Fra DMU‘s arbejdsmark

DMU udfører forskning, overvågning og faglig rådgivning på natur- og miljøområdet. I de følgende afsnit er de forskellige sider af DMU‘s virksomhed gennemgået. Der er lagt vægt på både at beskrive resultater af de gennemførte aktiviteter og perspektiver for de kommende års arbejde.

AMAP

Det arktiske miljø har længe været betragtet som et af de reneste og mest upåvirkede i verden. Arktis har en lav befolkningstæthed og befolkningen er her i særlig grad afhængig af fangst og fiskeri. På det seneste er vi imidlertid blevet opmærksomme på at den menneskelige aktivitet fra industrilandene også sætter sine spor i Arktis, og at de særlige arktiske fødekæder forstærker effekten af forureningen.

Siden 1991 har forskerne i det internationale samarbejdsprogram "Arctic Monitoring and Assessment Programme" (AMAP) arbejdet med at afdække niveauer og effekter af en lang række forureningskomponenter i de 8 arktiske lande, herunder også Grønland.

I 1997 udkom rapporterne fra første fase af AMAP. Der er blevet udarbejdet nationale rapporter fra flere af de arktiske lande og en samlet international rapport, der dækker alle de 8 arktiske lande, er i trykken.

DMU har bidraget til begge dele. I den danske rapport har vi stået for overvågning og vurdering af luftforureningen samt belastningen med tungmetaller og organiske miljøgifte i Grønland. I den internationale rapport har vi haft hovedansvaret for afsnittet om tungmetaller og bidraget til flere af de øvrige afsnit med data og kommentarer.

Undersøgelserne i AMAP har haft til formål at fastlægge forureningsniveauet i Arktis. Rapporterne konkluderer at belastningen af Grønland og de andre arktiske områder er særligt problematisk på to områder, nemlig tungmetaller og organiske miljøgifte, de såkaldte POP’er (persistente organiske forureninger).

Den arktiske fødekæde

Resultaterne af AMAP viser at forureningen fra de industrialiserede lande kan spores overalt i Arktis. Grønlænderne har høje niveauer af kviksølv og POP’er i blodet, også selv om disse stof-fer stort set ikke anvendes i Arktis. De høje niveauer stammer primært fra føden. Indholdet af tungmetaller i de grønlandske fangstdyr er på niveau med eller højere end i dyr på tilsvarende niveau i fødekæden i den industrialiserede del af verden. Indholdet af POP’er er derimod generelt lavere i dyrene i Arktis end i Danmark.

Grønlændernes store belastning hænger sammen med at havfugle og især havpattedyr udgør en væsentlig del af kosten i den grønlandske fangerkultur. Den traditionelle arktiske føde indeholder en række stoffer som er kendt for at være sunde. Eksempelvis er hjerte-karsygdomme særdeles sjældne på Grønland på grund af fedtsammensætningen i kosten. Den internationale gruppe der har arbejdet med disse problemer anbe-faler, at man undgår de mest forurenede dele af de marine dyr, men ellers fortsætter med at spise den traditionelle kost. Dette øger samtidig behovet for at standse udledningen af POP’er og tungmetaller ved kilderne.

Tungmetaller

De mest problematiske tungmetaller er kviksølv og cadmium.

Indholdet af kviksølv er højt i grønlandske dyr og fugle. Det gælder specielt voksne og gamle havpattedyr samt fjeldørreder der lever hele deres liv i de samme søer. I næsten alle tilfælde er indholdet i Grønland større end de i Danmark fastsatte grænseværdier for kviksølv og cadmium i fødevarer. Kviksølvniveauet i tandhvalernes kød ligger eksempelvis 30 gange højere end grænseværdien.

Ved undersøgelse af prøver fra havbunden er der i flere tilfælde påvist et højere indhold af kviksølv i de øverste lag af havbunden end i dybereliggende lag. Lignende stigninger er set andre steder i Arktis. Det er dog uvist om disse observationer skyldes en stigende belastning af miljøet med kviksølv eller det evt. kan skyldes omlejringer i havbunden. Dette forhold vil DMU nu se nærmere på ved at undersøge bundmateriale fra grønlandske havområder hvor man samtidig daterer prøverne.

Generelt ophobes både kviksølv og cadmium op gennem fødekæden, men det sker på forskellig måde. Kviksølv ophobes især i leveren, mens cadmium særligt ophobes i nyrerne. Undersøgelserne har i øvrigt vist at indholdet af cadmium er lavere i isbjørne end i sæler. Det menes at hænge sammen med at isbjørnen foretrækker at spise spækket fra sælerne. Ofte efterlader den indvoldene til ræve og ravne.

For mennesket er cadmium-indholdet i de grønlandske dyr ikke af større betydning. I visse dele af Grønland indtager befolkningen store mængder af cadmium, men det er kun en beskeden del der optages i kroppen. Formentlig skyldes det at cadmium i havdyr er bundet på en sådan måde at det vanskeligt kan optages af mennesker. Den væsentligste kilde til menneskets belastning med cadmium har vist sig at være rygning.

Der findes ingen undersøgelser af hvad det betyder for dyrene at være udsat for høje niveauer af tungmetaller. Indholdet af cadmium i sælnyrer er nogle steder så højt at man kan frygte at sælerne får nyreskader. Disse forhold er ved at blive undersøgt af DMU i samarbejde med andre forskningsinstitutioner.

Der er meget få undersøgelser over den historiske udvikling af indholdet af tungmetaller i dyr. Vi ved at indholdet af kviksølv i sæler fra visse dele af Grønland er stigende; men i de samme dyr er der sket et fald i indholdet af cadmium. Den mest sandsynlige årsag er ændringer i føden.

I de kommende år vil DMU’s overvågning specielt fokusere på at undersøge hvordan indholdet af kviksølv mv. har udviklet sig gennem tiden. Endvidere vil vi se på hvad dyrenes fødevalg betyder for indholdet af tungmetaller.

Organiske miljøgifte

Organiske miljøgifte fra den nordlige halvkugle transporteres med luften og havet til Arktis. POP’er nedbrydes langsomt og er letopløselige i fedt. De ophobes i dyrenes fedtvæv og opkoncentreres op igennem fødekæden. De største koncentrationer af POP’er finder man derfor i dyrene på de højeste niveauer i fødekæden: Måger, sæler, isbjørne - og mennesker.

De organiske miljøgifte der er fundet i arktiske egne, er dels klorerede pesticider (DDT, lindan (HCH) og toxaphen) og dels klorerede stoffer anvendt i industrien, bl.a. PCB (polyklorerede biphenyler). Ingen af stofferne anvendes i det arktiske område, men er transporteret derop med luften og havet fra sydligere breddegrader.

Resultaterne af AMAP har vist at mange POP’er findes i de højeste koncentrationer i fisk, sæler og isbjørne på Grønlands østkyst sammenlignet med vestkysten. Isbjørnene i Østgrønland har oven i købet verdens højeste indhold af PCB. Grønlænderne har den tilsvarende rekord for mennesker. Hvad disse meget høje indhold betyder for mennesker og isbjørne, ved forskerne endnu ikke.

Havpattedyr udgør en stor del af den traditionelle grønlandske kost. Derfor er grønlændernes belastning med miljøgifte større end danskernes - selv om indholdet af POP’er er lavere i sæler fra Grønland end fx fra Østersøen.

