Jord Vand Luft Dyr og planter Grønland Samfund
  Udgivelser Overvågning Om DMU Viden for alle Nyheder
 
In English
 

Sammenfatning

Naturintegration: Tiltag, der både mindsker påvirkningen af vandområder og bidrager til at skabe terrestriske naturværdier

VMPIII udredningsarbejdet koncentrerer sig om at beskrive mulige reduktioner af forurening (eutrofiering) af søer og marine områder ved reduktion af tabene af fosfor og kvælstof fra landbrugsdrift. Naturintegrationsgruppens opgave er at beskrive, hvilke af disse tiltag der også vil kunne bidrage til at øge de terrestriske naturværdier i Danmark. Hertil kommer, at gruppen foretager vurderinger af virkninger af mulig ændret landbrugsdrift på naturværdierne i vandløb og damme (vandhuller). Disse vurderinger foretages ikke af modelgruppen, der beskriver forholdene i søer, fjorde og havområder. Årsagen til denne opdeling er, at de vigtigste påvirkningsfaktorer i vandløb og damme, hvor den fysiske kontakt til de umiddelbare omgivelser spiller en stor rolle for den økologiske tilstand, er helt anderledes end for søer, fjorde og havområder.

De beskrevne tiltag vil typisk være mest egnede til en regional indsats, der er målrettet mod beskyttelse af sårbare vandområder eller mod indsats i områder, hvorfra landbrugsdrift giver en særlig stor påvirkning. Tiltagene vil dog også kunne bruges i en mere generel fremtidig regulering.

Arbejdet i gruppen har identificeret følgende tre hovedområder, hvor en indsats kan styrke både akvatiske og terrestriske natur:

    - Udtagning af arealer af omdrift, især lavbundsarealer i ådale.
    - Udvidelse/etablering af udyrkede bræmmer ved natur- og vandområder.
    - Reduktion af ammoniakemission til luften fra stald, lager og udbringning.

Udtagning af arealer af omdrift, især ådale
I ådalenes lavbundsarealer vil der ved udtagning af omdrift ikke blot ske en reduktion i udvaskningen fra de udtagne arealer, men der bliver også mulighed for en tilbageholdelse af næringssalte fra den højere liggende dyrkningsflade, en reduktion af stoftransporten af fosfor og kvælstof ved vandløbsoversvømmelser, en genskabelse af et naturlignende forløb af vandløb og en genskabelse af sammenhængende terrestriske natur eller naturlignende arealer i ådalene. Disse ændringer vil oftest forudsætte ophør af dræning og gødskning. Indgrebet har store landbrugsmæssige konsekvenser (udtagning af omdrift), men lavbundsarealerne vil oftest have en mindre dyrkningsværdi end højbundsarealer, bl.a. fordi drænede humusjorder ofte har sat sig.

Væsentlige naturværdier på hidtidige omdriftsarealer kan kun komme, ved at omdrift på arealerne ophører, og arealanvendelsen ændres til ekstensiv drift (fx vedvarende græsning eller høslet) eller ingen drift med vedvarende plantedække (fx naturnær skov, eller at plantevæksten på arealet får lov at følge sin egen udvikling). Sådanne ændringer giver maksimale reduktioner i næringssaltudvaskning til både grundvand og overfladevand med umiddelbar effekt. På de udtagne arealer vil vegetationen i begyndelsen bestå overvejende af udsåede græsser og de almindelige planter, som vi kender fra brakmarker og gødskede enge, men på længere sigt vil arealerne kunne udvikle sig til værdifulde naturarealer.

En forudsætning for, at indsatsen kan skabe nye, artsrige naturarealer er, at de udtagne arealer bliver mere næringsfattige. Først på længere sigt efter at næringssaltindholdet i jorden er mindsket, vil der kunne etablere sig mere artsrige naturtyper (enge, moser, kær, overdrev) med planter og dyr, som er typiske for Habitatdirektivets naturtyper.

Lignende driftsændringer kan være ændring fra almindelig omdrift til vedvarende græsningsarealer, der drives med en væsentlig gødskning. Herved opnås ikke nogen særlig eftertragtet terrestrisk natur, men ådale med afgræsning eller slet kan genskabes, og der vil kunne opnås en væsentlig reduktion i udvaskning af kvælstof og fosfor og evt. også en næringssalttilbageholdelse ved vinteroversvømmelser.

