DMU udfører forskning, overvågning og faglig rådgivning på natur- og miljøområdet. I det følgende afsnit er de forskellige sider af DMU's virksomhed illustreret med eksempler på DMU's
arbejde. Der er lagt vægt på både at beskrive resultater af de gennemførte aktiviteter og perspektiver for de kommende års arbejde.

1. Jordbrugets miljøbelastning

DMU's arbejde vedrørende miljøproblemer afledt af jordbrugets aktiviteter
er koncentreret om næringsstoffer, bekæmpelsesmidler, effekter af miljøfremmede
stoffer og nye driftsformer samt effekterne af introducerede mikroorganismer og
genmodificerede planter.

De danske fjorde har det ikke godt. De gennemførte reduktioner i belastningen har endnu ikke medført en generel forbedring af miljøtilstanden i fjordene. Danske fjorde er stadig karakteriseret ved høje koncentrationer af planktonalger og enårige større alger, reducerede dybdegrænser for ålegræs og hyppige iltsvind.

Som led i den årlige rapportering af Vandmiljøplanens Overvågningsprogram har DMU gennemført en detaljeret analyse af amternes data fra i alt 53 fjorde. Denne omfattende analyse har givet et mere detaljeret og sikkert billede af hvad der bestemmer miljøforholdene i de danske fjorde.

Den typiske danske fjord er lavvandet med under 3 meter vand og med en relativt snæver åbning mod det tilstødende havområde. Dette betyder at miljøtilstanden typisk er præget af lokale forhold, herunder tilførslen af næringsstoffer fra land.

De statistiske analyser viser at tilførslen af kvælstof har en stor indflydelse på de biologiske forhold, og at væksten af alger i de danske fjorde generelt er styret af kvælstof. Belastningen med kvælstof påvirker således mængden af planktonalger, udbredelsen af ålegræs og tang, biodiversiteten af tang, mængden af bunddyr, samt forekomsten af iltsvind. Reduktioner i belastningen med kvælstof vil generelt forbedre miljøtilstanden i fjordene. Der er nærmere gjort rede for omkostningerne ved at reducere kvælstofbelastningen i det følgende afsnit.

Fjordenes tilstand er ikke alene bestemt af kvælstofbelastningen. I de lavvandede områder begrænses mængden af planktonalger tillige af muslinger og andre bundlevende algespisere. Høje algekoncentrationer ses derfor især i perioder med stille vejr hvor fjordvandet lagdeles, så bunddyrene ikke kan "nå" algerne. Lagdelingen giver samtidig i sig selv en øget risiko for iltsvind. Et markant eksempel på disse mekanismer sås i sommeren 1994, der var karakteriseret ved algeblomstringer og iltsvind i de danske fjorde. Her viser DMU's analyser imidlertid at selv om det er vejr og vind der udløser iltsvindene, så vil en halvering af kvælstofbelastningen føre til et markant fald i forekomsten af iltsvind. Fjordene vil så bedre kunne tåle en periode med varmt og stille vejr.

DMU vil i de kommende år arbejde med udvikling af forbedrede værktøjer til vurdering af miljøtilstanden i fjorde og havområder, herunder udvikling af prognoseredskaber. Vandmiljøplanens Overvågningsprogram, som står centralt i DMU's overvågningsaktiviteter, vil blive revideret med virkning fra 1998.

Industrien og kommunerne har begrænset udledningen af kvælstof kraftigt. Nu mangler landbruget. Trods mange anstrengelser med grønne marker, gødningsregnskaber og investeringer i gylletanke strømmer der stadig alt for meget kvælstof fra markerne ned i grundvandet, ud i åer og søer og videre ud i havet. Landbruget tegner sig i dag for over 80% af det samlede danske kvælstofbidrag til havet.

Derfor oplever vi stadig fjorde som er tilgroede af algevækst, og havområder der er plaget af iltsvind og fiskedød som følge af en alt for stor tilførsel af kvælstof.

Men hvad skal der til for at reducere landbrugets kvælstofudledninger, hvad vil det koste, og hvad er effekten i vore fjorde og havområder? DMU har ved hjælp af en konsekvensberegningsmodel beregnet omkostninger og effekter ved at gennemføre forskellige foranstaltninger til at nedbringe landbrugets kvælstofudledninger. Udgangspunktet for disse beregninger er niveauet midt i 1990'erne hvor landbrugets kvælstofudledninger til havet beregnedes at udgøre 80.000 tons - i god overensstemmelse med de faktiske målinger.


Sådan kan landbrugets belastning af havet med kvælstof reduceres ifølge DMU's modelberegninger.

Der er gjort nærmere rede for tiltag, omkostninger og effekter ved at reducere kvælstofbelastningen i DMU's Temarapport nr. 9 og i Faglig rapport fra DMU nr. 165.

I de kommende år vil DMU udbygge model-arbejdet og udvikle et samlet havmiljøinformationssystem for at forbedre det miljøpolitiske beslutningsgrundlag. Her vil økonomiske, hydrografiske og økologiske modeller blive integreret, og der vil blive udviklet relevante miljøindikatorer samt et klassifikationssystem for fjorde og havområder.

Miljøet i de danske søer har det heller ikke tilfredsstillende, først og fremmest på grund af en kraftig forurening med fosfor og kvælstof. I dag er belastningen heldigvis hørt op i langt de fleste søer, men miljøet er ikke blevet væsentligt forbedret, fordi den naturlige selvrensningsproces er meget langsom i søerne. Derfor kan man overveje at fremme selvrensningen ved et restaureringsindgreb. Som baggrund for beslutningen om et sådant indgreb er det vigtigt at kende søens naturlige baggrundstilstand, og her kan søarkæologiske metoder give væsentlige oplysninger.

DMU har indsamlet materiale fra søbunden i 30 søer hvor der findes nutidige data for mængden og sammensætningen af fisk. Herefter undersøgte forskerne forekomsten af forskellige dyreplanktonrester i søbunden, og der blev etableret en sammenhæng mellem denne og antallet af dyreplanktonspisende fisk.

