Kommentarer
fra Dansk Planteværn
Frederiksberg den, 20. september 2001
Vedr.: Kommentarer til udkast til Miljøtilstandsrapport / Tema:
Pesticider
Generelt giver afsnittet om pesticider en udmærket gennemgang af den viden,
der er til rådighed på området, men beskrivelsen af
behandlingshyppighedsbegrebet er delvist misvisende for den ikke indviede læser.
Nederst på side 2 i afsnittet anføres om miljøbelastningen, at "et simpelt og
meningsfyldt mål for denne belastning er den såkaldte behandlingshyppighed."
Belastningen som følge af anvendelse af miljøfremmede stoffer kan bestå af
påvirkning af mange forskellige parametre i miljøet og behandlingshyppigheden
adresserer kun en mindre delmængde heraf.
Begrebet udtrykker som rigtigt anført, hvor mange gange et afgrødeareal kan
sprøjtes med den anbefalede dosis af et middel og siger således noget om
effekten af en (optimal) bekæmpelse af en given skadegører (plante, svampesygdom
eller insekt).
Den tilsigtede effekt er en mindre forekomst af disse arter i marken, hvilket
selvfølgelig har afledede effekter på andre dyre- og insektarter, der lever af
eller på de bekæmpede organismer. Behandlingshyppigheden er konkret en
indeksværdi, som ved vægtning efter standard-dosering ligestiller midler, der
anvendes i høje doseringer, med midler der anvendes i små doseringer og denne
ligestilling af effekt er også rimelig med hensyn til de direkte effekter,
nemlig mindre forekomst af visse arter af dyr og planter i marken.
Proportionaliteten holder derimod ikke, når det drejer sig om andre
miljøpåvirkninger. Når det på side 3 i afsnittet (generelt) anføres, at
"effektive" pesticider som i små mængder har en biologisk virkning på
skadegørerne dermed også påvirker andre organismer i miljøet med samme potens,
er det en antagelse, som ikke holder.
De fleste af de såkaldte "effektive" pesticider, som anvendes i små
doseringer har en biologisk effekt, der er rettet imod bestemte arter eller
grupper af arter af organismer og er ikke nødvendigvis lige så potente overfor
andre organismer i miljøet.
Endelig er der risikoen for forurening af overflade- og grundvand. Her er der
ingen direkte proportionalitet mellem behandlingshyppighed og risiko. Tværtimod
er det her primært mængden af stof, som bliver udbragt samt nedbrydeligheden af
dette, der har betydning for risikoen for belastning af vandmiljøet.
Konklusionen bliver derfor, at behandlingshyppigheden er en simpelt
delindikator for påvirkninger af miljøet, som det politisk er valgt at anvende
som indikator for miljøbelastningen, fordi der ikke findes andre simpelt
anvendelige indikatorværdier til rådighed.
Behandlingshyppighedens direkte indikatorværdi er faktisk et mål for, hvor
godt man har bekæmpet de skadevoldere, som har være tilstede i vækstsæsonen
(selvfølgelig under den forudsætning, at der ikke er sket en unødvendig
bekæmpelsesindsats).
Med venlig hilsen
Dansk Planteværn
Niels Lindemark
|