Forside Nyt Viden Om DMU Kontakt os Søg In English
 

Overvågning af trafikkens bidrag til lokal luftforurening (TOV) Målinger og analyser udført af DMU

Ole Hertel, Ruwim Berkowicz, Finn Palmgren, Kåre Kemp, og Axel Egeløv

Faglig rapport fra DMU, nr. 316

Abstract

Der er gennemført en analyse af udviklingen i trafikkens bidrag til luftforurening i danske byer over perioden 1994 til 1999. Analysen gør brug af en normaliseringsmetode til filtrering af indflydelsen fra variationer i de meteorologiske forhold. Normaliseringsmetoden, som er baseret på luftkvalitetsmålinger samt beregninger med DMU's gadeluftmodel OSPM (Operational Street Pollution Model), giver informationer om emissionerne fra den kørende vognpark under indflydelse af de aktuelle kørselsmønstre. Metoden åbner mulighed for at følge udviklingen i bidraget fra trafikken til lokal luftkvalitet. Beregningerne med normaliseringsproceduren viser, at emissionen af NOx er faldet med ca. en tredjedel på Jagtvej i perioden 1994 til 1999. Tilsvarende er faldet på Albanigade beregnet til 17% i perioden 1997 til 1999, men her er der kun tale om et fald mellem 1998 og 1999. Analyserne fordelt på køretøjskategorier viser, at det relative fald er nogen lunde lige stort for personbiler og tunge køretøjer (lastvogne og busser). For varebiler viser analysen ikke noget klart billede. For CO er resultaterne tilsvarende som for NOx. Faldet er lidt over 30% for Jagtvej, hvorimod der ikke er nogen klar tendens i tallene for Albanigade. Da CO emitteres fra personbiler er det i denne kategori at faldet på Jagtvej kan observeres. Emissionen af benzen er faldet med 40% på Jagtvej i perioden 1994 til 1999. For Albanigade observeredes ligeledes et fald, men her starter måleserien først efter det store fald i indholdet af benzen i benzinen. Begrænsningen af NOx udslippene i danske bygader har kun ført til et begrænset fald i NO2. Det skyldes, at ozon er den begrænsende faktor for NO2 koncentrationen. Ozon dannes ved reaktioner mellem kulbrinter og kvælstofoxider og transporteres over store afstande. En begrænsning af ozon kræver derfor reduktioner af udslippene på europæisk skala.

Bedes citeret: Hertel, O., Berkowicz, R., Palmgren, F., Kemp, K. & Egeløv, A.H. (2000): Overvågning af trafikkens bidrag til luftforurening (TOV). Målinger og analyser udført af DMU. Danmarks Miljøundersøgelser. 28 s. - Faglig rapport fra DMU, nr. 316 (online). http://faglige-rapporter.dmu.dk

Full report in PDF format (1252 KB)

Dato for sidste opdatering 2001-02-14 Til toppen Tilbage Frem Send os dine spørgsmål og kommentarer Sitemap Links