Med kendskab til sammensætningen af dyreplankton i ældre dele af søbunden, som kan dateres ved hjælp af isotopen bly-210, kan man herefter rekonstruere fiskebestandene længere tilbage i tiden. Figuren øverst på siden viser et eksempel fra Søbygård Sø. I takt med en øget næringsstoftilførsel er der sket en markant stigning i antallet af dyreplanktonspisende fisk i søen frem til i dag, hvor der er en stor bestand af skalle og rudskalle. Udviklingen i de seneste 20 år stemmer godt overens med data indsamlet af DMU og Århus Amt. Figuren viser således at der skete et midlertidigt fald i fiskebestanden i 1970'erne, hvor der netop i denne periode blev observeret fiskedrab i søen på grund af tilførsel af utilstrækkeligt renset spildevand. Efter etablering af biologisk rensning i 1976 forbedredes forholdene for fiskene. Figuren viser også at der er sket en dramatisk ændring i 50-60 cm's dybde, altså for mere end 150 år siden. Årsagerne hertil er endnu ikke klarlagt.

Med kendskab til fiskebestanden kan der også gives et mere generelt billede af miljøtilstanden, fordi der er en nøje sammenhæng mellem tætheden af dyreplanktonspisende fisk og en række miljøindikatorer. Hermed bliver det muligt at beskrive udviklingen, fx af vandets klarhed, tilbage i tiden. Arbejdet er udført som led i Det strategiske Miljøforskningsprogram i et samarbejde med Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse og Københavns Universitet.

Udviklingen i antallet af fisk i den overordentligt næringsrige Søbygård Sø. DMU har beregnet antallet af dyreplanktonspisende fisk, som fx skalle og brasen, på baggrund af forekomsten af dyreplanktonrester i den øverste meter af søbunden. Dette lag dækker skønsmæssigt en periode på 300 - 400 år. Udviklingen i fiskebestanden er kommenteret i teksten.

DMU arbejder videre i dette samarbejde med at raffinere de søarkæologiske metoder så det bl.a. bliver muligt at rekonstruere mængden af undervandsplanter. Det vil kunne bidrage væsentligt til forståelsen af hvad der har forårsaget de ofte dramatiske ændringer som har fundet sted siden de menneskeskabte påvirkninger for alvor slog igennem på miljøet. Disse metoder vil også kunne anvendes til at beskrive effekten af nye miljøpåvirkninger, fx en fremadskridende klimaforandring, samt give oplysninger om den mulige fremtidige miljøtilstand for de enkelte søer. Endelig vil de kunne anvendes til ekstensiv overvågning, fordi analyser af biologiske rester på søbunden kan give et sæsonintegreret billede af søens miljøtilstand.

Vores spildevand renses i dag meget effektivt for fosfor. Dermed er der kommet fokus på den øvrige belastning af vandmiljøet med fosfor der især i vore søer fører til øget algevækst. Den øvrige fosforbelastning stammer først og fremmest fra udvaskning og erosion på landbrugsarealerne, men også udledninger fra enkeltliggende ejendomme er et problem. Mens fosforudledningen fra ejendomme i det åbne land har været faldende i takt med indførelsen af fosfatfrie vaskemidler, er fosfortabet fra landbrugsarealer et stigende problem. Det skyldes primært at markerne igennem mange år er blevet overgødet med fosfor hvilket øger risikoen for udvaskning fra markerne til grundvand og overfladevand. Desuden er der tegn på at jorderosionen er øget i omfang igennem de sidste 10 år, som følge af ændringer i landbruget.

Jorderosion er normalt noget vi forbinder med Sydeuropa og USA. I Danmark kender vi det hidtil fortrinsvis fra sandflugt. Erosion som følge af afstrømmende regn- eller smeltevand optræder imidlertid i stigende omfang i Danmark. Det skyldes især to forhold. For det første har vi fået store arealer med vintergrønne marker, herunder vintersæd. De voksende arealer med vintersæd er mindre heldigt med hensyn til risikoen for erosion og deraf følgende tab af jord og fosfor fra markerne til vandmiljøet fordi den bearbejdede jord ikke i samme omfang som pløjemarken tillader nedsivning af vandet. For det andet har intensiveringen ført til at landbruget i stort omfang har inddraget de naturlige bræmmer omkring vore vandløb og søer. Mange steder overholdes den lovpligtige to meter bræmme langs vandløbene endnu ikke. En yderligere buffervirkning kunne opnås ved hjælp af brede udyrkede bræmmer i vore ådale. Dette ville kunne reducere tabene af fosfor til vandmiljøet - og samtidig reducere tabene af kvælstof.

Erosion. De voksende arealer med vintersæd øger risikoen for jorderosion. Den bearbejdede jord tillader nemlig ikke i samme omfang som pløjemarken nedsivning af vandet.

Fosforudvaskningen fra landbrugsjorden har indtil for få år siden været en overset kilde til forurening af vandmiljøet. DMU's nyeste undersøgelser har vist, at store mængder fosfor kan nedvaskes fra drænede marker. Det drejer sig specielt om fosfor bundet til små jordpartikler der via sprækker i jorden kan nedvaskes fra det fosforrige pløjelag til drænsystemer i regnperioder og herfra transporteres videre til vandløb og søer.

Erosion og udvaskning af fosfor optræder i sagens natur som voldsomme enkeltbegivenheder når et tykt snelag smelter eller ved kraftige regnskyl. DMU's undersøgelser har vist at den hidtidige overvågning baseret på udtagning af enkeltprøver undervurderer transporten af jord og fosfor i vandløbene. Det viser sig at fosfor bundet til jordpartikler er hovedproblemet og ofte udgør mere end 60% af den årlige transport af fosfor i vandløb. Koncentrationen af fosfor i dræn og vandløb kan 10-20 dobles inden for få timer. En præcis opgørelse af jord- og fosfortabet fra et opland kræver derfor kontinuerte målinger i vandløbet, fx med de nyudviklede intelligente målestationer.

