|
|
|||||||||||||||||||||||||||
Dansk resuméBaggrund og indsamling Den marine recipientundersøgelse ved Thule Air Base (TAB) blev udført af DMU i perioden 14.-24. august 2002. Baggrunden for undersøgelsen er Dundasområdets overgang fra baseområde til civilt område og et ønske om i den forbindelse at sikre et materiale fyldestgørende nok til at træffe beslutning om områdets anvendelse efter overgang til civilt området. Der er i den forbindelse parallelt med denne recipientundersøgelse udarbejdet en miljørapport af firmaet Niras Greenland a/s om to lossepladser på Dundashalvøen. Der er i alt indsamlet 486 prøver på 118 stationer fordelt på området nord for Dundashalvøen, North Star Bugt ud for selve basen, havet ud for de gamle lossepladsområder i basens sydlige del samt det sydvestlige Bylot Sund og ved Qaanaaq (figur 1-4). Områderne i Bylot Sund og ved Qaanaaq betragtes som referenceområder. I rapporten er de fundne niveauer endvidere sammenlignet med forureningsniveauer i havet omkring Grønland og Europa. Der blev indsamlet almindelig ulk, langfrugtet klørtang, kammusling, glat hjertemusling, søpindsvin, konk-snegle og sedimenter. 112 af prøverne er analyseret for otte forskellige metaller og 51 af prøverne for PCBer, organiske pesticider og polyaromatiske hydrocarboner (PAHer) (bilagene 4-15). To prøver af ulkelever fra TAB er analyseret for dioxiner, coplanare PCBer og bromerede flammehæmmere (bilag 19). I bilag 18 er der givet en oversigt over de undersøgte kontaminanter. Konksnegle er undersøgt for imposex, dvs. hunner med maskuline kønskarakterer (bilag 17). Endelig er 28 prøver af snegle, muslinger, ulke og sedimenter analyseret for organotin-forbindelser (bilag 16). Resultaterne fra denne undersøgelse er sammenlignet med en tilsvarende recipientundersøgelse fra 1984.Sammenligning mellem TABs miljøpåvirkning i 1984 og i 2002 I forhold til miljøundersøgelsen i 1984, er det alene PCB indholdet i kammuslinger der er højere i 2002 end i 1984. PCB indholdet i sediment fra TAB synes ikke at være ændret i forhold til 1984. Fem metaller i klørtang, hjerte- og kammusling kan sammenlignes de to år, og her var niveauet i klørtang i 2002 uændret for bly, zink og cadmium og lavere for kobber. Niveauet i muslingerne var i 2002 uændret for kviksølv, cadmium og bly, men blykoncentrationerne i 2002 lå i den høje ende af 1984 niveauet. TAB i forhold til referenceområder i Thule og i det øvrige Grønland Ved TAB blev der fundet signifikant forhøjede koncentrationer af følgende kontaminanter i forhold til referenceområderne i følgende organismer eller sedimenter. Der er sammenlignet med de lokale referenceområder (lokal baggrund) og med andre grønlandske områder (regional baggrund), hvor der ikke er kendte lokale forureningskilder.
Kilder i TAB området Undersøgelsen i 2002 har indsamlet og analyseret prøver ud for fire områder ved Thule Air Base (figur 3a, b): TAB 1 (dump nord for Thule Fjeld), North Star Bugt (syd for Thule Fjeld og nord for molen), TAB 31 og TAB 37 (begge dumpe syd for North Star Bugt). Ud fra en vurdering af kontaminantniveauet i organismer og i sediment ser North Star Bugt ud til at være det mest forurenede område, TAB 1 og TAB 31 er noget mindre belastet og TAB 37 det relativt mindst belastede område.
Samlet vurdering Det væsentligste forureningsproblem i forbindelse med aktiviteterne på Thule Air Base synes at være PCBerne, idet denne kontaminantgruppe viser forhøjede koncentrationer på 2-30 gange både lokalt og regionalt. PCB-koncentrationerne ved TAB svarer til niveauerne i svagt forurenede til forurenede områder i Nordsøen. De fundne PCB koncentrationer overskrider grænseværdier for konsum på 100 ng/g vådvægt og en kritisk værdi for fiskespisende dyr på 160 ng/g vådvægt. Endvidere skal der indtages 100 g eller mindre ulkelever for at nå en EU grænse for anbefalet tolerabel ugentlig indtagelse. Ulk er ikke normalt en spisefisk, men kan indgå i ulkesuppe. Ulk er en relativ stedfast fisk i forhold til konsumfisk, hvorfor der ikke kan forventes så høje koncentrationer i konsumfisk fra området. Sæler er på et højere trin i fødekæden end ulk, men de lokale PCB forhøjelser ved TAB kan ikke forventes at påvirke PCB niveauet i sælerne, da de har et stort fødesøgningsområde og et bredt fødevalg. Undersøgelsen viser, at der findes flere forureningskilder som f.eks. affaldsdumpe, som bevirker at niveauet af enkelte kontaminanter er forhøjet i området ved Thule Air Base. Undersøgelsen viser imidlertid også, at denne påvirkning er lokal inden for et nærområde på omkring 5-10 km fra TAB. På den baggrund vurderes det, at TAB ikkeudgør en væsentlig kilde til de kontaminantniveauer, der findes i Wolstenholme Fjord og Bylot Sund området og regionen som helhed.
|
Helle Thomsen |
|
01.11.2007 | |
DMU | dmu@dmu.dk |
||
Box 358 | Frederiksborgvej 399 | 4000 Roskilde | T: 4630 1200 |
CVR: 10859387 |
EAN: 5798000867000 |