Vandløb i ådale
En væsentlig generel forbedring af de økologiske forhold i de fleste danske vandløb i ådale vil forudsætte, at vandløbene får mulighed for at etablere sig i mere naturlige vandløbslejer end i dagens regulerede vandløb. I ådale vil en sådan ændring ofte medføre højere vandstand i ådalenes lavbundsarealer og dermed formentlig ophør af omdrift på de fleste af disse arealer. De vedtagne målsætninger vil for en stor del af vandløbenes vedkommende ikke kunne opfyldes med mindre de fysiske forhold i højere grad kommer til at ligne naturlige vandløb, især med hensyn til bundforhold.

Ophør af vandløbsvedligeholdelse vil give mulighed for, at også andre arter end de, der tåler grødeskæring, kan klare sig. Med varierede forhold, hvor der på vandløbsbunden er et udbud af levesteder for smådyr på vandplanter, sten, grene, grus, sand m.v., vil der komme en langt større artsrigdom af smådyr i vandløbet, især af arter, som ikke klarer sig i de regulerede vandløb med ensartet sandbund. Hvis samtidig vandløbets form og forløb bliver den naturlige vekslen mellem dybe og lavvandede områder og med slyngninger, vil der ske en stærk forøgelse af ørredtætheden, især i de små og mellemstore vandløb, og vi vil få en mere artsrig fiskefauna i de mellemstore og store vandløb.

Terrestrisk natur i ådale
Forudsætninger for at en ekstensivering af udnyttelsen af ådalene også øger naturværdierne af den terrestriske natur, er først og fremmest, at naturværdierne på de eksisterende naturarealer ikke skades, ikke blot for at bevare naturen her, men også for at planter og dyr herfra kan sprede sig til de arealer, der udtages af omdrift, og som gerne ad åre skulle udvikle sig til at blive naturmæssigt værdifulde.

Der er særlig risiko for skader på eksisterende naturarealer ved ændringer i vandstand og fugtighedsforhold. Hvis ændringer foregår hurtigt ved genskabelse af den naturlige hydrologi, vil planterne ikke kunne nå at kolonisere nye områder med egnede vækstbetingelser. Ofte vil sådanne egnede arealer ikke forkomme, fordi jorden på de omgivende arealer er for næringsrig.

For værdifulde naturtyper, der er afhængige af en ekstensiv drift (græsning eller høslet), er det desuden vigtigt, at forringede afvandingsforhold ikke forhindrer denne udnyttelse. Der kan også være risiko for, at en større vandtilførsel til et naturareal medfører en uønsket tilførsel af næringssalte, som kan eutrofiere (overgøde) naturtypen.

For beskyttelse af overfladevand og skabelse af nye terrestriske naturarealer vil størst virkning kunne opnås ved udtagning af arealer i ådale. De samlede muligheder ved udtagning af ådalenes lavbundsarealer er altså, at transporten af fosfor og kvælstof gennem vandløbene mindskes, at den væsentligste påvirkning af de danske vandløb (regulering og vandløbsvedligeholdelse) kan undgås, og at der skabes sammenhængende natur i ådalene. Omfanget af natur- og miljøforbedringerne vil være meget forskellige afhængig af den enkelte lokalitets karakter. Tidshorisonter for de økologiske ændringer i vandløbene og i de lavbundsarealer, der udtages af omdrift vil være fra få år til årtier efter at tiltag er gennemført. Det er vigtigt for den samlede naturkvalitet, at en reduktion i næringssalttilførsel til søer og marine områder ikke sker ved tiltag, der skader eksisterende, værdifulde naturarealer. Herved vil de beskrevne tiltag bidrage til at Danmark opfylder sine forpligtigelser i henhold til Habitatdirektiv og Vandrammedirektiv. Lokale forhold vil være bestemmende, både for hvilke naturmæssige gevinster, der kan opnås, og for de naturmæssige skader, der evt. kan forvoldes. Indsatsplaner for naturgenopretning bør derfor udarbejdes på baggrund af et grundigt lokalkendskab og en grundig planlægning. I forbindelse med de afvejninger, der foregår som et led i denne planlægning, bør der også ske en afvejning i relation til at bevare eksisterende natur og at skabe ny natur.

