|
|
|
Sammenfatning
Newcastle Disease (ND) anses for at være en af de alvorligste fjerkræsygdomme i verden. Sygdommen udgør en alvorlig socioøkonomisk risiko og der findes næppe et kommercielt fjerkræhold, der ikke har etableret kontrolforanstaltninger for at undgå smitte eller spredning af ND. Efter mere end 20 år uden udbrud af ND i Danmark er udbrud forekommet i 1995, 1996, 1998 og 2002. Desuden er ND virus (NDV) isoleret fra fritlevende fasaner og en skarv i Danmark. Udbruddene i 1995, 1996 og 1998 forekom i vinterhalvåret, hvor Danmark er opholdssted for store mængder af vandfugle. I 2002 var det i fire tilfælde ikke muligt at fastslå en smittekilde, men fælles for de fire primære udbrudsbesætninger var en kystnær beliggenhed. Sammenholdt med en række europæiske fund af antistoffer mod NDV i vilde fugle, støttede dette en formodning om, at vandfugle havde være involveret i smittespredningen under udbruddene. Det virus, der forårsager ND, tilhører slægten Ribulavirus i virusfamilien Paramyxoviridae. Aviær paramyxovirus (PMV) er inddelt i 9 serotyper. En af disse, PMV-1, indeholder flere stammer, der kan forårsage ND. Stammerne er karakteriseret ved en stor variation i deres evne til at forårsage sygdom og det er kun de mest virulente stammer, der betegnes NDV. De kliniske symptomer, der forekommer hos smittede fugle afhænger desuden af værtsarten samt dennes alder, kondition og immunstatus. Vandfugle er generelt modstandsdygtige overfor sygdommen, mens hønsefugle er mere følsomme. Adskillige undersøgelser har påvist, at PMV-1 regelmæssigt forekommer i vandfugle. Imidlertid har isolaterne stort set vist sig at være avirulente for fjerkræ og der har derfor ikke været tale om NDV. I litteraturen omtales ND første gang i forbindelse med to udbrud blandt fjerkræ i 1926. Der findes dog vidnesbyrd om tidligere udbrud af sygdommen, der har forårsaget flere globalt udbredte epidemier. Den pludselige fremkomst af ND indikerede, at en større ændring
havde fundet sted i enten virus eller vært. Det er således muligt, at ND altid er forekommet i Sydøstasien, men først blev et synligt problem i forbindelse med kommercialiseringen af fjerkræindustrien i denne del af verden. Spekulationer om, at vilde fugle skulle udgøre et
reservoir af NDV har fået ny næring med gentagne fund af NDV i amerikanske øreskarver i Nordamerika. En tredje mulighed, at NDV opstod som et resultat af en mutation, er nu sandsynliggjort. Det er således påvist, at avirulent virus oprindeligt isoleret fra en vandfugl
kan mutere til NDV efter at være overført til fjerkræ.
Det er almindeligt accepteret, at alle fuglearter kan smittes med PMV- 1, herunder NDV. PMV-1 er isoleret regelmæssigt fra en række vandfugle, især gæs og svømmeænder, mens fundene hos andre artsgrupper ikke udviser samme konsistens. I de fleste tilfælde har der dog været tale om stammer, der ikke har været virulente for fjerkræ. Det mest kendte eksempel på forekomsten af NDV i vilde fugle er de gentagne fund i nordamerikanske øreskarver siden midten af 1970erne. Sygdommen har forårsaget udbredt dødelighed blandt øreskarver i både USA og Canada, ligesom NDV er påvist hos andre arter i tilknytning til flere af de berørte kolonier. Det danske fund af NDV i en skarv i 2001 er bemærkelsesværdigt. Udover et fund i stor skallesluger i Finland er dette, så vidt vides, det eneste veldokumenterede eksempel på en forekomst af NDV i en vild europæisk fuglebestand. NDV er også påvist i fritlevende fasaner i Danmark, men de ofte meget tætte koncentrationer af fugle, der forekommer i forbindelse med udsætninger, adskiller sig fra situationen i en vild fuglebestand. Det er i praksis vanskeligt at studere smittespredning blandt vilde fugle og kendskabet til spredningen af smitte er derfor baseret på eksperimentelle studier på fjerkræ. Spredning af smitte mellem fugle forekommer sandsynligvis som et resultat af enten inhalering af viruspartikler eller indtagelse af kontamineret materiale. ND kan eksempelvis spredes ved transport af levende fugle, æg og fjerkræprodukter, herunder