Kvælstofdioxid (NO2) dannes for størstedelen i atmosfæren
ved en reaktion mellem kvælstofmonoxid (NO) og ozon (O3).
Reaktionshastigheden er af størrelsesordenen minutter.
I gaderummet vil der som regel
være mindre O3 end NO; men allerede på bybagrundsstationerne vil næsten alt
NO være omdannet til
NO2. I løbet af nogle timer iltes NO2 i atmosfæren til bl.a. salpetersyre og nitrat, der kan give anledning til "sur nedbør" og eutroficiering.
NO2 er en giftig luftart, der selv i ret små koncentrationer kan give luftvejsproblemer.
Der er derfor fastsat grænseværdier for hvor meget NO2, der må være i luften.
Ozon (O3) dannes i atmosfæren ved fotokemiske reaktioner
(dvs ved påvirkning af sollys) af kvælstofoxider og organiske gasser.
En stor del af de organiske gasser er af naturlig oprindelse; men hovedkilderne er trods alt industrier
og trafik. Størstedelen af den O3, der måles i luften i Danmark stammer fra kilder undenfor landets grænser.
Der er normalt størst koncentrationer på landet og i bybaggrund. I gaderummet nedbrydes O3 af NO fra traffiken.
O3 er en giftig luftart der giver anledning til luftvejsproblemer og skader på plantevækst. Der er derfor fastsat grænseværdier for hvor meget O3 der må være i luften.
Kulmonoxid (CO) udsendes hovedsageligt fra benzindrevne køretøjer p.gr.a. ufuldstændig forbrænding.
CO nedbrydes kun langsomt i atmosfæren.
CO er en giftig luftart, der i større mængder kan hindre blodets iltoptagelse. Der er derfor fastsat grænseværdier for hvor meget CO der må være i luften.
Svovldioxid (SO2) dannes bl.a. ved afbrænding af fossilt brændstof. SO2 omdannes til svovlsyre og sulfat i løbet af omkring et døgn. Omdannelseshastigheden er meget afhængig af temperatur og luftfugtighed. Svovlsyre er en medvirkende årsag til "sur nedbør". I løbet af de sidste ca. 20 år har afsvovling af brændstof og bedre røgrensning bevirket at SO2 koncentrationen i luften i danske byer er faldet med omkring en faktor 10.
Svovldioxid kan give anledning til luftvejsproblemer. Der er derfor fastsat grænseværdier for hvor meget SO2 der må være i luften.
Partikler mindre end 10 µm (PM10) og mindre end 2,5 µm (PM2.5) (1 µm=0.001 mm) stammer fra ophvirvlet
jordstøv, forbrænding og dannes ved oxidering af bl.a. NO2 og SO2.
De mindste partikler (mindre end 1 µm), som dannes ved forbrænding og kemiske
reaktioner i atmosfæren, menes at være de mest skadelige for helbredet.
Der er imidlertid stadig stor usikkerhed om sammenhæng mellem sundhedskader og
partikkelstørrelser. For tiden findes grænseværdier for PM10.
Grænseværdierne vil dog sandsynligvis blive ændret i løbet af nogle år,
når der er opnået bedre kendskab til små partiklers indflydelse på helbredet.
En partikels størrelse angives, som den 'aerodynamiske diameter', dvs diameteren af en sfærisk partikel med massefylde 1 g/cm3,
som har samme faldhastighed som den pågældende partikel.
Benzen findes i benzin; men kan også
dannes i motorer p.gr.a. mangelfuld forbrænding. I løbet af de sidste 10 år
er benzenindholdet i benzin blevet nedsat med op til en faktor 10.
Indholdet i atmosfæren er faldet tilsvarende,
Benzen er kræftfremkaldende og der er derfor fastsat grænseværdier for hvor meget benzen der må være i luften.
Andre organiske forbindelser. Der findes flere andre organiske forbindelser i luften. Flere af disse dannes ved ufuldstændig forbrænding i fx motorer og brændeovne. Mange af forbindelserne er kræftfremkaldende og der findes for tiden grænseværdier for hvor meget der må være af PAH (polycykliske aromatisle hydrocarboner) i luften.
Tungmetaller. Der findes en række tungmetaller i atmosfæren. De udsendes fra bl.a. kulfyrede kraftværker, affaldsforbrændingsanlæg og industrier. Der kommer desuden tungmetaller fra slidtage på motorer og bremsebelægninger.
Flere tungmetaller er giftige selv i små mængder og enkelte er kræftfremkaldende.
Der findes en EU grænseværdi for bly. EU har også fastsat "målværdier" (dvs koncentrationer,
som så vidt muligt ikke må overskrides)
for nikkel, arsen, cadmium og kviksølv.
WHO har fastsat vejledende grænser for flere tungmetaller.
Organisk- (OC) og totalkulstof (TC). Måles i partikler. Der skelnes mellem en organisk bundet kulstof (OC) og elemtært (rent) kulstof (EC) udfra den temperatur det nedbrydes ved. OC indeholder en række komplicerede forbindelse (fx PAH'er), hvoraf flere er kræftfremkaldende. EC er for en stor del sod. Både OC og EC stammer fra ufuldstændig forbrænding. Kilderne kan være brændeovne og trafik. I gadeniveau er dieselbiler den dominerende kilde til EC. Resultaterne i grafer og tabeller er angivet som OC og TC=OC+EC.