Teoretisk skorstenstræk

Der ses flere steder i litteraturen, at skorstenstrækket normalt vil ligge på 3 – 5 Pa pr. meter skorsten. Med en skorsten på 5 m er det samlede skorstenstræk på 15 – 25 Pa, hvilket er relativt lidt i forhold til det overtryk og undertryk, som vinden kan påvirke en bygning med. Vindstyrke, vindretning, terrænforhold, træer og åbne vinduer kan derfor påvirke skorstenstrækket markant.

Ved fyring med fast brændsel skal skorstenen ikke alene suge røgen ud af ildstedet. Den skal også suge forbrændingsluften ind i ildstedet gennem luftspjældet. Brændeovne og brændekedler kræver derfor væsentligt højere skorstene end oliefyrede kedler, der typisk er forsynet med blæser, som sørger for tilførsel af forbrændingsluft.

Nyere brændeovne kræver ofte en lidt højere skorsten end ældre ovne, fordi de har systemer til at forvarme forbrændingsluften, som giver en lidt større modstand, som skorstenstrækket skal overvinde. Desuden er de nyere ovne mere energieffektive, hvorved røggassen afkøles bedre. Det giver lavere røggastemperatur, og dermed mindre skorstenstræk. Nogle brændeovnsejere har derfor oplevet problemer med skorstenstrækket, da den gamle brændeovn blev skiftet en ud med ny.

Uanset skorstenens højde er der en række forhold, som er afgørende for dens virkning og det opnåede skorstenstræk. Det gælder dels forhold omkring konstruktionen af skorstenen, tæthed, isolering, bøjninger m.v., dels fyringen i brændeovnen, og dels trykforholdene i begge ender af skorstenen. Der kan derfor være mange forskellige ting, som kan forårsage dårligt skorstenstræk og gener for både ejeren og naboer. Det kan være vanskeligt at identificere en enkelt ting som værende hovedårsagen til en dårlig skorsten, og dermed med sikkerhed kunne anvise den rigtige løsning til afhjælpning af problemer.

Problemer med for lille skorstenstræk kan normalt løses ved at forhøje skorstenen, men højden er ikke altid den eneste årsag til problemet. Skorstene der har en tilstrækkelig teoretisk højde, kan også have trækproblemer, f.eks. hvis der ved optænding og drift ikke opnås tilstrækkelig høj temperatur i skorstenen, hvis den udmunder i en overtrykszone, eller hvis den er udsat for vindnedslag. Modsat kan der også være skorstene, der egentlig er for lave til at give ordentlig træk, som ikke giver de store problemer, heller ikke for naboer, fordi brugeren har lært at fyre så kraftigt, at den høje temperatur i skorstenen kompenserer for den lidt for lave højde. Brugen af brændeovnen kan også være reduceret, så den erfaringsmæssigt ikke anvendes ved visse vindretninger eller specielle vejrforhold.