De geografiske forskelle i Grønland stemmer overens med en generel tendens til højere koncentrationer af især PCB i sæler og isbjørne i øst (Østgrønland og Svalbard) sammenlignet med vest (Østcanada og Vestgrønland). Man kender ikke årsagen til denne fordeling som også findes for tandhvaler. En mulig forklaring kunne være at Europa og det nordlige Asien er et vigtigt kildeområde, og at forureningen herfra med luft- og havstrømme belaster Østgrønland og Svalbard hårdest. En anden forklaring kunne være forskelle i dyrenes fødevalg. I øjeblikket udfører DMU en undersøgelse af fødevalgets betydning for narhvalernes belastning i Vestgrønland.

Den arktiske tåge

Luften over det nordlige Grønland er ikke nær så ren som man skulle tro. Gennemsnitligt ligger koncentrationerne af forurening i luften på 1-10 % af niveauet i Danmark, men om vinteren kan de maksimale koncentrationer af fx svovldioxid nå op på 25-50%. Det er en bekymrende kraftig forurening i et område der ligger meget langt fra alle forureningskilder, og som desuden er særdeles sårbart på grund af de strenge klimatiske betingelser for alt liv.

Det menes at en betydelig del af den arktiske belastning med tungmetaller og POP’er tilføres via luften. Overvågningen af luftforureningen i Arktis indgår derfor i AMAP.

DMU måler sammensætningen af den arktiske luftforurening på Station Nord. De høje rør på målehusets tag benyttes til ind- og udsugning af prøveluft. "Lysekronen" til venstre benyttes til opsamling af partikler og gasarter. DMU lavede de første undersøgelser på Station Nord i begyndelsen af 1970’erne.

Luftforureningen over Grønland blev først observeret i 1950‘erne af mandskabet på de amerikanske vejrobservationsfly som gav den navnet "arctic haze" (haze betyder dis eller tåge). Forureningen viste sig nemlig som en stærkt forringet sigtbarhed i den ellers klare arktiske luft. Først i 1970‘erne blev der imidlertid igangsat systematiske målinger. Det viste sig at der ikke var tale om en normal vandtåge, men at den nedsatte sigtbarhed skyldes menneskeskabt luftforurening, og at den topper i marts-april.

Svovlforbindelser - først og fremmest svovldioxid og sulfat - udgør omkring 90% af denne luftforurening, som især er observeret over Nordøstgrønland. Der er ingen betydelige forureningskilder i Grønland, og det blev hurtigt klart at forureningen kommer langvejs fra. De væsentligste kilder er industrien i Europa og metalværker på Kola-halvøen og i Norilsk i det nordvestlige Sibirien.

DMU har kortlagt kilderne på baggrund af måling af en lang række grundstoffer og gasser, så man tilsammen får en slags fingeraftryk af forureningen. Hermed kan man opspore kilden - ikke bare til de stoffer der faktisk måles, men også med stor sandsynlighed til en lang række andre forureninger, bl.a. de såkaldte POP’er. Som nævnt oven for har man i AMAP påvist at disse stoffer er vidt udbredte i det arktiske miljø.

Derfor har det været vigtigt for DMU at belyse langtransport af luftforurening. Forskerne har beskrevet luftforureningens transport i en computermodel. Modellen er i dag i stand til at beskrive transporten af svovlforurening fra industriområderne i Europa, Asien og Nordamerika til næsten alle steder på den nordlige halvkugle, herunder Grønland. For at beskrive forekomst, transport og oprindelse af en lang række andre forureninger er det nødvendigt med en fortsat udbygning af modellen.

I de kommende år er det planen at udbygge både måleprogram og model til at omfatte andre stoffer, bl.a. POP’er og kviksølv.

Omsætning af kulstof og næringsstoffer i Nordøstgrønland

Målinger har vist at den globale temperatur i gennemsnit er steget med 0,6°C gennem de sidste 100 år og temperaturen forventes at stige yderligere. Globale modelberegninger viser at temperaturen vil stige mest i arktiske områder, op mod 1-2°C. Selv en lille temperaturstigning betyder en drastisk reduktion af havisens udbredelse og tykkelse i sommermånederne. Man kan allerede se en ændret udbredelse af havisen på satellitfotos. Billederne viser at sæsonen med isdække gennem de sidste 20 år er blevet kortere i mange arktiske havområder, herunder havet langs Grønlands østkyst. Målinger har også vist at havisen er blevet tyndere i flere arktiske havområder.

Havisen spiller en afgørende rolle for lysets nedtrængning i vandet. Hvis havisens tykkelse og udbredelse ændres får det derfor afgørende betydning for primærproduktion (fotosyntese) og stofomsætning i de arktiske områder.

Siden 1994 har DMU derfor studeret omsætningen af kulstof og næringssalte i Young Sund på Nordøstgrønland. Det har været målet at undersøge de enkelte led i fødekæderne og opstille et budget for transporten af organisk kulstof og næringsstoffer i fjordens økosystem. Forskerne har målt primærproduktionen i planktonalger og fastsiddende alger, dyreplanktons og bunddyrs "græsning" af alger, og samspillet mellem den mikrobielle omsætning af dødt organisk materiale på fjordbunden og produktionen i de frie vandmasser. Endelig har undersøgelsen omfattet studier af fjeldørred og hvalros som spiser henholdsvis dyreplankton og muslinger.

Undersøgelserne har givet mange spændende resultater. Isen dækker fjorden i ca. 10 måneder af året, temperaturen i bundvandet er konstant minus 1°C, og overfladevandet bliver aldrig varmere end 4°C. Trods de ekstreme forhold er der gennem hele året et rigt samfund både i selve havisen, i de frie vandmasser og på bunden af fjorden, hvor der bl.a. er fundet meterhøje alger og høje tætheder af bunddyr. Målingerne viser at planktonalgernes produktion stiger drastisk, når havisen bryder op i slutningen af juli måned. Hurtigt og effektivt kobler dyreplankton og bunddyr sig på den nye primærproduktion og sætter gang i omsætningen af kulstof og næringssalte i den korte og hektiske arktiske sommer.

	Feltarbejde i Arktis. I de kommende år vil DMU forstærke indsatsen vedrørende det globale miljø.
Isalger som vokser i den nederste del af havisen. DMU’s undersøgelser i Young Sund har påvist et rigt biologisk samfund i dette ekstreme miljø.

DMU øger sit bidrag til udforskningen af det globale miljø

Med støtte fra forskningsrådenes særlige pulje til "Global Change" forskning er det nu blevet muligt at forlænge det igangværende arbejde samt at iværksætte en række nye projekter. Vi sætter nu fokus på hvordan den globale temperaturstigning påvirker produktionsforholdene og dermed stofkredsløbet i arktiske økosystemer. Et af hovedindsatsområderne i det nye projekt er at afklare hvilken rolle isalger, planktonalger, fastsiddende makroalger og mikroalger spiller for den samlede primærproduktion. Projektets overordnede formål er at belyse hvordan den globale temperaturstigning vil påvirke mængden og sammensætningen af alger og dyr i Arktis.

