Målemetoder

Alle målinger - som vises på disse sider - foretages med "kontinuert registrerende instrumenter", dvs analyseinstrumenter, der umiddbart foretager analysen og leverer et resultat. Bestemmelse af koncentrationerne kan enten ske som "punktmålinger" eller "liniemålinger".

Ved punktmålingerne suges luften fra et indtag uden for målestationen ind i analyseinstrumentet, som umiddelbart foretager den ønskede analyse.

Ved liniemålinger foretages analysen på målestationen ved at lave en spektralanalyse af lys, som sendes fra en lampe placeret nogle hundrede meter væk.

Resultaterne gemmes i en PC på stationen og overføres via telefonnettet til den centrale dataopsamlingsenhed, som er placeret hos DMU i Roskilde.

Punktmålinger:
Kvælstofoxider (NO,NOx) måles med kemiluminescens. Luften suges sammen med ozon ind i et kammer. Her omdannes NO til NO2. Ved omdannelsen udsendes lys med en bestemt bølgelængde, som regisreres i en lysdetektor. Ved skiftevis at suge luften direkte ind i kammerer og gennem en celle, der reducerer NO2 til NO, bestemmes både kvælstofmonoxid (NO) og kvælstofoxider (NOx=NO+NO2). NO2 beregnes som differensen mellem de to målinger.

Kulmonoxid (CO) måles ved absorption af infrarød stråling. Luften suges ind i et kammer og belyses med infrarødt lys. CO absorberer effektivt lys af en bestemt bølgelængde i det infrarøde område. Koncentrationen af CO kan derfor bestemmes udfra hvor meget af det infrarøde lys, der absorberes i kammeret.

Svovldioxid (SO2) måles med ultraviolet fluorescens. Luften suges ind i et kammer, der belyses med ultaviolet lys. SO2 molekylerne anslås af det ultaviolette lys og når de vender tilbage til normaltilstanden udsendes lys med en længere bølgelængde. Ved at registrere dette lys i en fotosensor kan man bestemme koncentrationen af SO2.

Ozon (O3) måles ved absorption af ultraviolet stråling. Luften suges ind i et kammer og belyses med ultraviolet lys. O3 absorberer effektivt lys af en bestemt bølgelængde i det ultraviolette område. Koncentrationen af O3 kan derfor bestemmes udfra hvor meget af det ultraviolette lys, der absorberes i kammeret.

Partikler mindre end 10 µm (=0,01 mm) (PM10) og partikler mindre end 2,5 µm (=0,0025 mm) (PM2,5). Luften suges ind gennem et "hoved", som udskiller partikler større end 10 µm eller 2,5 µm. Vægten af de resterende partikler bestemmes herefter

"Organisk" (OC) og total kulstof (TC) i partikler (PM10). Partikler med en diameter på mellem 0,14 og 10 µm opsamles på en plade i løbet af 1 time. Efter opsamlingen opvarmes partiklerne først til 350 0C i ca. 10 minutter og herefter til ca. 750 0C også i ca. 10 minutter. Under hele processen måles CO2, som dannes ved forbændingen af det opsamlede kulstof. Ved den lave temperatur er det især organisk bundet kulstof (OC), der forbrændes, mens resten (EC) (især sod) nedbrydes ved den høje temperatur. Resultaterne for OC og total kulstof (TC=OC+EC) findes i tabeller og grafer.

Kviksølv (Hg) måles ved Nuuk som "Total gasformig kviksølv" (TGM). Gasformig kviksølv adsorberes over en periode på et guld-net. Efter periodens udløb frigøres det opsamlede kviksølv ved opvarmning og mængden registreres ved ultraviolet fluorescens.

Liniemålinger:
Med DOAS (Differentiel Optisk AbsorptionsSpektroskopi) foretages en samtidig måling af flere gasformige stoffer. Hvidt lys (dvs lys der indeholder alle bølgelænger) sendes fra en lampe mod en modtager med en spektralanalysator. Afstanden mellem lampen og analysatoren kan typisk være nogle hundrede meter. De enkelt stoffer absorberer lys med bestemte - for stofferne karakteristiske - bølgelængder. Ved at måle hvor meget lys, der er forsvundet for nogle forvalgte bølgelængder, er det muligt at måle, hvor meget der er i luften af de tilsvarende stoffer.