Problematikken omkring tabet af fosfor fra det åbne land til vandmiljøet indgår i en kommende temarapport fra DMU som også vil belyse, hvilke tiltag der vil kunne medvirke til at begrænse tabet af fosfor (og kvælstof) til vandmiljøet.

I de kommende år vil DMU arbejde med at udvikle et samlet informationssystem om miljøtilstanden i søer og vandløb og om hvordan miljøet hænger sammen med arealanvendelse, udledning af næringsstoffer mv. Endvidere vil der blive udviklet fremskrivningsmodeller.

Nedbøren er afgørende for vandføringen i vandløbene og for grundvandsdannelsen. Nedbørsmængderne er samtidig af stor betydning for tilførslen af næringsstoffer fra det åbne land til vandmiljøet. DMU registrerer vandføringen i de danske vandløb. Vi driver selv 27 nationale vandløbsstationer, hvoraf de fleste har været i uafbrudt drift siden begyndelsen af dette århundrede. Endvidere indsamles afstrømnings- og vandstandsdata fra omkring 400 stationer som drives af amterne.

Det seneste hydrologiske år, 1995-96, var det mest nedbørsfattige der er registreret i Danmark. Der faldt kun 429 mm hvilket er 283 mm under gennemsnittet og 100 mm mindre end det hidtil tørreste år i dette århundrede. Det betød at vandføringen i de danske vandløb blev den laveste siden de første målestationer blev oprettet for næsten 80 år siden. Dette har især været markant på øerne, men selv de mere grundvandsprægede vestjyske åer har haft markant lavere vandføring.

Den ekstremt tørre vinter fik stor betydning for miljøtilstanden både i ferskvand og i de marine vande. En stor del af vore mindste vandløb tørrede helt ud med alvorlige konsekvenser for dyrelivet. Det kan således nævnes at for at afbøde effekterne for dyrelivet blev der i Rødding kommune i Sønderjylland givet tilladelse til at pumpe grundvand op i Lintrup Bæk, efter der var observeret fisk i vandhuller i det næsten udtørrede vandløb. Den lavere vandføring betød også en mindre fortynding af spildevand og dambrugsafløb.

Samtidig bevirkede den tørre vinter en mindsket udvaskning af kvælstof og fosfor til vandmiljøet hvilket har kunnet registreres i amternes løbende overvågning. Der blev forår og sommer 1996 målt en markant mindre udvaskning af næringssalte samtidig med at miljøtilstanden i vore fjorde og i de indre danske farvande var bedre end normalt. Man kan dermed sige at sommeren 1996 blev et skoleeksempel på hvad der vil ske hvis det lykkes at begrænse udledningen af næringssalte fra først og fremmest landbruget.

Arbejdet med at følge vandføringen indgår som en integreret del af DMU's arbejde med at overvåge tilstanden i vandmiljøet. Ved løbende at følge vigtige overvågningsparametre er det muligt at forudsige udviklingen i miljøtilstanden. DMU vil i de kommende år arbejde på at forbedre sådanne fremskrivningsværktøjer.

Det seneste hydrologiske år, 1995-96, var det tørreste der er registreret i Danmark. Det betød af vandføringen i de danske vandløb blev ekstremt lav og mange mindre vandløb udtørrede helt.

Markedsføringen af de første gensplejsede planter har skabt røre i den danske offentlighed. Her og nu handler det om tomater, majs og sojabønner, men også sukkerroerne trænger sig på og formentlig vil en stor del af vores dyrkede planter være gensplejsede i løbet af en halv snes år. I debatten om gensplejsning indgår mange tekniske, etiske og moralske aspekter. Det er vigtigt at understrege at DMU kun bidrager på den tekniske side med økologisk ekspertise.

De gensplejsede planter der hidtil har været i fokus, har primært været resistente over for bestemte sprøjtemidler og insekter, men fremtiden vil formentlig også bringe nye planter med ændret modstandsdygtighed over for fx tørke eller salt. DMU støtter administrationen af området ved at udvikle metoder til brug for økologisk risikovurdering. Som led i dette arbejde har DMU udarbejdet et katalog over testmetoder til brug ved økologiske risikovurdering af gensplejsede planter. Bogen "Methods for Risk Assessment of Transgenic Plants" udgives i to bind. Første bind er blevet godt modtaget i den internationale fagpresse, og andet bind er ved at blive udsendt.

Risikovurdering er baseret på at risikoen er lig sandsynligheden for en ulykke ganget med konsekvenserne. Dette gælder også når man skal vurdere risikoen ved at dyrke en gensplejset plante. Her er de centrale spørgsmål:

For at kunne vurdere disse forhold må man have en detaljeret viden om de indsatte gener og om den gensplejsede plante. På en række områder går denne viden ud over hvad man hidtil har krævet af oplysninger ved godkendelsen af nye plantesorter. Derfor er der internationalt en stor efterspørgsel efter standardiserede testmetoder til brug for at gennemføre en økologisk risikovurdering af gensplejsede planter inden de evt. spredes på marker og i naturområder.

EU-kommissionen vil bruge DMU's katalog i sit arbejde med opstilling af standarder for afprøvning af gensplejsede planter. I 1997 vil DMU videreføre arbejdet med udvikling af testprotokoller, arbejde med konkurrenceeffekter hos planter og udarbejde forslag til koncepter og fremgangsmåder for en systematiseret risikoanalyse af genetisk modificerede planter.

2. Miljøbelastningen fra øvrige erhverv og husholdninger

DMU's arbejde i relation til miljøbelastningen fra øvrige erhverv og husholdninger er
koncentreret om miljøfremmede stoffers transport, omsætning og effekter i miljøet samt
spredning og effekter af luftforurening.

Den stigende trafik udgør et af vores alvorligste miljøproblemer, og trafiksektorens miljøproblemer indgår derfor som et centralt element i DMU's arbejde. Vi arbejder på at belyse transportsektorens udvikling, trafikkens påvirkning af miljø og natur samt effekten af nye trafikanlæg og af tiltag til reduktion af trafikkens miljøbelastning.