DMU vil i de kommende år forstærke indsatsen vedrørende det globale miljø med yderligere en række projekter som gennemføres over de næste 4 år:

	Betydningen af klimaændringer for livet i grønlandske søer. Søernes biologiske struktur undersøges bl.a. for at kunne vurdere såvel tidligere som kommende klimaændringers indflydelse på søernes tilstand.
	CO2 i Nordatlanten: Omsætning og havstrømme. Projektet omfatter en analyse af mængden af organisk stof dannet ved fotosyntese som transporteres til dybhavet   via opblanding af vandmasserne.
	Koncentration og transport af CO2 i Nordøstatlanten. Undersøgelse af oprindelse, transport, deposition, variation og hav/luftudveksling af CO2 og atmosfæriske partikler, specielt med henblik på betydningen for globale klimaændringer.
	Fotokemisk luftforurening over Nordatlanten. Sammenhæng mellem klimaændringer og koncentration og omdannelse af ozon.
	Tilpasning til klimaændringer, fysiologisk og evolutionært. Der fokuseres på to betydningsfulde jordbundsdyr, regnorme og springhaler, og deres tilpasning til klimatisk stress. Forskerne vil både se på fysiologiske og genetiske tilpasninger.

Næringsstofbelastning af vandmiljøet

Belastningen af vandmiljøet med kvælstof kan halveres ved at kombinere foranstaltninger i landbrug og natur.

Forureningen af vandmiljøet med kvælstof og fosfor er stadig et af de største miljøproblemer, både i Danmark og i andre europæiske lande. Resultatet er giftige alger, iltsvind i vores søer, fjorde og i de indre farvande og forurening af grundvandet med nitrat. Vandmiljøplanen har ført til en effektiv reduktion i udledningerne fra industrien og fra byernes spildevand. Derimod kniber det for landbruget. De seneste analyser er baseret på data fra 1996. De viser at der i 1990‘erne er sket en reduktion på ca. 17% i udvaskningen af kvælstof fra rodzonen i de dyrkede arealer. Samtidig er tabet af fosfor fra landbrugsarealer større end tidligere antaget.

DMU’s undersøgelser har vist at våde enge kan fjerne store mængder kvælstof. Etablering af våde enge indgår derfor som et element i den nye vandmiljøplan.

Den vigtigste indsats ligger i at få nedbragt udvaskningen fra markerne mest muligt, først og fremmest ved at udnytte gødningen bedre. Herudover kan en række andre foranstaltninger bidrage til at nedbringe belastningen af vandmiljøet.

DMU har derfor undersøgt flere muligheder for at begrænse udledningen af kvælstof og fosfor. Beregningerne er gennemført for Gjern Å oplandet i Midtjylland. Det er et typisk dansk kulturlandskab, præget af det moderne landbrug.

Resultaterne viser at vi kan opnå en halvering af udledningen af kvælstof til vandløbene ved at kombinere naturgenopretning med øvrige tiltag, der begrænser landbrugets tab af kvælstof.

Naturgenopretning af vandløb og ådale vil ikke kun hjælpe på problemerne med kvælstof. Det vil også kunne begrænse landbrugets udledning af fosfor og hjælpe til et mere alsidigt plante- og dyreliv.

Mange års arbejde på næringsstofområdet har gjort det muligt for DMU at levere detaljerede prognoser for effekterne af forskellige tiltag til at begrænse udledningen af fosfor og kvælstof. I efteråret 1997 deltog en række medarbejdere i en høring om udledning af næringsstoffer til vandmiljøet arrangeret af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg i samarbejde med Teknolo-girådet. Endvidere blev DMU anmodet om at lede de faglige beregninger af effekten af forskellige virkemidler som baggrund for de politiske for-handlinger om at begrænse landbrugets udled-ning af kvælstof, den såkaldte Vandmiljøplan II som netop er vedtaget. Beregningerne er lavet i samarbejde med Danmarks Jordbrugsforskning og offentliggjort i rapporten "Vandmiljøplan II - faglig vurdering".

Algepigmenter - et nyt diagnoseredskab i vandmiljøet

DMU er i gang med at implementere en ny hurtig metode til at bestemme sammensætningen af algesamfund. Metoden er baseret på algernes indhold af pigmenter og det er hensigten at den vil blive udviklet så den kan indgå i overvågningen af vandmiljøet.

Forekomsten af planktonalger er en vigtig målestok for hvordan det står til med vandmiljøet. I dag måler amterne og DMU forekomsten af alger ved at bestemme algernes indhold af klorofyl a (bladgrønt) samtidig med at man på mange målestationer tæller og måler algerne under mikroskopet.

Den nye metode bygger på at de forskellige grupper af alger også kan bestemmes ud fra deres indhold af pigmenter. Nogle pigmenter findes i alle alger - det gælder fx klorofyl a. Andre findes kun i enkelte algegrupper: De kan bruges som markører, dvs. som en indikator på at disse alger er til stede.

Ved den nye metode bestemmes algernes indhold af pigmenter ved højtryks væske kromatografi (HPLC) - en teknik som i dag beherskes af mange laboratorier. Ud over at pigmentmetoden er hurtig, er den objektiv og betydeligt billigere end identifikation og tælling i mikroskopet.

Ved at kombinere målinger af pigmenter med andre teknikker kan man bestemme forskellige algegruppers forekomst, biomasse, vækst og betydning som føde for dyreplankton. Dermed opnås en langt større indsigt i algernes økologi og mangfoldighed end det hidtil har været muligt.

Metoden er nu kommet så langt at den skal afprøves i amternes overvågning af de kystnære farvande. I 1997 er metoden blevet anvendt i et samarbejde med Århus og Roskilde Amt og i 1998 er der planlagt afprøvninger med en række af de øvrige amter. Resultaterne fra de første afprøvninger blev præsenteret på Havforskermødet i januar 1998. Det forventes at den nye me-tode vil kunne indgå i overvågningen af vandmiljøet i forbindelse med den næste revision af overvågningsprogrammet.

		DMU holder øje med havmiljøets udvikling ved togter med miljøskibet Gunnar Thorson. En ny hurtig metode til at bestemme sammensætningen af alger ud fra deres indhold af pigmenter ventes at indgå i fremtidens overvågning

Skovrejsning og vandløb

Danmarks skovareal skal fordobles inden for den næste trægeneration (70-100 år). Det fremgår af en hensigtserklæring fra regeringen fra slutningen af 1980‘erne. Skovrejsningen skal øge vores skovareal fra 11% til 20-25%.

Det er klart at når man omdanner marker til skov, vil der ske en omfattende ændring af landskab, stofkredsløb og dyre- og planteliv. Skovrejsningen forventes at have en række positive konsekvenser for vandmiljøet. Udvaskningen af kvælstof og fosfor vil formindskes og dermed reducere belastningen af søer og fjorde i forhold til i dag.

Imidlertid havde man da skovrejsningsstrategien blev introduceret en mangelfuld viden om de økologiske konsekvenser for vandløbene, herunder betydningen af hvilke træarter der plantes. Derfor har DMU set nærmere på hvad skovrejsningen betyder for vandløbene. Formålet er at opbygge det nødvendige vidensgrundlag for en hensigtsmæssig forvaltning af de vandløbsnære arealer i fremtidens skove.