gødning. Desuden kan virus transporteres på kontamineret beklædning, fodtøj, udstyr og foder. Luftbåren spredning kan ikke afvises som en afgørende faktor i forbindelse med spredning af smitte over kortere afstande. Der findes således eksempler på, at passende klimatiske forhold og en tæt koncentration af fjerkræhold kan have muliggjort luftbåren spredning under et udbrud. Den mulige spredning af NDV fra vilde fugle til fjerkræ og omvendt, betragtes i dag som et alvorligt epizootiologisk problem. Dette skyldes blandt andet de gentagne fund af NDV i nordamerikanske øreskarver. Desuden har isolater fra et udbrud i en kalkunbesætning i USA, vist sig at være identiske med isolater fra en nærliggende koloni af smittede øreskarver. I Nordvest-Europa har man påvist stor lighed mellem virus isoleret fra henholdsvis fjerkræ og vandfugle. Det er endvidere vist, at lavvirulente stammer af PMV-1, der kendes fra vandfugle, kan udvikle sig til NDV ved mutation efter, at virus er overført til fjerkræ. På denne baggrund er det rimeligt at antage, at de lavvirulente stammer af PMV-1, der jævnligt findes i vandfugle, også i Danmark, udgør en smitterisiko, selvom forekomsten af virus, mekanismen bag smittespredningen og fremkomsten af virulensen er ukendt. Dette understreges af fundet af NDV i en dansk skarv. Da forekomsten hos andre artsgrupper end vandfuglene er af mere sporadisk karakter, må vandfuglene af flere årsager betragtes som de mest oplagte virusværter og smittespredere. Vandfuglene forekommer ofte i flokke og deres tilknytning til lavvandede områder muliggør en effektiv fækal/oral spredning af virus, der udskilles gennem fæces. Desuden trækker mange arter mellem arktiske yngleområder
og vinterkvarterer i tempererede områder, hvorved virus kan spredes over store afstande og mellem bestande, der er geografisk adskilt i perioder af året. Da vandfugle generelt er modstandsdygtige overfor NDV vil virus endvidere kunne opretholdes i en bestand over længere perioder. I flere tilfælde har isolater fra udbrud i fjerkræ vist sig at være nært beslægtede eller identiske med stammer, der tidligere er fundet hos vandfugle. Den forekomst af både NDV og lavvirulent PMV-1 som er påvist i danske vandfugle må formodes at udgøre en potentiel smitterisiko for kommercielt fjerkræ. Imidlertid er mekanismen, hvorved smitte overføres fra vandfugle til fjerkræ ukendt. En afstand på blot få kilometer til et vådområde, udgør i de fleste tilfælde en barriere mellem vandfuglene og et fjerkræhold. Undtagelser er svømmeænder og gæs, der under fouragering på eksempelvis stubmarker og vinterafgrøder kan forekomme nær landbrugsejendomme. Der mangler således et tydeligt bindeled mellem vandfugle og kommercielt fjerkræ. Luftbåren spredning af smitte kan ikke udelukkes, hvis de rette forudsætninger er til stede. Under udbruddet i Danmark i 2002 tydede udbredelsesmønstret dog ikke på, at luftbåren spredning havde betydning over større afstande. Da PMV-1 jævnligt findes hos andre arter end vandfuglene kan det ikke afvises at andre arter kan fungere som smittespredere. Desuden kan fugle, der har været i berøring med kontamineret fæces, transportere virus over større afstande. Danmark er i kraft af sin geografiske placering et knudepunkt på trækveje for vandfugle, der yngler i et bælte fra det nordøstlige Canada til Nordsibirien og overvintrer i Europa og Afrika. De mange lavvandede hav- og fjordområder udgør vigtige opholdssteder både i yngleperioden og i vinterhalvåret, men flest vandfugle forekommer i
perioden fra sensommeren og frem mod vinteren. Svømmeænder, svaner, gæs og vadefugle, forekommer i mere beskyttede kystnære vådområder, som fjorde og kystlaguner samt strandenge. Disse arter veksler ofte mellem at søge føde på vandfladen og på landjorden, herunder landbrugsarealer. Mågerne veksler mellem det åbne hav, kystnære områder, agerlandet og egentlig bymæssig bebyggelse. Det er disse fuglegruppe samt mågerne, der er mest relevante som potentiel smittekilde i kraft af deres større tilknytning til de kystnære områder og agerlandet.
