Man kan anvende forskellige faste fossile brændsler i brændeovne og brændekedler, som i modsætning til træ ikke er CO2-neutrale, f.eks. koks, brunkulsbriketter og energikoks (også kaldet petroleumskoks eller petcoke). Energikoks er nok det mest udbredte, specielt i landets sydlige områder, fordi det kan købes billigt i Tyskland.
Energikoks er et restprodukt fra olieraffinaderierne, hvor en stor del af forureningerne i råolien opkoncentreres. Mest udtalt er det høje indhold af svovl og tungmetallerne nikkel og vanadium,
Energikoks brænder ved meget høj temperatur, så man skal være opmærksom på, om ens ovn kan tåle den høj temperatur. Der skal være en støbejernsrist i bunden af brændkammeret, som skal have god ildfast udmuring, og der skal være tilførsel af primærluft under risten. Flere brændeovnsproducenter kan levere støbejernsrist som ekstraudstyr, mens andre har det som standard.
Energikoks indeholder op til 1,3 % svovl, som bliver til svovldioxid under forbrændingen, og det bidrager dels til den karakteristiske lugt fra forbrændingen, og dels kan det medføre alvorlige tæringer i stålskorstene og i nogle tilfælde også i ovnens øvre dele.
Asken fra energikoks indeholder 6-7 % nikkel, og håndteringen kan derfor medføre en kraftig eksponering med nikkel. Nikkel og nikkelforbindelser er kræftfremkaldende, men det er især kendt i relation til nikkelallergi, som især rammer kvinder, så 10 – 15 % af alle danske kvinder er nikkelallergikere.
På grund af nikkelindholdet skal asken klassificeres som farligt affald, og egentlig bortskaffes som farligt affald, men i praksis bortskaffes det nok med dagrenovationsaffaldet. Anden bortskaffelse af asken, f.eks. spredning i haven må på det kraftigste frarådes.
Energikoks er et miljømæssigt problematisk brændsel, som ikke bør anvendes til privat boligopvarmning i små ovne. I Tyskland er der f.eks. ikke tilladt at anvende i anlæg mindre end 1.000 kW (en brændeovn er 4 – 8 kW), så de eneste der køber energikoks i de tyske grænsebutikker er danskere.