Undersøgelserne har vist at de økologiske forhold i vandløbene er meget tæt koblet til de træer der gror omkring dem. Træerne påvirker vandløbene ved at skygge og ved at deres løv falder ned i vandet - i begge tilfælde er effekten afhængig af arten af træer. Nåleskov giver fattige vandløb fordi nåletræerne skygger meget og nålene har en ringe værdi som føde for dyrene i vandløbene. Blandet løvskov med dominans af oprindelige vandløbsnære træer som ask og el giver deri-mod mere varierede og produktive biologiske forhold. Vandløbenes kemi påvirkes også forskelligt af nåle- og løvtræer afhængigt af jordbundens sammensætning. Nåleskov kan bevirke en forsuring af jorden, især på sandjord. I et nåleskovsområde faldt pH således over en kort vandløbsstrækning fra neutral ved udspringet til pH 3,7 (stærkt sur), samtidig med at vandet fik et højt indhold af organiske humussyrer og giftige aluminiumsforbindelser. Kun få vandløbsorganismer kan tåle disse forhold, og konsekvensen er et stærkt forarmet biologisk samfund baseret på få tolerante smådyrsarter.

Skovvandløb ved Sønderholt Bæk, Midtjylland. Den planlagte skovrejsning vil omdanne vandløb i det åbne land til skovvandløb. Det vil være en fordel for livet i vandløbene, især hvis man sikrer at de vandløbsnære arealer får lov at få en vegetation der naturligt hører hjemme langs vandløbene. Det vil typisk være blandet løvskov med aske- og elletræer.

På baggrund af den viden vi har i dag anbefaler DMU at nåleskov ikke plantes helt ud til vandløbene. Desuden vil store tilplantninger af nåleskov på følsomme sandjorde være uheldige da det vil kunne virke forsurende på vandløb og søer. I stedet bør man påvirke de vandløbsnære arealer mindst muligt og lade de oprindelige træarter vinde indpas nær vandløbene. For at sikre dette er det vigtigt at de fugtige forhold langs vandløbene genskabes. Det vil sige at uddybning af vandløbene bør ophøre således at de naturligt kan oversvømme deres bredder. Herved vil der opstå et rigere liv både i selve vandløbet og i de vandløbsnære arealer.

Læs mere om skovrejsning og vandløb i en kommende temarapport fra DMU.

Status for søernes tilstand

Søernes tilstand er ikke markant forbedret gennem de sidste årtier. Det viser en status baseret på forskningsresultater og amternes overvågningsdata.

Tilførslen af fosfor til vores søer er reduceret gen-nem det sidste årti. Det skyldes kommunernes indsats for at forbedre rensningen af spildevandet. Mange søer får dog fortsat tilført for meget fosfor - i dag er den væsentligste kilde tilførsel fra markerne.

Det høje indhold af næringsstoffer i søerne fører til en stor mængde alger og dermed lav sigtdybde, selv om der kan noteres en vis fremgang siden 1970’erne. Den gennemsnitlige sigtdybde er dog stadig kun 1,2 meter, og halvdelen af søerne har en sigtdybde på under 0,85 meter. Resultaterne fra amternes overvågning viser at der ikke er sket generelle ændringer i søernes biologiske struktur. I enkelte søer er der dog set en ændret sammensætning af planktonalger.

Når søernes tilstand endnu ikke er blevet meget bedre, skyldes det fortidens synder. Man taler om to typer af træghed. En kemisk træghed betyder at koncentrationen af fosfor i søvandet forbliver høj på grund af fosfor som frigives fra søbunden. Den fulde effekt af en reduktion af belastningen med næringsstoffer opnås først efter årtier. Man må vente på at lageret af fosfor på søbunden udtømmes. Denne situation kan afhjælpes ved at fjerne det øverste, næringsrige bundlag, men det er dyrt.

En biologisk træghed betyder at søen er kommet ind i en negativ spiral: Hvis der er for mange skaller og brasen eller for få undervandsplanter, kan dafnierne ikke opbygge en ordentlig bestand, og så vil der fortsat være mange planktonalger og uklart vand. Tilstanden kan forbedres ved opfiskning af skaller og brasen eller eventuelt ved udplantning af vandplanter. Disse metoder til sørestaurering er udviklet af DMU.

DMU har netop i samarbejde med en række amter færdiggjort en rapport som sammenfatter erfaringerne med forskellige former for sørestaurering i Danmark.

I de kommende år vil der fortsat være fokus på forbedring af søernes tilstand. DMU vil fortsætte arbejdet med at udvikle metoder til restaurering af søer. Vi vil også se på omfanget og effekten af udvaskning af forfor og sprøjtegifte fra marker.

Sprøjtede marker hæmmer lærkeyngel

Når markerne sprøjtes får sanglærkerne gennemsnitligt 38% færre unger på vingerne end ellers. Det viser en ny undersøgelse fra DMU.

Bestanden af en række typiske agerlandsfugle i Danmark er siden 1970’erne gået tilbage. En af dem det er gået ud over er sanglærken, vores almindeligste ynglefugl på de dyrkede marker. DMU har derfor undersøgt om landbrugets brug af sprøjtegifte kunne være en medvirkende årsag til denne tilbagegang.

Forskerne har fulgt lærkerne gennem fire år. Man sammenlignede lærkernes produktion af æg og unger samt ungernes overlevelsesmuligheder på fire bygmarker, to sprøjtede og to „usprøjtede". På de sprøjtede marker blev der anvendt både ukrudts-, insekt- og svampemidler, mens de usprøjtede marker alene blev behandlet med midler mod svamp.

Gennem alle fire forsøgsår var der flest lærkeunger på de usprøjtede marker. Det skyldes først og fremmest et større udbud af føde. På de usprøjtede marker var der både et større udbud og en mere varieret føde i form af biller, sommerfuglelarver, edderkopper mv. Sprøjtningen ramte lærkerne særligt hårdt i år med kolde og regnfulde somre.

Sanglærke i sprøjtespor. DMU’s undersøgelser viser at lærkerne får 38% færre unger på vingerne når markerne sprøjtes for at bekæmpe ukrudt og insekter.

Denne og andre undersøgelser tyder således på at brugen af sprøjtegifte har en del af ansvaret for de seneste årtiers tilbagegang for sanglærken.

Resultaterne af undersøgelsen vil indgå i det udredningsarbejde som Folketinget har iværksat med henblik på at vurdere hvad det vil betyde for miljø og økonomi, hvis landbruget over en periode skulle afvikle brugen af sprøjtegifte. DMU deltager aktivt i dette arbejde som ventes færdigt i begyndelsen af 1999.

Ny metode giver indsigt i bakteriers overførsel af gener

En ny revolutionerende metode giver et hidtil uset detaljeret indblik i hvordan bakterier udveksler gener. Ved at kombinere moderne mikroskopimetoder med mærkning med fluorescensgener er det lykkedes forskere fra DMU og DTU at påvise overførsel af gener in situ, altså i det miljø hvor overførslen er sket.

Pseudomonas-bakterier efter genoverførsel på et bønneblad. Bakterierne har fået overført et fluorescensmærket gen fra en nær slægtning. De er grønne i dette foto optaget ved konfokal laser scanning mikroskopi. Det ses at bakterierne især er samlet i mellem-rummene mellem bønnebladets overfladeceller (orangerøde). Bemærk at man ikke ser den bakterie fluo-rescensgenet kom fra (donorbakterien). Den indeholder nemlig et repressorgen som gør at bakterien slet ikke danner de fluorescerende proteiner.