Den lokale forurening fra industri og kraftværker er i de senere år blevet reduceret væsentligt ved begrænsning af udslip og opførelse af højere skorstene. I den samme periode er trafikken steget betragteligt, og den er i dag den vigtigste kilde til luftforurening i de danske byer hvor den typisk bidrager med 80-90 procent af forureningen i gaderne.

Som led i Det strategiske Miljøforskningsprogram har DMU arbejdet med at undersøge trafikkens helbredsmæssige betydning for udvalgte befolkningsgrupper. I samarbejde med Arbejdsmiljøinstituttet har DMU forestået en undersøgelse af buschaufførers eksponering med kvælstofdioxid i en trafikeret københavnsk gade. Som referencegruppe anvendtes postbude som arbejdede i det samme område, men som opholdt sig kortere tid i de mest trafikerede gader. Undersøgelsen viste at forureningsniveauet inde i bussen var på samme niveau som uden for bussen. Endvidere viste undersøgelsen at DMU's beregningsmodel OSPM (Operational Street Pollution Model) var i stand til at beregne de forureningsniveauer som henholdsvis buschaufførerne og postbudene arbejdede i. Dette gør det muligt at anvende OSPM til at beregne eksponeringen for fx benzen i kommende befolkningsundersøgelser.

I 1997 vil DMU medvirke til afrapporteringen af en omfattende undersøgelse af trafikkens betydning for kræft hos børn. Denne undersøgelse udføres ligeledes som led i Det strategiske Miljøforskningsprogram og med udnyttelse af OSPM-modellen. Endvidere vil DMU fortsætte arbejdet med at opgøre transportsektorens udslip af luftforurening og færdiggøre en række projekter om strukturudvikling, adfærd og trafik. Internationalt vil DMU bidrage til det faglige grundlag ved fastlæggelsen af standarder for bl.a. kvælstofilter og benzen.

Såkaldte antibegroningsmidler anvendes i skibsmaling for at hindre vækst af alger, rurer mv. Antibegroningsmidlerne har vist sig at have alvorlige negative effekter i det marine miljø. DMU er derfor i gang med at undersøge disse stoffer som led i arbejdet med at tilvejebringe værktøjer til risikovurdering af miljøfremmede stoffers effekter og skæbne i havmiljøet.

Antibegroningsmidlerne er særligt miljømæssigt betænkelige fordi stofferne ofte er giftige, langsomt nedbrydelige og kan opkoncentreres i fødekæden. Et af disse stoffer, tributyltin (TBT), er et af de giftigste stoffer mennesket tilfører miljøet. Efter at der er konstateret alvorlige effekter på østers og snegle i kystnære områder omkring Frankrig og England, er der i EU indført et begrænset forbud for brugen af TBT, bl.a. på skibe under 25 meter. Stoffet bruges imidlertid fortsat på større skibe. Hollandske undersøgelser har vist at TBT kan give skader på bundlevende havsnegle, selv i et åbent farvand som Nordsøen. Der er stor sandsynlighed for at TBT også har effekter i de øvrige farvande omkring Danmark hvor skibstrafikken er meget tæt.

Antibegroningsmidler er miljømæssigt roblematiske. DMU har undersøgt et af disse stoffer, tributyltin (TBT), ved experimenter i modeløkosystemer i Knebel Vig.

For bedre at kunne vurdere TBT's effekter i miljøet har DMU, som led i et omfattende samarbejde under Det strategiske Miljøforsknings-program, deltaget i udførelsen af eksperimenter i modeløkosystemer i Knebel Vig. Projektets væsentligste landvindinger er en øget forståelse af stoffets skæbne i miljøet, udvikling af nye metoder i vurderingen af stoffers giftighed og en vurdering af overensstemmelsen mellem enkeltartsforsøg og mere komplekse miljøforsøg. Undersøgelserne viser at TBT opkoncentreres i havbunden, hvor TBT kan frygtes at udgøre et miljøproblem længe efter at et eventuelt forbud måtte træde i kraft. Undersøgelserne viser også at TBT er giftigt over for flere arter end man hidtil har vidst, og at de koncentrationer af TBT som findes i havmiljøet, ligger tæt på skadesgrænsen. De nye metoder afslører også at der sker ændringer i samspillet mellem arter og artssamfund når flere miljøfremmede stoffer virker samtidigt.

Det vil være ressourcemæssigt umuligt at gennemføre en lige så omfattende vurdering af alle stoffer der tilføres miljøet. Dertil er antallet af stoffer for stort. Der er derfor et stort behov for at udvikle modeller for hvorledes stoffernes effekter kan forudsiges, bl.a. på grundlag af deres fysisk-kemiske egenskaber og lighed med kendte stoffer. Erfaringerne fra eksperimenterne i Knebel Vig forventes at kunne indgå som grundlag for sådanne fremtidige modeller til vurdering af nye stoffers miljøskadelighed. De udførte eksperimenter kan således give en bredere baggrund for fastsættelse af udledningskrav og vandkvalitetskriterier. I de kommende år vil DMU udbygge den allerede eksisterende miljøkemiske og økotoksikologiske ekspertise på området i tæt samarbejde med bl.a. Miljøstyrelsen. I 1997 vil der bl.a. blive gennemført undersøgelser af antibegroningsmidlers effekter i åbne farvande med tæt skibstrafik.

Der bruges over 100 forskellige sprøjtegifte herhjemme, hovedsageligt i landbrug, skovbrug og gartneri samt i mindre omfang til andre formål. Selvom disse stoffer har været igennem en omfattende godkendelsesprocedure, er der stadig forhold omkring deres spredning i miljøet som er dårligt belyst.

DMU har brugt et system af fire kunstige vandhuller til at undersøge hvad der sker med sprøjtegifte i markvandhuller, hvor de fx kan blive bragt med vinden.