Også andre arter end vandfuglene er interessante, da de muligvis kan udgøre et bindeled mellem vandfugle og fjerkræ. Dette gælder kragefugle, svaler, hvid vipstjert og stær, der forekommer både i egentlige vandfuglehabitater og tilknytning til landbrugsejendomme.
Det er bemærkelsesværdigt, at udbruddene af ND i dansk fjerkræ i 1995 - 1996 og 1998 forekom i efterårs- og vintermånederne, hvor de største koncentrationer af vandfugle forekommer i Danmark, primært i Vestjylland. Risikoen for smitteoverførsel må formodes at være størst for fjerkræhold, der er beliggende i områder, hvor store koncentrationer af vandfugle forekommer i løbet af året. Der er ikke hidtil udført systematiske undersøgelser af forekomsten af PMV-1 i den danske fuglefauna. Det er således kun i forbindelse med fundet af NDV i en skarv i 2001 og i forlængelse af udbruddet i 2002, at man målrettet har forsøgt at finde NDV i danske fugle. Det vides derfor ikke om de store mængder af især vandfugle, der i løbet af året opholder sig i landet, udgør et reservoir af NDV og dermed en smitterisiko for dansk fjerkræ.
Det er muligt at visse lavvirulente stammer af PMV-1 ved mutation, eksempelvis i fjerkræ, kan ændres til NDV. Flere stammer, som er fundet i Danmark i både vandfugle og hobbyfjerkræ har en genetisk sammensætning, som muliggør en sådan ændring. Desuden er det vist, at smitte med lavvirulent PMV-1 kan inducere immunitet overfor NDV, hvilket betyder, at raske fugle kan fungere som smittespredere. Forekomsten af lavvirulent PMV-1 i vilde fugle i Danmark kan
således have uheldige epidemiologiske konsekvenser. Der er behov for yderlige viden for at vurdere, hvorvidt der er risiko for overførsel af smitte fra vilde fugle til fjerkræ. En undersøgelse af den danske fuglefauna må i første omgang omfatte de arter, som andre undersøgelser har peget på som et muligt reservoir af NDV. Dette gælder svømmeænder og gæs, men især skarven er vigtig set i lyset af de gentagne udbrud blandt øreskarver i Nordamerika og fundet af
NDV i en dansk skarv. Som det er tilfældet med den danske ynglebestand, er der sket en kraftig stigning i antallet af skarver i Nordamerika gennem de sidste tyve år. Det vides dog ikke, hvorvidt den øgede bestandsstørrelse har haft betydning for udbredelsen af NDV i Nordamerika.
Foruden vandfuglene bør en undersøgelse omfatte de arter, hvis lokale bevægelsesmønstre kan bidrage til spredningen af smitte mellem vådområder og agerlandet, herunder landbrugsejendomme. Disse arter, der potentielt udgør et bindeled mellem vandfugle og fjerkræ, omfatter svaler, kragefugle, hvid vipstjert og stær. En undersøgelse af de almindeligt forekommende vandfugle og ovennævnte arter vil give stor spredning i forhold til yngleudbredelse, trækruter og overvintringsområder samt levevis, herunder habitatvalg. De udvalgte bestande vil have overlap med andre, hvis udbredelse omfatter blandt andet Nordamerika, Afrika og Asien. Et øget kendskab til forekomsten af PMV-1, herunder NDV, i den danske fuglefauna vil, udover at bidrage til identificeringen af mulige smitteveje, kunne pege på, hvilke arter, der især måtte udgøre en smitterisiko. Med kendskabet til disse arters udbredelse og forekomst i det danske agerland, vil det være muligt at identificere, hvilke fjerkræhold, der måtte være specielt udsatte i kraft af fuglefaunaen i nærområdet.
|