Overførsel af gener spiller en stor rolle såvel i vurderingen af nye gensplejsede organismer som ved udviklingen af resistens over for antibiotika mv. Udviklingen af den nye metode åbner derfor spændende perspektiver for udforskningen af genoverførsel.

Forskerne har i første omgang brugt den nye metode til at undersøge under hvilke betingelser to forskellige bakterier af arten Pseudomonas putida udveksler gener på overfladen af bønneblade. Forsøgene viste at høj fugtighed var meget befordrende for bakteriernes stofskifte og udveksling af gener såvel som for deres overlevelse.

Nyskabelsen er at forskerne med kombinationen af moderne mikroskopi og fluorescensmærkning direkte kan se hvor på bladene der sker genoverførsel. Det viser sig at være meget klumpvis, især omkring bladenes spalteåbninger og i mellemrummene mellem bønnebladets celler.

Den nye metode vil betyde at myndighederne fremover kan lave en mere kvalificeret risikovurdering af gensplejsede bakterier. I dag ved vi at genoverførsel sker ganske hyppigt i naturen og har stor betydning for udviklingen af nye arter. Med den nye metode kan vi få indsigt i hvor man skal se efter genoverførsel, hvis bakterierne kommer ud i naturen.

DMU arbejder nu videre med undersøgelser af bakteriers udveksling af gener. Blandt andet undersøges betydningen af bladenes udskillelse af organiske forbindelser og effekten af UV-lys. Forskerne vil også undersøge genoverførsel på planterødder ligesom den nye metode vil blive brugt til at undersøge genoverførsel som sker via virus og frit DNA.

Kemikalier i hverdagen

Forbruget af kemiske stoffer er vokset eksplosivt i dette århundrede. Det har givet os en række økonomiske, hygiejniske og praktiske fordele, men også problemer for sundhed og miljø. En temarapport fra DMU sætter fokus på kemien i kosmetik, plast og vaske- og rengøringsmidler.

Kemiske stoffer er blevet en integreret del af det moderne velfærdssamfund. Fra vi starter dagen med tandpasta, sæbe, deodorant mv. til vi går i seng omgiver vi os med kemi. De fleste af disse kemiske stoffer er uundværlige, mens andre måske mest bruges af vane og nemt ville kunne erstattes.

I Danmark er ca. 4 procent af befolkningen i risikogruppen for at udvikle kontaktallergi ved at bruge kosmetik. De typiske problemer er håndeksem og parfumeallergi. Omkring 100.000 personer er overfølsomme over for duftstoffer som bruges i stort set alle former for kosmetik. DMU‘s rapport anbefaler derfor at forbrugerne bruger kosmetiske produkter med omtanke og undgår unødig risiko for skader på helbredet.

Plastprodukter har fået en stor udbredelse i det moderne samfund. De mest anvendte typer plast er PVC (polyvinylklorid), polyethylen (PE), polycarbonat og polypropylen. Ud over disse såkaldte polymerer indeholder plast også en række andre stoffer som blødgørere, stabilisatorer og brandhæmmere. Det er især disse andre stoffer der kan give problemer for miljø og sundhed. Et godt eksempel er phthalater som bruges som blødgørere i PVC.

Rapporten peger på at man især skal være opmærksom på plastlegetøj til børn. Små børn bider og sutter ofte på deres legetøj og kan på den måde optage blødgørere og andre stoffer fra legetøjet.

Rapporten anbefaler at forbrugere og producenter skærper opmærksomheden omkring hvilke stoffer der bruges i plast - især i genstande der bruges som legetøj.

Hver dansker bruger årligt mere end 13 kg vaske- og rengøringsmidler i husholdningerne. Dertil kommer et tilsvarende forbrug i industrien. DMU vurderer at det væsentligste problem er de vaskeaktive stoffer, også kaldet tensider eller detergenter.

Bideringe er lavet af bløde plastmaterialer der kan indeholde 10-50% phthalater. Som led i de løbende kontrolanalyser for Miljøstyrelsen har DMU bl.a. set på afgivelse af phthalater fra bideringe.

Rapporten anbefaler at forbrugeren erstatter de skrappeste midler med traditionelle midler som brun sæbe, sæbespåner og citronsyre - og at man i øvrigt ikke bruger mere af disse midler end nødvendigt. Følg doseringsvejledningen.

Endelig fortæller rapporten „Kemikalier i hverdagen" om lovgivning og kontrol med de kemiske stoffer. Forfatterne giver en række eksempler på kontrolkampagner hvor DMU har stået for de kemiske analyser.

DMU vil fortsætte arbejdet med at udføre kontrolanalyser for Miljøstyrelsen i de kommende år. I 1998 vil der således blive gennemført analytisk-kemisk kontrol af farvestoffer og konserveringsmidler i legetøjskosmetik og af konserveringsmidler i modellervoks. Endvidere vil DMU fortsætte arbejdet med at se på udvaskning af blødgørere fra plastprodukter, fx legetøj.

Springhale angribes af rovmider. DMU’s undersøgelser har vist at springhaler er velegnede som testorganismer, når man skal undersøge kemikaliers virkning på jordbundsdyr.

Bedre grundlag for at vurdere forurenet jord

Vi ser det dagligt i avisen: Nu er der igen fundet en forurening i jorden; men hvornår er det skadeligt? DMU har været med til at udarbejde et internationalt bogværk om hvordan man vurderer hvor farlig jordforurening er for miljøet.

Efterhånden som vi får mere viden om de kemiske stoffer bliver vi også bedre til at vurdere, hvor farlige de er for miljøet. Bogen "Ecological Risk Assessment of Contaminants in Soil" giver den hidtil mest detaljerede fremstilling af hvordan økotoksikologiske principper kan inddrages ved risikovurdering af forurenet jord. Bogen viser hvordan vores viden om stoffernes giftighed i miljøet kan understøtte de miljøpolitiske beslutninger. Det kan fx være en tilladelse til brug af slam eller kompost til jordforbedring.

Bogen giver en oversigt over hvordan man kan bruge økotoksikologien i praktisk risikovurdering. Det kan nævnes at når man sætter grænser for de kemiske stoffers påvirkning af jordmiljøet anses det for acceptabelt at 5% af arterne påvirkes. Et eksempel fra en blyforurenet grund i Norge viser at denne forudsætning også holder i praksis.

Den komplicerede situation som ofte findes i jordmiljøet, pga. store forskelle i jordbundskemi og jordbundstyper, betyder dog i praksis stadig at det er en kompliceret opgave at vurdere giftigheden af kemiske stoffer i jordmiljøet.

Når man ønsker at sprede spildevandsslam ud på markerne handler det dybest set ikke om hvordan en enkelt springhale reagerer på et enkelt sæbestof. Det handler om den samlede effekt af slammet på jordens sundhed. I de kommende år vil DMU udvikle metoder der kan belyse den samlede virkning af mange stoffer på jordens økosystem. Vi vil også arbejde med at udvikle matematiske modeller som kan øge anvendeligheden af forskningens resultater.

DMU deltager i en række sammenhænge i internationale samarbejdsprojekter som har til formål at belyse, hvordan man vurderer risikoen ved jordforurening. DMU har således varetaget formandskabet i en arbejdsgruppe under et EU-projekt kaldet CARACAS. Her har man indsamlet viden om forurenede grunde i hele EU og gennemgået de eksisterende metoder til at vurdere risikoen for miljøet ved jordforurening. Dette har resulteret i et statusdokument om risikovurdering som udkommer i bogform sammen med bidrag fra de andre arbejdsgrupper i 1998.