I første omgang er 4 forskellige insektgifte fra gruppen pyrethroider blevet undersøgt. Disse midler er meget giftige for vanddyrene. Insektmidlerne blev sprøjtet ud på overfladen af vandhullerne, hvorefter der blev taget prøver over en 14 dages periode. Forskerne undersøgte specielt fordelingen af pyrethroider i vandhullerne ved at tage prøver af henholdsvis overflademikrolaget, den egentlige vandsøjle i forskellige dybder, den øverste del af bunden og vandplanterne.

Fordeling af sprøjtegift over kunstigt vandhul. DMU har brugt et system af fire kunstige vandhuller til at undersøge hvad der sker med sprøjtegifte i markvandhuller.

Resultaterne viser at pyrethroiderne har en tilbøjelighed til at ophobes i overflademikrolaget, som udgør et få hundrede mikrometer overgangslag mellem luft og vand. Typisk var koncentrationen af insektmidler 8-10 gange højere i overflademikrolaget end i vandsøjlen. Denne ophobning har man ikke tidligere været opmærksom på i risikovurderingen hvor man har forudsat en fuldstændig opblanding af giftstofferne i vandet. Det betyder at midlerne især kan være farlige for de vanddyr der lever en stor del af deres liv i dette overfladelag.

Resultaterne fra forsøgene vil i 1997 blive anvendt til at efterprøve en matematisk model for sprøjtegiftes skæbne i vandhuller. Modellen skal herefter kunne bruges til at forudsige skæbnen af andre sprøjtegifte, blandt andet som et værktøj i Miljøstyrelsens sagsbehandling.

I miljøspørgsmål er der ofte modstridende interesser. Derfor er et måleresultat ikke noget værd hvis laboratoriet ikke kan dokumentere at dets målinger er "sande" og præcise. Det ideelle krav er at alle målinger skal være dokumenteret sporbare. Dette er dog nemmere for en vejning end for en kemisk analyse.

DMU har i en årrække fungeret som referencelaboratorium for organiske, miljøfremmede stoffer. Som en del af dette arbejde medvirker DMU til at sikre analysekvaliteten på danske miljølaboratorier, bl.a. ved at styrke laboratoriernes mulighed for at dokumentere analysekvaliteten.

Derfor har DMU sammen med VKI udviklet et koncept til produktion og certificering af referencematerialer for organiske stoffer. På grundvandsområdet er der et stort behov for at få udvidet måleprogrammet for sprøjtegifte. For at kunne sikre pålidelige måleresultater er der udviklet et referencemateriale som indeholder 24 af de giftstoffer som er påvist i grundvand, og hvoraf størstedelen formentlig fremover vil indgå i amternes overvågningsprogram.

Lyngens Bladbille.
Store områder af lyng døde i Danmark efter et kraftigt angreb i 1994 af denne bladbille. Det menes at nedfald af kvælstofforbindelser fra luften kan være med til at fremme angreb af Lyngens Bladbille via en forhøjet næringsværdi af den kvælstofpåvirkede lyng.

For at få materialet godkendt (certificeret) som referencemateriale skal det herefter analyseres af en række anerkendte laboratorier. Dette er nu sket i to runder, og DMU forventer at materialet vil kunne godkendes som referencemateriale med fastlagte certificerede værdier i løbet af første halvdel af 1997.

Behovet for referencematerialer for miljøfremmede stoffer er stort. DMU vil derfor fortsætte arbejdet på området i de kommende år.

Luftforureningen er grænseoverskridende. Derfor kræver bekæmpelsen af luftforurening en international indsats. Det internationale arbejde med begrænsning af udslippene bygger på to hjørnestene: Viden om forureningens omfang og viden om de forskellige naturområders såkaldte tålegrænser. På baggrund heraf fastsættes grænseværdier for luftforureningen og reduktionsmål for de enkelte landes udslip af luftforurening.

Nye beregninger fra DMU viser at det går fremad med at begrænse luftforureningen med svovl, mens forureningen med bl.a. ammoniak og ozon stadig medfører betydelige påvirkninger af naturen. Ammoniak-forureningen overskrider det niveau naturen kan tåle, ikke bare i næringsfattige og følsomme områder som højmoser og heder, men også i en stor del af vore skovområder. Kvælstoftilførslen bevirker en tilgroning med mere næringskrævende arter der ikke naturligt hører hjemme i disse områder. Herved skades en stor del af vores fredede naturarealer.

Flygtige organiske forbindelser (VOC) og kvælstofilter indgår i den fotokemiske luftforurening som bl.a. fører til dannelse af ozon i luften ved jordoverfladen. Ozonforureningen påvirker både naturen og jordbruget hvor den medfører udbyttetab i milliardklassen - alene i Danmark. Ozonforureningen søges begrænset ved at sætte ind over for kvælstofilterne og gennem nye internationale aftaler om begrænsning af flygtige organiske forbindelser.

Der er gjort nærmere rede for naturens tålegrænser for luftforurening i DMU's Temarapport nr. 7. I 1997 vil tålegrænsearbejdet blive fortsat. Som noget nyt vil der blive arbejdet med fastsættelse af tålegrænser for tungmetaller og persistente organiske forureninger (POP). Tålegrænsearbejdet vil blive brugt til udvikling af beslutningsstøtteværktøjer for begrænsning af luftforureningen, i første omgang specielt ammoniak.

Mulighederne for at udnytte olie og andre mineralske råstoffer er af central økonomisk betydning for det grønlandske samfund, men indebærer samtidig en risiko for væsentlige miljøpåvirkninger.

Koncessionsområdet ved Fylla Banke ligger i Davisstrædet ca. 50 km fra kysten. Havdybderne varierer fra knap 100 m til mere en 2000 m. Havet kan normalt besejles hele året selv om der ofte forekommer drivis og isbjerge.

