|
|
Danish summary - Dansk resumé
Rapporten præsenterer resultaterne fra overvågningsprogrammet for
luftkvalitet i danske byer (LMP IV) for 2002. Formålet med programmet er at fastlægge koncentrationer af skadelige stoffer i luften i danske byer, følge udviklingen af koncentrationerne og vurdere kilderne til de enkelte stoffer. Målingerne bruges til at vurdere effekten
af allerede gennemførte tiltag og beregne virkningen af mulige fremtidige tiltag. Desuden tjener resultaterne som videnbasis for en række videnskabelige undersøgelser, fx vurdering af små partiklers effekt på sundheden.
Der er fastsat grænseværdier for flere af de målte stoffer. Grænseværdierne
skal overholdes fra 2005 eller 2010. Frem til da er det dog tilladt at overskride disse grænseværdier indenfor en fastsat margin, som løbende reduceres. En detaljeret beskrivelse af gældende mål- og grænseværdier og deres gennemførelse findes i bekendtgørelser fra
Miljøministeriet (se referencerne Miljøministeriet 2003A og 2003B). Bekendtgørelserne er baseret på EU-direktiver (EC 1996, 1999, 2000 og 2003).
De væsentligste konklusioner er at:
- indholdet af kvælstofdioxid (NO2) overskrider grænseværdierne på
flere målestationer, og på en enkelt målestation er den tilladte margin
overskredet.
- indholdet af partikler mindre end 10 µm (PM10) overskrider grænseværdierne
mange steder. Den tilladte margin er ikke overskredet.
- der ikke er fastsat egentlige grænseværdier for ozon (O3) men kun
"målværdier" og "langsigtede målsætninger" (hensigtsværdier). Flere
langsigtede målsætninger er overskredet på flere stationer i 2002.
- De øvrige målte stoffer findes i koncentrationer under grænseværdierne,
og for flere stoffer (fx svovldioxid og bly) er indholdet faldet
kraftigt siden målingernes start.
Der er bred enighed blandt forskere og rådgivere i EU om, at grundlaget
for fastsættelse af grænseværdier for partikler er meget mangelfuldt.
Blandt andet er kendskabet til indholdet af naturlige partikler
(jord m.m.) i luften meget mangelfuldt. Der er allerede nu fastsat vejledende
grænseværdier for partikler i luft gældende fra 2010. I erkendelse
af den mangelfulde viden er det imidlertid i EU direktivet
om grænseværdier for PM10 bestemt, at de vejledende grænseværdier
for 2010 skal tages op til revision i løbet af de nærmeste år.
En stor del af forureningen med partikler og ozon skyldes forureningsudslip
fra andre europæiske lande. Løsningen på mange af problemerne
må derfor findes på fælles europæisk plan.
|