Luftkvalitet i danske byer.

Luftkvaliteten i de danske byer er generelt ret god i forhold til mange andre lande. Alligevel kan det blive en stor udfordring for Danmark at leve op til de planlagte EU-grænseværdier for luftforurening.

Det er især luftens indhold af partikler og kvælstofdioxid som er sundhedsmæssigt betænkeligt.

Luftforureningen er værst i gaderne. DMU vurderer at det kan blive en udfordring for Danmark at leve op til de planlagte EU-grænseværdier - især for luftens indhold af partikler.

DMU står for de fleste danske målinger af luftkvaliteten. Det sker inden for det Landsdækkende Luftkvalitetsmåleprogram (LMP) der er et samarbejde med Miljøstyrelsen, Hovedstadsregionens Luftovervågningsenhed samt Odense og Aalborg Kommune. Resultaterne af de sidste 15 års målinger er sammenfattet i temarapport nr. 16 fra DMU.

Resultaterne af målingerne af luftforurening kan sammenlignes med de nuværende grænseværdier og kommende EU-grænseværdier.

Luftens indhold af kvælstofdioxid har stort set været konstant i de 15 år man har målt, måske med en svagt faldende tendens enkelte steder de senere år. Niveauet ligger under den bindende grænseværdi, men tæt på de vejledende grænseværdier. Det nuværende niveau ligger nogle steder over de kommende EU-grænseværdier. Det forventes dog at kravet om katalysatorer på alle nye biler og andre tiltag vil bevirke, at vi vil være i stand til at opfylde de nye strenge grænseværdier, når de træder i kraft i år 2010.

For partikler overskrider vi ikke de nuværende grænseværdier. Også her er der imidlertid lagt op til nye og meget strengere EU-grænseværdier. Det vil være en kraftig udfordring at opfylde de nye grænseværdier i år 2005 og 2010, som det er planen. De fleste partikler stammer fra biltrafikken, især fra dieselbiler.

"Det er i orden at begrænse bilkørslen, bare det ikke går ud over mig."

Luftens indhold af benzen stammer især fra benzinbiler. Benzen forekommer i relativt høje koncentrationer i forhold til sundhedsmæssigt kritiske niveauer. Med den mere udbredte anvendelse af katalysatorer og en forventet nedsættelse af benzinens tilladte indhold af benzen fra de nuværende 2-3% til 1% vil Danmark sandsynligvis ikke få problemer med at overholde den kommende EU-grænseværdi.

Indholdet af svovldioxid og bly er faldende og ligger klart under grænseværdierne.

Luftforureningen fra trafikken er værst i gaderummet hvor den er op til 5-10 gange højere end bag husene.

I de kommende år skal overvågningen af luftforureningen i byerne udvides til at omfatte flere byer. DMU søger at fortsætte samarbejdet inden for rammerne af et udvidet LMP. Endvidere vil DMU fortsætte udviklingen af modelredskaber der kan bruges af planlæggere og politikere til at prioritere indsatsen med at begrænse luftens forurening i byerne. En ny udgave af DMU’s gadeluftkvalitetsmodel, OSPM (Operational Street Pollution Model), vil være klar til brug i 1998 med en brugerflade som kan anvendes af bl.a. kommuner og amter. Vi arbejder på et geografisk informationssystem (GIS) baseret på OSPM-modellen. Det vil kunne anvendes til luftkvalitets-kortlægning, konsekvensvurdering og scenarieberegninger samt bestemmelse af befolkningens eksponering. Systemet beregner luftforureningen og eksponeringen på de enkelte adresser i en by ved brug af eksisterende digitale kort og oplysninger fra BBR og andre offentlige registre. DMU vil designe det nye system så det kan bruges af kommuner og amter til at inddrage luftforureningen direkte i by- og trafikplanlægningen.

Holdninger til miljø og trafik

Et stort flertal af danskerne går ind for at lovgive til fordel for miljøet - også selv om det går ud over den enkelte bilist. Paradoksalt nok går hele 84% af danskerne samtidig imod en fordobling af benzinprisen. DMU har undersøgt danskernes valg af transportmidler, fra de lidenskabelige bilister til hverdags- og fritidsbilisterne. Det er nød-vendigt at forstå disse forskellige gruppers holdninger for at kunne lægge en realistisk strategi til at dæmpe biltrafikken.

Folk er meget forskellige. I undersøgelsen blev de inddelt i seks grupper fra de lidenskabelige bilister til de der elsker cyklen. Ind imellem er der hverdagsbilisterne.

Undersøgelsen viser at der er meget store forskelle mellem folks adfærd og holdning.

Der er to væsentlige forklaringer på at folk vælger bilen, selv om de ved bilkørsel ikke er godt for miljøet. Der er den rationelle: Man kan forkorte rejsetiden ved at køre i bil. Men den anden forklaring er nok så vigtig. Folk har utroligt man-ge følelser knyttet til deres bil. Bilen er et fristed hvor man kan være sig selv - og selv vælge hvem man vil være sammen med. Bilen er derfor meget mere end et transportmiddel - i modsætning til tog og bus. Derfor er det så kolossalt svært at ændre folks vaner og begrænse brugen af bilerne.

Rapporten konkluderer at hvis samfundet ønsker at øge transportens bæredygtighed skal mulighederne for cyklister og de kollektive transportmidler forbedres. Det skal gøres markant dyrere at køre bil samtidig med at taksterne i tog og busser sættes mærkbart ned.

Der er stor modstand i befolkningen mod at hæve benzinprisen fordi det griber så ubehageligt ind i den enkeltes hverdag. Derfor er det nødvendigt samtidig at vise alternativerne og appellere til folks bekymring for miljøet. Undersøgelsen viser jo at langt de fleste af os er bekymrede for miljøet.

Disse forhold vil blive nærmere beskrevet i en kommende temarapport fra DMU.

Modellering af faunaens udnyttelse af landskabet

DMU er gået i gang med at opbygge et sæt af fremskrivningsmodeller på landskabsområdet. Modellerne skal både kunne forudsige konsekvenserne af konkrete tiltag og fortælle hvad der kan gøres for at opnå en bestemt tilstand i naturen.

Landskabets struktur er afgørende for antallet og fordelingen af planter. Mennesket har gennem årtusinder ændret det danske landskab først og fremmest for at give plads til landbrug, bygninger og infrastruktur - indtil for ganske nylig uden at tage særlige hensyn til miljøet. I dag ønsker vi i stigende omfang også at kunne prioritere hensyn til dyr og planter; men hvordan gør vi det? Det er meget komplekst at forudsige effekterne af ændringer i landskabet. Hvor får man fx mest udbytte af at plante skov eller lægge jorden brak? For at få et overblik over disse forhold er det nødvendigt at bruge matematiske modeller.

Kronhjorten indgår i DMU’s arbejde med at opbygge fremskrivningsmodeller på landskabsområdet. Kronhjorten er afhængig af et afvekslende landskab med skov og marker og påvirker også selv landskabet. Bestanden af kronhjorte reguleres ved jagt.