Udtagning af højbundsarealer
For beskyttelse af grundvand opnås den største effekt ved udtagning af arealer med stor grundvandsdannelse og uden væsentlig reduktion af nitrat på dets vej fra rodzone til grundvandsmagasin. Dette kan også bruges til at beskytte grundvandspåvirkede naturtyper (fx vældområder) og til at eliminere fosfortab til vandløb og naturarealer ved erosion. Udtagning af højbundsarealer vil generelt være mindre effektivt til at mindske næringssalttransporten i vandløb.

På arealerne kan der etableres skov eller vedvarende græsning. Herved vil udvaskningen af næringssalte normalt nærme sig den naturgivne baggrundsudvaskning. De naturværdier, der her kan etablere sig i løbet af årtier eller århundreder vil afhænge af den konkrete drift af arealerne.

Udyrkede bræmmer til beskyttelse af vandløb og småbiotoper i det dyrkede land
Størstedelen af tilførslen af fosfor og kvælstof til vore vandløb sker i de dyrkede højbundsarealer. Næringssaltene føres videre gennem små vandløb til de større vandløb i ådalene uden væsentlig stoftilbageholdelse. Landbrugsdrift påvirker desuden damme og andre småbiotoper i dyrkede områder gennem tilførsel af næringssalte fra mar- kerne og evt. af gødning og pesticider ved udbringning og fra vaskepladser.

Væsentlige gevinster for den terrestriske natur i disse småbiotoper og væsentlig reduktion i tilførsel af fosfor og jord til vandløb, søer og damme vil mange steder kunne opnås gennem hensigtsmæssigt anbragte og udformede udyrkede og vegetationsdækkede bræmmer langs disse naturtyper eller evt. som erosionsbegrænsende foranstaltninger på de tilgrænsende dyrkede arealer. Bræmmer bredere end Vandløbslovens 2 m bræmmer skal for at have effekt etableres, hvor der sker stor transport af jord fra markerne ved overfladisk afstrømning. For at sikre en lav vegetation, der kan hindre jorderosionen, og for at hindre uønskede arter såsom Kæmpe-Bjørneklo, kan en pleje af bræmmerne være nødvendig.

Med etablering af brede, udyrkede bræmmer langs vandløb på højbundsarealer vil vandløbsvedligeholdelse i nogle tilfælde kunne mindskes, og der vil her til en vis grad kunne opnås de samme naturmæssige gevinster med hensyn til planter, smådyr og fisk som nævnt ovenfor under ådale.

Reduktion af ammoniakudslip
Udslip af ammoniak fra stald, lager og udbringning bidrager til eutrofiering af følsomme naturområder såsom højmoser, hedesøer og heder og af marine områder, idet ammoniak bidrager til den atmosfæriske deposition af kvælstofforbindelser. Undergruppens redegørelse vedrørende ammoniak falder i to dele:

Reduktioner i deposition af kvælstof på land og på marine områder
En reduktion af danske udslip af ammoniak til luften fra stald, lager og udbringning på 32 % (svarende til den såkaldte Göteborg Protokol) beregnes at mindske kvælstofdepositionen på landarealer med i gennemsnit 12 % i amter med flest husdyr og 2 % i amter med færrest dyr. Ved en 65 % reduktion fordobles disse procenttal svarende en reduktion i kvælstofdepositionen fra ca. 23 til ca. 18 kg N/ha år som gennemsnit for amter med mange husdyr. Disse gennemsnit dækker over store lokale forskelle, idet der tæt på store enkeltkilder vil være en større reduktion, men depositionen vil i en stor del af landet stadig være højere end tålegrænsen for de fleste naturtyper.

Kvælstofdepositionen på marine områder vil mindskes mindre end på land, fordi ammoniak fortrinsvis afsættes tæt ved udslippet. En 65 % reduktion af ammoniakudslippet fra landbruget beregnes at mindske depositionen af kvælstof i Kattegat-Bælthavet (hvor reduktionen er størst) med ca. 11 % (fra ca. 14 kg N/ha år).