På det seneste er der kommet fart i olieefterforskningen både til lands og til havs. For området omkring Fyllas Banke blev der i 1996 underskrevet en koncession vedrørende efterforskning og udnyttelse af kulbrinter. Der planlægges udført seismiske undersøgelser i år og eterforskningsboringer i 1998. Som baggrund for myndighedernes godkendelse af disse aktiviteter gennemfører DMU vurderinger af de miljømæssige risici og af mulighederne for at afværge uønskede effekter.

Fyllaområdet er et biologisk rigt område som er vigtigt både for fisk, fugle og havpattedyr. De seismiske undersøgelser kan i visse tilfælde medføre forstyrrelser der gør at hvaler og fisk midlertidigt forlader området. Umiddelbart øst for Fyllaområdet findes et vigtigt område for pukkelhvaler, og DMU har anbefalet at hvalernes adfærd bliver overvåget hvis der kommer seismiske aktiviteter her. DMU vurderer at den væsentligste risiko for miljøet ved efterforskningsboringerne vil være et større oliespild - især hvis dette når ind til kysten.

For fiskeriet vil et stort oliespild kunne skade fiskebestande langs kysten. Her er stenbider og lodde særligt sårbare fordi de gyder på bestemte steder lige under lavvandslinjen. Fjeldørred vil også være sårbar over for oliespild der når kysten. Derimod er det ikke sandsynligt at selv et stort oliespild vil påvirke de udenskærs fiske- og rejebestande væsentligt, men fiskeriet vil skulle indstilles i en periode.

Polarlomvier.
DMU vurderer at et eventuelt oliespild under olieefterforskningen i Fyllaområdet bl.a. vil være kritisk for en polarlomvie-koloni ved mundingen af Godthåbsfjorden.

Havfugle er meget sårbare over for oliespild, bl.a. fordi olien ødelægger fjerdragtens opdrift og varmeisolering. Det sidste er særligt kritisk i de arktiske områder, hvor temperaturen er lav. Havfuglene er særligt udsatte når de ligger og søger føde fra overfladen. Hvis fuglene er koncentreret i et lille område kan et oliespild påvirke en stor del af bestanden. Et oliespild fra Fyllaområdet om efteråret kan true store mængder af havfugle som samles her for at overvintre. Om sommeren vil olien især true lokale ynglekolonier og fældeområder for dykænder ved yderkysten. Et oliespild vil især være kritisk for en polarlomvie-koloni ved mundingen af Godthåbsfjorden og for fældeområder for ederfugl og strømand.

Hvaler og sæler skal til overfladen for at ånde og har derfor en stor risiko for at komme i kontakt med oliespild på havoverfladen. Disse dyregrupper synes imidlertid ikke at være særlig sårbare ved kontakt med olie i åbent farvand, og der er derfor ikke stor sandsynlighed for at et oliespild fra Fyllaområdet om sommeren og efteråret vil få væsentlige effekter på bestandene af havpattedyr.

I en egentlig produktionsfase vil de potentielle miljøproblemer være større, idet der vil blive opereret over længere perioder, evt. året rundt, og bore- og udskibningsaktiviteter vil øge risikoen for forstyrrelser og for oliespild. De mulige effekter af et stort oliespild om vinteren er langt alvorligere end i sommer- og efterårsperioden. Om vinteren er der mange havfugle og havpattedyr i området, og disse kan være meget koncentrerede fx i revner og våger i isen, hvor et evt. oliespild netop vil samles. DMU vurderer at den nuværende viden om disse fugle og dyrs antal og fordeling er utilstrækkelig. Endvidere er der endnu ikke udviklet effektive metoder til at opsamle og bekæmpe oliespild i isfyldte farvande.

DMU´s undersøgelser og vurderinger af de miljømæssige risici og mulighederne for at afværge uønskede effekter indgik i beslutningsgrundlaget for den politiske godkendelse af koncessionen i Fylla-området. DMU's redegørelser blev bl.a. benyttet i den politiske debat i Grønlands Landsting. Resultaterne af DMU's undersøgelser vil blive brugt ved planlægning og regulering af olie-aktiviteterne med henblik på at minimere de miljømæssige effekter.

I 1997 vil DMU forberede undersøgelser af havfuglenes fordeling og antal i vinterperioden ved Vestgrønland. Der er bl.a. planlagt et pilotprojekt med satellitsporing af kongeederfugle

3. Naturforvaltning

En væsentlig del af DMU's arbejde udspringer af de problemer der knytter
sig til anvendelsen af vores natur. Det gælder bl.a. arealanvendelse
(jordbrug, trafikanlæg mv.), fiskeri, turisme, jagt og andre fritidsaktiviteter.

I et landskab der er så tæt befolket som det danske, har naturen det svært. Gennem de sidste 30-50 år er der sket en voldsom forarmning af den danske natur. Dræning, gødskning, tilplantning og ophørt græsning har betydet færre og mindre naturområder og forringede levevilkår for de vilde dyr og planter. I dag er behovet for en levende natur som kan byde på oplevelser, trådt i forgrunden, og der er derfor iværksat en række nationale strategier for at standse forarmningen af naturen. For at målrette arbejdet med at fastholde og forbedre naturtilstanden udvikler DMU nu metoder til at beskrive naturkvaliteten og til at kunne forudsige konsekvenserne for naturen af forskellige indgreb.

Mens en vurdering og målsætning af kvaliteten af vore søer og vandløb har været praktiseret gennem mange år, mangler vi et tilsvarende redskab for vores terrestriske natur. Her har der aldrig været foretaget en systematisk indsamling af data med det formål at bedømme naturkvaliteten og fastsætte kvalitetsmål.

En naturtypes "kvalitet" afhænger af hvem der ser på sagen. Ornitologen, jægeren og mountainbike-rytteren har hver deres opfattelse. DMU vil udvikle begrebet naturkvalitet som en definition af den biologiske kvalitet. For at kunne bruge begrebet naturkvalitet i naturforvaltningen vil det derefter være en politisk opgave at opstille kvalitetsmål for de enkelte naturtyper - ligesom det er gjort for vore søer og vandløb.