DMU er derfor gået i gang med at udvikle et modelværktøj der skal kunne forudsige konsekvenserne af forskellige tiltag, fx anlæg af veje, plantning af skov, forskellige former for land-skabspleje mv. I sidste ende vil modellerne kunne bruges til at definere hvordan landbrug og turisme mest miljøvenligt kan indpasses i landskabet - og dermed fremme en bæredygtig udnyttelse af landskabet.

Arbejdet vil omfatte to typer af modeller: En dynamisk landskabsmodel og en model for de en-kelte arter af dyr. Forskerne vil i første omgang se på syv dyr som tilsammen dækker de vigtigste typer af dyr i det danske landskab: Lærke, egern, ræv, grævling, rådyr, kronhjort og markmus. For disse arter vil forskerne indsamle en lang række data der beskriver deres udnyttelse af landskabet.

Til sidst skal de forskellige modeller bindes sammen. Strukturerne i landskabet påvirker rådyrene, men de påvirker jo også landskabet ved deres aktivitet. Rævene tager rålam, og mennesket jager både ræve og rådyr. Derfor vil de forskelli-ge modeller blive bundet sammen i et hierarkisk system.

DMU forventer at en prototype af modelsættet vil være færdigudviklet i år 2000. Det vil kunne bruges som et praktisk redskab til støtte for beslutningsprocessen for planlæggere og politikere. Endvidere vil modelsættet kunne være med til at identificere nye forskningsområder ved at udpege spørgsmål som er særligt vigtige at få belyst eller hvor datagrundlaget er spinkelt.

Knortegæs med rejselyst

Fem lysbugede knortegæs med satellitsendere har skaffet ny viden til biologerne. Det viser sig nemlig at nogle af gæssene ikke yngler på Svalbard, men flyver videre til ynglepladser i Nordøstgrønland.

Arbejdet med at beskytte bestandene af trækfugle må nødvendigvis være internationalt og baseres på viden om bestandenes økologi langs hele deres såkaldte fly-way, dvs. både på ynglepladserne, i vinterkvarteret og i de områder fuglene bruger som rastepladser under trækket.

Den nortatlantiske bestand af lysbuget knortegås er en af verdens mindste og potentielt mest sårbare gåsebestande. Omkring 60% af bestanden overvintrer i landet fra september til februar, og hele bestanden på 5-6.000 fugle samles her om foråret. Derfor har Danmark et ganske særligt ansvar for forvaltningen af bestanden, som i nær fremtid forventes udmøntet i en inter-national forvaltningsplan.

Lysbuget knortegås med satellitsender monteret på ryggen. De små sendere blev limet på ryggen og fæstnet med et seletøj af bukseelastik.

Det har længe været gængs opfattelse at de lysbugede knortegæs der overvintrer i Danmark og i det nordøstlige England yngler på Svalbard. Bestanden er ikke vokset nær så meget som bestanden af den mørkbugede knortegås. For at finde årsagerne til denne forskel har DMU studeret fuglenes trækruter og deres brug af rastepladser, energiregnskab (energetik) og ynglebiologi. Specielt har biologerne været interesseret i at finde ud af om de lysbugede knortegæs måske benyttede nogle ukendte rastepladser undervejs fra Danmark til Svalbard.

Derfor satte biologerne i foråret 1997 satellitsendere på ryggen af 5 lysbugede knortegæs så de kunne følge deres bevægelser. Resultaterne viste for det første at fuglene på deres træk til Arktis ikke slog ned på nogen rastepladser, men kun holdt hvil på havet - formentlig for at drikke. I modsætning til os andre kan knortegæs nemlig slukke tørsten med saltvand; de udskiller saltet gennem nogle særlige kirtler. Endnu mere overraskende var det imidlertid at to af fuglene ikke fløj til Svalbard (2.500 km), men i stedet fløj direkte til Peary Land i Nordøstgrønland, en flyvetur på 3.500 km der blev tilbagelagt uden påfyldning af brændstof.

Ifølge de gængse modeller for trækkende fugles energiregnskab trak gæssene længere end man umiddelbart skulle forvente at de var i stand til - i hvert tilfælde hvis der også skal være kræfter til at yngle.

Bestanden i Nordøstgrønland blev "opdaget" i 1985. Den menes at tælle omkring 8-900 fugle, eller ca. 20% af den daværende bestand på Svalbard. De nye opdagelser gør det ekstra vigtigt at vi sikrer gæssene fred på deres forårsrastepladser ved Agerø, i Nissum Fjord og på Venø. Det er nemlig på disse lokaliteter gæssene opbygger de fedtdepoter de skal bruge som brændstof på trækket til ynglepladserne.

DMU fortsætter undersøgelserne af de lysbugede knortegæs i Danmark. Her vil forskerne bl.a. se på opbygning af fedtreserver på vinter- og forårsrastepladserne. DMUs undersøgelser på ynglepladserne på Svalbard har vist at bestandens ynglesucces i dette område i høj grad påvirkes af prædation fra isbjørne - og i visse år også fra polarræve. Påvisningen af at en ganske betydelig andel af bestanden yngler i Nordøstgrønland er interessant fordi hverken polarræv eller isbjørn menes at forekomme i dette område i fuglenes yngletid. Da det normalt er en meget lille andel af en gåsebestand der yngler, kan det imidlertid være uheldigt at en så lille bestand splittes op i to relativt isolerede ynglebestande, der hver især efter et par isvintre med høj dødelighed kunne nærme sig grænsen hvor indavl kunne forekomme.

DMU bruger også teknikken med montering af satellitsendere til at undersøge forårstrækket for den grønlandske blisgås. Med en øget mineralefterforskning i Grønland er det vigtigt at beskytte de kun ca. 6.000 ynglefugle på deres forårsrastepladser.

Havvindmøller og fugle

Ederfugle og sortænder blev tilsyneladende ikke skræmt væk fra området ved Tunø Knob, fordi der blev opstillet vindmøller. Det konkluderer DMU på baggrund af 3 års undersøgelser.

Forskerne valgte at se på ederfugl og sortand, de to mest talrige arter i området. I årene efter vindmøllerne var bygget gik begge arter ganske vist drastisk tilbage. Det samme gjaldt imidlertid for fuglenes vigtigste føde: blåmuslinger. Forskerne konkluderer at nedgangen i antallet af fugle på Tunø Knob i langt højere grad var afhængig af fødeforekomster end af vindmøllernes tilstedeværelse.

Der er meget store koncentrationer af vandfugle i de danske farvande - specielt i de mere lavvandede dele hvor det netop er aktuelt at opstille vindmøller. Fuglene holder til i disse områder, fordi der findes masser af føde, og fordi områderne normalt er isfrie. Danmark er i henhold til internationale aftaler forpligtet til at sikre levevilkårene for vandfuglene.

DMU har gennem en række forsøg ikke kunnet registrere nogen væsentlig effekt af vindmøllerne på fuglenes forekomst og adfærd. Der har imidlertid kun været små flokke i området under forsøgene; det er velkendt at større flokke er mere følsomme over for forstyrrelser end små flokke.

I forbindelse med den planlagte udbygning af vindmøller på havet bør det understreges at undersøgelserne ikke har kunnet belyse alle aspekter af vindmøllers mulige effekter på vandfugle. Undersøgelserne fortsætter i de kommende år for at få belyst om fuglene også vender tilbage til området, hvis muslingerne kommer igen.

