Jord Vand Luft Dyr og planter Grønland Samfund
  Udgivelser Overvågning Om DMU Viden for alle Nyheder
 
In English
 

Sammenfatning

Amterne har i de sidste årtier gennemført en omfattende indsats for at lokalisere og registrere forurenede grunde samt udviklet metoder til oprensning. Da listen over forurenede lokaliteter stiger hurtigere end de økonomiske rammer, er der et stigende behov for at prioritere oprydningsindsatsen. En væsentlig udfordring udspringer af at miljøpåvirkningen er et resultat af komplekse sammenhænge der vanskeligt lader sig kvantificere til en samlet miljøpåvirkning. Prioritering indenfor oprensning af forurenede lokaliteter er ofte baseret på scoringssystemer, hvor undersøgelsesparametre og andre prioriteringsbindinger er kvantificeret efter samme skala, således at de enkelte parameters indflydelse sammenvejes til et enkelt prioriteringsindeks. Indflydelsen af kvantificeringer og sammenvejninger bliver hurtigt kompliceret hvorved tolkningen af det endelig rangordningsindeks bliver uigennemskueligt. Det er dog muligt at validere og optimere scoringssystemer så det endelige rangordningsindeks bedst muligt afspejler de prioriteringsbindinger der ønskes inddraget i den endelig prioritering.

I dette projekt er Københavns Amts prioriteringssystem "Stofspecifik prioritering af punktkilder", der er baseret på et scoringssystem, evalueret. Scoringssystemet er udviklet til rangordning af forurenede lokaliteter i forhold til en grundvandsrisiko og inddrager således ikke prioritering i forhold til arealanvendelse. Opbygningen af Københavns Amts scoringssystem er kompliceret grundet opdeling i mange elementer med scorepoint, vægtningsfaktorer, normaliseringstrin etc. Systemet ønskes derfor evalueret m.h.t. analyse af betydningen på rangordningsindekset af de forskellige elementer i strukturen i scoringssystemet.

I projektet er der således fokuseret på at foretage en analyse af betydningen af de anvendte parametre, vægtningsfaktorer samt aggregerings- og normaliseringstrin på rangordningsindekset. Indflydelsen af scoringssystemets struktur eksemplificeres endvidere ved analyse af en top 10-liste over de mest forurenende lokaliteter. Endvidere gives forslag til justering af scoringssystemet. Det er således udenfor denne rapports formål at vurdere de enkelte lokaliteters rangordningsindeks udover hvad der tjener til at illustrere karakteristika ved scoringssystemet. Endvidere foretages der ikke vurdering af relevansen af differentieringen, dvs. i hvor stort omfang scoringssystemet afspejler tilsigtede henholdsvis utilsigtede prioriteringsbindinger. Formålet er således at afgrænse analysen til at påvise nogle generelle effekter af scoringssystemets struktur på rangordningsindekset.

Evalueringen udføres med en nyudviklet metode på Danmarks Miljøundersøgelser der er uafhængig af definering og kvantificering af en fælles parameter skala. Metoden er baseret på princippet om delvis rangordning. Det betyder at rangordningen resulterer i et rangordningsnetværk - i modsætning til - en lineær rangordning. Ved anvendelse af en matematisk sandsynlighedsmodel er rangordningsnetværket "projieceret" ind på en lineær skala. Forskelle mellem scoringssystemets og den delvise rangordningsmetodes prioriterings- indeks udtrykker indflydelsen af de prioriteringsbindinger der er kvantificeret i scoringssystemet - tilsigtede såvel som utilsigtede.

Generelt viser evalueringen at strukturen og de valgte kvantificeringer i scoringssystemet har både tilsigtede og utilsigtede effekter på rangordningsindekset. Evalueringen viser således at normaliseringstrinet, der er indført for at sidestille de tre aggregerede sårbarhedsindeks indflydelse på rangordningsindekset, betyder at branche/stof sårbarhedindekset får størst indflydelse på det endelig rangordningsindeks. Uden normaliseringstrinet ville det naturgivne sårbarhedsindeks have størst indflydelse, da indekset bidrager til en større differentiering af de forurenede lokaliteter. De enkelte sårbarhedsindeks fremkommer ved en summering af de beskrivende parametre. Fx er branche/stof sårbarhedsindekset en aggregering af de stofspecifikke parametre, dvs. mobilitet, nedbrydning og toksicitet.

Indflydelsen af de enkelte undersøgelsesparametre har endvidere vist sig at være stærkt afhængig af strukturen i scoringssystemet. Parametrene mobilitet og nedbrydning viste sig at have størst indflydelse på det endelige rangordningsindeks. Anderledes er parameterindflydelsen bestemt med delvis rangordning - dvs. uden nogen differentiering, a priori. Her er parameterindflydelsen fra drikkevandsinteresser og infiltration størst.

Vægtningsfaktorerne, der anvendes til at kvantificere en bestemt differentiering af parameterindflydelsen, har endvidere vist sig ikke at have proportional indflydelse på rangordningsindekset. Såfremt denne proportionalitet ønskes udtrykt skal vægtningsfaktorernes faktiske værdi være anderledes end den tilsigtede værdi.

En sammenligning af en top-10 liste med de højest rangordnede lokaliteter bestemt med hver af de to rangordningsmetoder, viste at der alene var sammenfald i 4 ud af de 10 lokaliteter. En nærmere gennemgang af disse lokaliteter viser at der er en tendens til at scoringssystemet opprioriterer tungmetalforureninger.

Evaluering har vist, at der er både tilsigtede og utilsigtede effekter af et scoringssystems struktur på rangordningsresultatet. Utilsigtede effekter stiger endvidere med kompleksiteten af systemet. Det betyder, at på trods af at scoringssystemet konceptuelt er let at forstå, kan resultaterne være vanskelige at fortolke. Det er således ikke helt enkelt at indbygge viden i et scoringssystem og strukturen i scoringssystemer bevirker at den indbyggede viden ikke nødvendigvis kommer til udtryk som tiltænkt i det endelige rangordningsindeks. Der opstår derfor en vis usikkerhed i forhold til at anvende scoringssystemer hvorfor der opstår et behov for en systematisk evaluering af systemet før det tages i brug. De udførte analyser har vist at en evaluering bidrager til at øge kendskabet til effekter af strukturen i systemet og dermed bidrager til at styrke tilliden til anvendelse af scoringssystemets resultater.

Hele rapporten i pdf. format (1860 KB)
0


Helle Thomsen

01.11.2007


DMU  | dmu@dmu.dk  

Box 358 | Frederiksborgvej 399 | 4000 Roskilde | T: 4630 1200

 CVR: 10859387

 EAN: 5798000867000