I DMU's udvikling af naturkvalitetsbegrebet står hensynet til de vilde dyr og planter helt centralt. Naturkvalitet i Danmark må knyttes til begreber som kontinuitet og oprindelighed. Begge disse begreber er vigtige forudsætninger for biodiversiteten (biologisk mangfoldighed) i den brede definition som blev knæsat på topmødet i Rio de Janeiro i 1992.

Arbejdet med at gøre naturkvalitetsbegrebet anvendeligt bygger på at der for hver naturtype opstilles en liste over den typiske artssammensætning, som bygger på en beskrivelse af sammenhængen mellem de naturgivne betingelser og de vilde arters biologi. Ud fra disse lister udpeges en række indikatorarter der inddeles i tre grupper:

1. Basis-arter der er typiske for naturtypen, og derfor ofte er til stede i store mængder.

3. Minus-arter der indikerer uønskede ændringer, fx Bjerg-Fyr på en klithede.

Indikatorarterne kan efterfølgende bruges til at overvåge naturens tilstand, ligesom de kan anvendes til at opstille målsætninger for konkrete arealer.

DMU stiler mod at kunne opstille et kvalitetsbegreb for vores terrestriske natur i løbet af 1998. Der sigtes mod at de udarbejdede modeller herefter kan bruges i DMU's arbejde med opstilling af fremskrivningsmodeller så det i fremtiden bliver muligt at lave fremskrivninger på naturkvalitetsområdet.

Regnskovene langs Andesbjergene er et af de mest artsrige økosystemer på jorden, men desværre også et af de mest truede. DMU leder et dansk-latinamerikansk center under Det strategiske Miljøforskningsprogram som har til formål at styrke det videnskabelige grundlag for en bæredygtig forvaltning af dette unikke økosystem. Centeret er tværfagligt og inddrager geografer, antropologer, botanikere og zoologer fra forskningsinstitutioner i Danmark, Ecuador, Peru og Bolivia. Studieområdet strækker sig langs Andeskædens østskråninger fra Ecuador over Peru til Bolivia. I denne region kortlægges udbredelsesmønstre og biodiversitetscentre (særligt artsrige områder) for udvalgte plantegrupper og fugle. Ved hjælp af GIS (geografiske informationssystemer) kombineres information fra museer og herbarier med nye data som indsamles i felten. Denne kortlægning skal gøre det muligt at udpege særligt artsrige eller biologisk følsomme områder. På regionalt niveau kortlægges skovenes nutidige udbredelse ved anvendelsen af bl.a. satellitbaserede vegetationskort. DMU bidrager især med udvikling af GIS og modellering af biodiversitet.

DMU er endvidere engageret i et særligt delprojekt hvor man mere detaljeret studerer samspillet mellem regnskovens beboere og naturen. Her går antropologer og biologer ud til en række landsbyer og undersøger sammenhængen mellem menneskenes udnyttelse af regnskoven og udbredelsen af planter og dyr. Forskerne søger at belyse hvordan det går med biodiversiteten når mennesket udnytter skoven på forskellige måder.

Et af centrets hovedformål er at den indsamlede viden og de udviklede scenarieanalyser skal danne grundlag for modeller, der kan medvirke til at sikre en mere skånsom udnyttelse af jordens sårbare regnskove. Resultaterne vil blive stillet til rådighed både for lokale myndigheder og for Danida.

Desuden bidrager projektet til en metodeudvikling der kommer både DMU og de øvrige deltagende institutioner til gode. Centret bidrager også til en styrkelse af den danske ekspertise, der er stærkt efterspurgt i forbindelse med Danmarks bestræbelser på at udvikle bæredygtighedsprincippet i det internationale bistandsarbejde.

De iværksatte projekter afsluttes i løbet af 1997-98, hvor arbejdet vil koncentrere sig om analyse af data, modellering og afrapportering.

Jagt er en udbredt fritidsaktivitet i Danmark. Hvert år løser 170.000 personer jagttegn og i løbet af jagtsæsonen nedlægges i alt over 2 millioner fugle og ca. 300.000 pattedyr. Jagtloven fastslår at jagten skal ske så vildtet ikke udsættes for unødige lidelser, men det er uundgåeligt at der vil ske anskydninger når der udøves jagt.

DMU har derfor som led i arbejdet med at belyse jagtens indflydelse på vildtet undersøgt omfanget af anskydninger. Siden 1990 er 1500 vandfugle af de jagtbare arter kortnæbbet gås, ederfugl, hvinand og troldand blevet røntgenfotograferet.

For kortnæbbede gæs viser DMU's røntgenundersøgelser at 25% af gæssene har hagl i kroppen efter deres første jagtsæson, mod 36% af de ældre gæs. Disse tal betyder at der sammenlagt anskydes mere end én gås for hver nedlagt. Samtidig viser resultaterne at kortnæbbede gæs med hagl i kroppen har en væsentlig større dødelighed end gæs uden hagl.

Røntgenfotografi af en anskudt ederfugl med i alt seks indskudte hagl. DMU har beregnet at der anskydes mere en én fugl for hver der nedlægges.

For ederfugl viser undersøgelserne at op til 37% af hunnerne i de danske ederfuglekolonier har hagl i kroppen. Også for denne art anskydes der mere end én fugl for hver der nedlægges. Gæs og ederfugle nedlægges af forskellige grupper af jægere, og det må vurderes som meget sandsynligt at andre større vildtarter har tilsvarende andele af individer med hagl i kroppen.

Den væsentligste enkeltårsag til anskydningerne er sandsynligvis at der skydes på for lang afstand. De fundne procenter svarer groft taget til gennemsnitlige skudafstande på 45-50 m, mens de anbefalede maksimale skudafstande er 25 m for gæs og 35 m for ænder. Det kan ikke vurderes i hvilket omfang krav om forbedret træfsikkerhed vil bidrage positivt til at nedbringe antallet af anskydninger.