Miljøtilstandsrapporten

Nu foreligger den anden samlede danske miljøtilstandsrapport, udarbejdet af DMU i samarbejde med de øvrige enheder i Miljø- og Energiministeriet. Den første tilstandsrapport kom i 1993. Rapporten sammenfatter den eksisterende viden om centrale udviklingstendenser i miljøets tilstand og sammenholder disse tendenser med udviklingen inden for de samfundssektorer som bidrager mest til påvirkningerne.

Rapporten konkluderer at der er taget mange skridt til at reducere belastningerne af miljøet og at dette har ført til forbedringer på en række områder. Der findes dog fortsat områder hvor initiativerne ikke er tilstrækkelige til at nå de opstillede mål - eller hvor modsat virkende kræfter i samfundets udvikling reducerer eller helt eliminerer virkningen af miljøindsatsen. Det er områder hvor vi står over for nogle fundamentale valg mellem vores nuværende produktions- og forbrugsmønster og hensynet til natur og miljø.

Rapporten inddeler de samfundsmæssige påvirkninger af miljøet i tre kategorier:

	Påvirkninger af naturlige stofkredsløb
	Ændringer af landskabets struktur og funktion
	Udvikling af nye teknologier.

Ændringer af stofkredsløb

Rapporten konkluderer at det danske samfund generelt er blevet mere effektivt i sin stofomsætning. Den stigende produktion i alle samfundssektorer har ikke ført til tilsvarende stigninger i udledningerne af kvælstof, fosfor og organisk stof til miljøet. På mange områder er de endda faldet. Opnåelsen af denne øgede effektivitet i stofomsætningen er skabt af en bred indsats inden for alle samfundsområder.

Påvirkningen af stofkredsløbene er reduceret på følgende områder:

	Landbruget har reduceret sit gødningsforbrug, øget effektiviteten i udnyttelsen af gødningen og dermed reduceret udvaskningen af kvælstof
	Industrien og de kommunale rensningsanlæg har reduceret udledningerne af kvælstof, fosfor og organisk stof
	På affaldsområdet er genanvendelsen øget og anbringelsen på depoter reduceret
	Kraftværkerne har reduceret udslippene af SO2 (svovldioxid) og NOx (kvælstofilter)
	Trafikkens udledninger af NOx, kulbrinter og partikler er begyndt at falde
	På energiområdet er udledningen af CO2 mindsket.

På en række områder har den hidtidige indsats imidlertid ikke været tilstrækkelig. Det er karak-teristisk at de områder hvor målopfyldelsen har været vanskelig er de områder hvor der ikke er oplagte rensningsteknikker. Her er det derfor nødvendigt at ændre produktion og/eller ad-færd.

Rapporten udpeger følgende områder som fortsat problematiske:

	Landbrugets udledning af kvælstof til vand (nitrat) og til luften (ammoniak) er især problematisk i forhold til de marine områder. Endvidere belastes grundvandet med nitrat
	Tilledningen af fosfor til vandmiljøet (fra landbrug og husholdninger uden tilslutning til rensningsanlæg) er især problematisk i vores søer
	Udslippene af CO2 hvor især trafikkens stigende bidrag er problematisk
	På affaldsområdet overskrider de samlede mængder de fastsatte mål
	Vandforbruget sænker grundvandsspejlet i visse områder og udtørrer vandløb og vådområder.

Ændringer af landskabets struktur og funktion

Inddragelsen af store arealer til landbrug, veje, byer mv. har forrykket en række økologiske balancer.

Også på dette område er der i de sidste 10 år taget mange initiativer; men der findes generelt ikke de samme kvantificerbare målsætninger som for udledningerne. Målsætningerne er for-muleret i blødere vendinger om øget naturkva-litetet. Det kan imidlertid konstateres at belastningen fra den intensive arealanvendelse fortsat er høj. Det vil kræve en langsigtet indsats at opnå mærkbare forbedringer.

Påvirkningen af landskab og natur er reduceret i kraft af følgende tiltag:

	Mere skånsom vedligeholdelse af vandløb
	Genopretning af vandløb, søer og terrestriske naturområder
	Forstærket beskyttelse af kystzonen
	Skovrejsning
	Regulering af detailhandelen og centerudbygningen.

Arealanvendelse: Landbrug, veje og bebyggelser har indskrænket den oprindelige natur drastisk. I de senere år er der dog taget en række initiativer til at få genskabt naturområder.

Hvor er arealanvendelsen fortsat problematisk? Rapporten udpeger følgende områder:

	Vådområder: Over 80% af vores vandløb har forringede fysiske forhold som følge af vand-løbsregulering og opdyrkning af de vandløbsnære arealer
	Landbrug: Intensiv og specialiseret drift reducerer naturindholdet i det åbne land
	Turisme: Intensiv anvendelse af store kystnære arealer lægger et pres på sårbare naturområder
	Byudvikling og store infrastrukturanlæg skaber et fragmenteret landskab
	Spredt byudvikling sprænger funktionsmæssige sammenhænge i byen og skaber øget trafik.

Udvikling af nye teknologier

Rapporten behandler to typer af ny teknologi, miljøfremmede stoffer og gensplejsede organismer.

Der er gjort en stor indsats for at nedbringe spredningen af miljøfremmede stoffer i miljøet på områder hvor der har kunnet påvises klare risici. Endvidere er der sket en forbedret rensning for disse stoffer, ligesom der er en nøje kontrol med brugen af gensplejsede organismer.

På den anden side udvikler industrien stadig nye teknologier hvor de miljømæssige virkninger er meget komplicerede og hvor det er vanskeligt at vurdere risikoen entydigt.

Belastningen fra de miljøfremmede stoffer er reduceret på følgende områder:

	Udfasning af ozonnedbrydende stoffer
	Reduceret anvendelse af tungmetaller og organiske opløsningsmidler
	Forbud mod anvendelse af en række sprøjtegifte og persistente organiske forbindelser
	Mængden af anvendte sprøjtegifte er faldet i landbruget
	Rensningsforanstaltninger på rensningsanlæg, kraftværker, forbrændingsanlæg og virksomheder.

Rapporten udpeger følgende områder som fortsat problematiske:

	Sprøjtegifte: Behandlingshyppigheden er ikke faldet i landbruget. Sprøjtegiftene belaster flora, fauna og grundvand
	Stoffer med hormonlignende egenskaber er mistænkt for at give forstyrrelser af menneskers og dyrs reproduktion (forringet sædkvalitet mv.)
	Forureninger af lokal art: Omkring affaldsdepoter, gamle forurenede grunde og særligt trafikerede veje.

Miljøtilstandsrapporten og den strategiske miljøplanlægning

Den strategiske miljøplanlægning hviler på to centrale "byggesten", nemlig henholdsvis en tilstandsrapport og en natur- og miljøpolitisk redegørelse. Begge planlægges udsendt hvert 4. år. Redegørelsen forudsættes udsendt 1-2 år efter tilstandsrapporten der således indgår som et væsentligt element i grundlaget for redegørelsen. Den næste natur- og miljøpolitiske redegørelse planlægges udgivet i 1999. Dele af miljøtilstandsrapporten vil også indgå i oplægget til OECD’s vurdering af dansk miljøpolitik i 1998.

Internettet

Rapportens figurer og de bagvedliggende data kan ses på DMU’s hjemmeside. Adresse: http://www.dmu.dk/