(Følgende beskrivelse er udfærdiget af Pipaluk Møller-Lund, Grønlands Naturinstitut)
Dværgbuskhede:
I indlandet findes små arealer med kirtelbirk-domineret (Betula glandulosa) tør hede med spredte buske af blågrå pil (Salix glauca) og græs, f.eks. bølget bunke (Deschampsia flexuosa) i undervegetationen. Længere ude mod ky-sten er dværgbuskheden domineret af mosebølle (Vaccinium uliginosum) og revling (Empetrum nigrum). Dværgbuskheden forekommer typisk på svagt hældende terræn med god drænering, og buskene er lave, op til ½ meter hø-je.
Fjeldmark:
Denne type findes typisk i højereliggende områder, med sparsomt plante-dække og sent udsmeltende snedække. I lavlandet findes den på afblæsnings-flader, d.v.s. der hvor vind m.m. forhindrer de fleste planter i at gro. Typen domineres af mosser og laver, samt spredte urter og græsser, men det samle-de plantedække er meget lavt.
Lavholdig dværgbuskhede:
Dette er dværgbuskheder med spredt lavdække af makrolaver, som vokser som øer i dværgbuskheden. Disse laver er f.eks. fliget kruslav (Cetrariella delisei), snebægerlav (Cladonia stricta), stjerne-rensdyrlav (Cladonia stella-ris), (Cladonia stygia), takket bægerlav (Cladonia crispata), sne-kruslav (Flavocetraria nivalis), islandslav (Cetraria islandica), fjeldkorallav (Stere-ocaulon alpinum), rank korallav(St. paschale) og mild rensdyrlav (Cladonia mitis). I indlandet er kirtelbirk (Betula glandulosa) den dominerende dværg-busk, mens mosebølle(Vaccinium uliginosum) og revling (Empetrum ni-grum) dominerer længere ude, sidstnævnte dominerer fuldstændig hederne nærmest kysten. Buskene er sjældent over ½ meter høje, oftest krybende, og heden er typisk artsfattig og findes på svagt skrånende terræn eller terrasser, hvor dræneringen er god.
Græsland:
I indlandet er denne type meget udbredt, enten den fugtige udgave med do-minans af fjeldgulaks (Anthoxanthum odoratum) og eng-rap (Poa pratensis) eller den tørre udgave med dominans af fjeld-hvene (Agrostis mertensii) og rød svingel (Festuca rubra) eller af børstekobresie på kalkrig grund (Kobre-sia myosuroides). Den tørre græsland tilsvarer steppen i Nuuk- og Kanger-lussuaq-områderne og den grænser ofte op til tørre dværgbuskheder eller krat, hvorfor der kan findes spredte buske i steppen. Det samlede plantedæk-ke er lavt og mos- og lavdække mangler helt.
Kær:
Kær forekommer typisk som små arealer langs vandløb, søer og i forsænk-ninger, hvorfor denne vegetationstype er vanskelig at kortlægge. Resultatet i denne kortlægning bliver en type, der også omfatter områder i skygge og generelt fugtige områder. Typens afgrænsning er derfor meget usikker. De dominerende slægter er star (Carex sp), kæruld (Eriophorum sp.) og rørhve-ne (Calamagrostis sp.), mosdækket er oftest stort, og plantedækket er op mod 100 %.
Krat:
Op til to meter høje Salix glauca-krat forekommer fortrinsvis i indlandet på fugtig bund på beskyttede steder og fladt eller svagt skrånende terræn. De frodigste og højeste krat findes på nordvendte skråninger. I indlandet domi-nerer græsser i undervegetationen, mens dværgbuske dominerer undervege-tationen nærmere kysten. På tørre og lune steder i indlandet findes dunbirke-krat /-skov (Betula pubescens).
Opdyrket/frodigt:
Denne klasse omfatter landbrugsarealer, hvor vegetationen er særlig frodig, tidligere forstyrrede områder f.eks. i nærheden af ruiner, hvor jorden er eks-tra næringsrig samt naturligt forekommende meget frodig vegetation. Sidst-nævnte kan være ved kildefremspring, omkring kær, på sletter omkring elve og i sydvendte skråninger, hvor der er god vandtilførsel.
Forside Indhold Formål Data Software Links Copyright
Copyright by Miljø og
Energiministeriet, 2000