Derfor er en præcis vurdering af effektiviteten af forskellige tiltag vanskelig. I praksis vil det, realistisk bedømt, sandsynligvis kun være muligt at nedbringe antallet af anskydninger ved hjælp af en langsigtet strategi. En sådan strategi kunne bl.a. omfatte bedre uddannelse af nye jægere og øget kendskab til problemet blandt etablerede jægere.

Der er gjort nærmere rede for disse forhold i DMU's Temarapport nr. 8. Rapporten indgår nu som grundlag for vurdering af spørgsmålet om anskydninger i bl.a. Vildtforvaltningsrådet.

Jagten skal foregå på et bæredygtigt grundlag. Det vil sige at jagten ikke må gå ud over bestandstørrelserne af de enkelte jagtbare arter. I forbindelse med revisionen af jagttider som træder i kraft i 1997, har DMU udarbejdet en status for bestandenes størrelser og vurderet jagtens omfang for de 60 arter danske pattedyr og fugle hvor jagt er mulig i henhold til jagtloven. For hver enkelt art har DMU givet anbefalinger til de kommende jagttider. Udredningen er udgivet som Temarapport nr. 6 fra DMU.

Rapporten konkluderer at ud af de 60 vildtarter har 24 været i fremgang inden for de sidste 20 år, mens 20 arter har haft en stabil bestandstørrelse. Endelig har 12 arter været i tilbagegang, mens der for de sidste 4 arter ikke er tilstrækkelige data til at udviklingen kan vurderes.

Pibeænder.
DMU anbefaler at jagttiden for bl.a. pibeænder forlænges til 31. januar på fiskeriterritoriet.

De arter der i dag har en jagttid, har alle en bestandstørrelse hvor en jagttid er biologisk forsvarlig. Der er ikke tegn på at jagten påvirker bestandstørrelserne i negativ retning, undtagen måske for agerhønen der er i tilbagegang. Derfor anbefaler DMU at jagtens indflydelse på agerhønen undersøges nærmere.

Herudover anbefaler DMU en række konkrete udvidelser af jagten på grågås, canadagås, gråand, pibeand og tyrkerdue. For enkelte arter hvor der i øjeblikket ikke er fastsat jagttid, bl.a. mørkbuget knortegås og hjejle, vurderer DMU at bestandene kan tåle et vist jagttryk. En jagttid bør dog forudsætte at jagtens forstyrrende effekt minimeres ved oprettelse af reservater på de vigtigste rastepladser.

DMU vil fortsat følge udviklingen i bestandene af pattedyr og fugle. I 1997 vil DMU bl.a. afslutte en vurdering af skarvens bestandsudvikling og etablering af kolonier.

Det årlige danske jagtudbytte af agerhøne. Agerhønen er gået markant tilbage siden ca. 1960, ikke kun i Danmark, men i store dele af Europa. Tilbagegangen skyldes især ændringer i landbrugsdriften.

4. Integreret miljøinformation

DMU arbejder mod at udvikle et integreret miljøinformationssystem der kan
bruges som grundlag for en mere overordnet og tværgående miljøplanlægning

I dag har vi erkendt at miljøet har værdi for samfundet. Inden for det økonomiske fagområde fremhæves miljøets funktion som leverandør af råstoffer (udtømmelige ressourcer), som produktionsfaktor i landbrug, skovbrug og fiskeri (fornybare ressourcer) og som leverandør af forbrugsgoder i form af natur- og livskvalitet.

DMU har vurderet mulighederne for at sætte pris på miljøet i en ny bog om miljøøkonomi med titlen "Værdisætning af miljøgoder". I bogen præsenteres den hidtidige forskning inden for emnet. Der redegøres både for det teoretiske grundlag for de forskellige værdisætningsmetoder og for anvendelsen af metoderne i praksis.
I tilknytning hertil diskuteres selve værdibegrebet samt hvornår det overhovedet har mening at værdisætte miljøgoder. Bogen afsluttes med en vurdering af behovet for værdisætning af miljøgoder i Danmark og af hvorledes værdisætningen i givet fald kan gennemføres. Bogen er lidt af et pionerarbejde. Der har hidtil kun været gennemført få egentlige værdisætningsstudier
i Danmark. Det er DMU's vurdering at det er muligt i højere grad end hidtil at sætte en pris på miljøet, og rapporten giver anbefalinger til hvorledes det kan gøres for en række miljøeffekter. Derimod er der mange problemer forbundet med at udarbejde egentlige grønne nationalregnskaber, hvor både beholdningen af miljøgoder, altså miljøformuen, og miljøets løbende tjenesteydelser som råstoffer, skovture mv. skal værdisættes. Der er problemer både med at opgøre omfanget af de forskellige goders og tjenesters omfang og med fastsættelsen af generelle priser.

Værdisætningen af miljøet må i de fleste tilfælde foretages helt konkret. Der kan kun undtagelsesvis, som for grundvand og råstoffer, fastsættes en generelt gældende pris. Jorden og havet udnyttes forskelligt i de forskellige egne af landet, og værdien af et rent miljø vil derfor være forskellig, afhængig af hvor man befinder sig. På samme måde har de enkelte naturområder forskellig betydning for levevilkårene, og ændringer i disse goders kvalitet vil derfor også have forskellig værdi.

I de kommende år vil DMU arbejde videre med miljøøkonomiske problemstillinger hvor afvejningen mellem økonomiske og miljømæssige hensyn er central. Udviklingen af miljøøkonomi er central for DMU's arbejde med modeller hvor de økonomiske og miljømæssige konsekvenser af forskellige indgreb beskrives. Et godt eksempel er DMU's vurdering af indgreb i landbrugets kvælstofbelastning af vandmiljøet, et arbejde der er omtalt på side 9-10. I arbejdet med konsekvensberegningsmodeller fokuserer DMU i de kommende år på luftforurening, næringssalte i det marine miljø og sprøjtegifte.

Miljøøkonomien indgår også som et grundlag for DMU's arbejde med fremskrivningsmodeller der i første omgang er igangsat for sektorerne energi, trafik og landbrug.