eksempler på skorstene med et problem.

I den del af Brændefyringsguiden, der henvender sig til fagfolk, er der meget mere information om spredningsforhold. Indgangen til siderne om spredning er Røgspredning og skorstene.

Husk at din skorstensfejer kan rådgive dig om skorstensproblemer.