Især i de marine områder, men også i nogen grad på land, vil opfyldelse også i vore nabolande af Göteborg protokollens reduktionsmål (32 %) have væsentlig betydning for depositionen, især fordi kvælstofoxider i atmosfæren omsættes til forbindelser, der kan transporteres over lange afstande gennem atmosfæren. Depositionen på dansk søterritorium vil herved mindskes i gennemsnit fra ca. 13 til ca. 11 kg N/ha år. Betydningen af denne reduktion kan vurderes for det enkelte marine område ved at sammenholde med de øvrige kvælstoftilførsler til området. En opfyldelse af Göteborg protokollen vil være et skridt til at mindske kvælstofdepositionerne fra luften, men det vil ikke være tilstrækkeligt til at komme under tålegrænserne for de mest følsomme naturtyper.

Virkning af bufferzoner omkring sårbare naturarealer
I særligt sårbare naturområder som fx højmoser, heder og hedesøer vil bidrag fra enkelte nærliggende landbrugsbedrifter kunne have indflydelse på kvælstofdepositionen og give en væsentlig påvirkning af naturarealet. En lokal målrettet indsats mod sådanne tilførsler, fx ingen dyrehold og ingen gødningsudbringning indenfor bufferzoner eller meget vidtgående foranstaltninger for at undgå fordampning vil mindske forureningspåvirkningen af et sådant naturområde. Beregningseksempler tyder på, at der i visse tilfælde kan opnås betydelige reduktioner herved. Iværksættelse af dette tiltag bør ske efter en konkret vurdering af de sandsynlige naturgevinster på det konkrete areal.

Øvrige mulige tiltag
Naturintegrationsgruppen har desuden behandlet virkningerne af ændring fra konventionel til økologisk drift og andre ændrede driftsformer på omdriftsarealer. Økologisk drift kan styrke naturindholdet både på markfladen og på de marknære dele af de omgivende naturarealer. Samlet set vurderer Naturintegrationsgruppen dog, at ændrede omdriftsformer, herunder ændring fra konventionel til økologisk drift kun har mindre betydning for styrkelse af de terrestriske og akvatiske naturværdier ud over den reduktion i næringssaltudvaskning, som driftsændringen giver anledning til.

Naturintegrationsgruppen har ikke forsøgt at afklare, hvorvidt der i gældende lovgivning kan være barrierer for gennemførelse af gruppens forslag. Det bør dog afklares om Vandløbslovens bestemmelser i praksis vil være en hindring for gennemførelse af ådalsrestaureringer med ophør af vandløbsvedligeholdelse. Desuden bør afklares de lovgivningsmæssige muligheder for at udtage større, sammenhængende områder af omdrift, især i ådale.

Virkemidler
Nøgleelementet i de af Naturintegrationsgruppen identificerede muligheder for at en reduktion af næringssalttilførsel fra landbrugsdrift kan kombineres med en generel styrkelse af naturværdier, er udtagning af landbrugsjord af omdrift, incl. etablering af brede, udyrkede bræmmer. Størst mulig natur- og miljøeffekt heraf forudsætter, at den myndighed, som er ansvarlig for natur- og miljøindsatsen, har mulighed for at planlægge og iværksætte indsatsen i de konkrete områder, hvor størst effekt kan opnås gennem ekstensivering eller udtagning. En sådan målrettet indsats kan gennemføres fx ved frivillige aftaler inkl. MVJ-aftaler, jordfordeling inkl. opkøb af ejendomme og ekspropriation. En ekspropriationsmulighed vil ofte være nødvendig for at kunne lave en indsats i større sammenhængende områder. Både de juridiske muligheder for at gennemføre ændring i arealanvendelsen og de økonomiske muligheder for projektgennemførelse, incl. evt. erstatning til lodsejere skal være til stede for at projekterne kan gennemføres.

Hele rapporten i pdf. format (873 KB)
0


Helle Thomsen

01.11.2007


DMU  | dmu@dmu.dk  

Box 358 | Frederiksborgvej 399 | 4000 Roskilde | T: 4630 1200

 CVR: 10859387

 EAN: 5798000867000