Tips om traditionel optænding

Man kan tænde op på traditionel vis eller med Optænding fra oven.

Traditionel optænding fra neden giver mere forurening end optænding fra oven, men kan være nødvendig eller mere effektiv, hvis optænding fra oven ikke hurtigt nok sikrer dig en høj temperatur og dermed ordentligt træk.

Du bør altid prøve, om Optænding fra oven kan fungere i dit anlæg, for det giver mindre forurening.

Her følger et eksempel på en opskrift på traditionel optænding. Opskriften går ud på, at du hurtigt skal skaffe dig ild i pindebrændet og dermed hurtigt varme i rør og skorsten. Det er den vigtigste forudsætning for en god og ren forbrænding.

 

Kom lidt løst sammenkrøllet avispapir i bunden af ovnen (brug aldrig ugeblade, reklamer og andre farvede tryksager på glittet papir!). Brug evt. 3-4 optændingsblokke fordelt mellem avispapiret.

 

 

Fordel en portion tynde optændingspinde (ca.10-12 stk.) på kryds og tværs oven på avispapiret.

Der skal være luft mellem pindene.

Læg en enkelt brændeknude oven på pindene.

 

Antænd avispapiret.

Lufttilførslen skal stå helt åben.

Det kan hjælpe at lade askeskuffen stå en smule åben indtil flammerne har godt fat.

Hvis askeskuffen er gemt bag fyrlågen, kan man lade lågen stå lidt på klem.

 

Når optændingspindene er halvt nedbrændt, lægges 1-2 stykker brænde på.

Når flammerne har godt fat dæmpes ”primær” luften, og der justeres på ”sekundær” luften, så flammerne er klare og lysegule.

Skorstenens højde og lysning har stor betydning for trækket. Derfor skal man øve sig med lufttilførslen.

Kig også i brugsanvisningen til din ovn.

 

Når brændestykkerne er ”hvide” og flammerne klare og lysegule brænder ovnen helt perfekt.

Når brændet er brændt næsten væk, lægges 2-3 nye stykker brænde på.   

Juster ”primær” og ”sekundær” luften, så der altid er fine gule flammer.

 

Når fyringen er slut og ovnen er kold, skal der kun ligge hvid aske tilbage, og glaslågen skal være helt ren.