Jord Vand Luft Dyr og planter Grønland Samfund
  Udgivelser Overvågning Om DMU Viden for alle Nyheder
 
In English
 

Dansk resumé

Der er et meget stort behov for at kunne inddrage hensynet til biodiversitet i vurdering af luftforureningseffekter og i regulering/forvaltningen af luftforurening på såvel lokal som national skala.

Betydningen af en given luftforureningspåvirkning skal ses både i forhold til områdets aktuelle tilstand og i forhold til en given målsætning for området. Formålet med EUDANA-projektet har været at udvikle eller tilpasse eksisterende værktøjer til fastlæggelse af tålegrænser baseret på målsætninger for biodiversitet og tærskelværdier for gunstig bevaringsstatus for terrestriske naturtyper beskyttet af EU’s Habitatdirektiv og af den danske naturbeskyttelseslov.

Der er i projektet konstrueret et modelværktøj baseret på eksisterende jordbundskemiske- og plantekonkurrencemodeller. Der er foretaget eksempelberegninger med modelværktøjet for tre græslandstyper og for klithede. Afprøvningen viser, at det udviklede modelværktøj fungerer godt på det tekniske plan.

Modellen indeholder en række begrænsninger, hvor det vil være nødvendigt at foretage en kvantitativ vurdering af betydningen heraf for hver lokalitet, hvor modellen ønskes anvendt. På lokal skala vil modellen være mere velegnet til at foretage risikovurderinger for forskellige scenarier end til at foretage konkrete beregninger fx i forbindelse med forskningsprojekter. Et væsentligt element i modellen, som vil kræve yderligere udvikling, er koblingen fra miljøforhold til Ellenbergværdier. Specielt Ellenberg-N, der udtrykker næringsstoftilgængelighed, kan være vanskelig at oversætte til en enkelt, målbar parameter. I den nuværende udgave af EUDANA er der anvendt en hollandsk overførselsfunktion mellem det tilgængelige kvælstof i jorden og Ellenberg-N, men denne relation bør valideres til dansk anvendelse eller erstattes af en relation baseret på C/N.

Det vurderes, at de modelkomponenter der indgår i EUDANA-modelværktøjet er tilstrækkeligt gennemprøvede til at modelværktøjet vil kunne anvendes til de ønskede formål. Hvis modellen skal bruges af partnere uden for DMU, bør der udvikles en passende brugerflade til modellen.

Hele rapporten i pdf-format (606 KB)
0


Helle Thomsen

01.11.2007


DMU  | dmu@dmu.dk  

Box 358 | Frederiksborgvej 399 | 4000 Roskilde | T: 4630 1200

 CVR: 10859387

 EAN: 5798000867000