|
|
|
ResuméHavternebestandens udvikling i Vestgrønland er vanskelig at dokumentere, fordi datamaterialet er utilstrækkeligt og fordi antallet af ynglepar i de enkelte kolonier varierer meget fra år til år. Men meget tyder på at den samlede bestand er gået tilbage i forhold til situationen for 40-50 år siden. Øgruppen Grønne Ejland/Kitsissunnguit i den sydlige del af Disko Bugt er, ud over at være landets største havternekoloni, den eneste lokalitet i Grønland hvorfra der findes flere egentlige opgørelser over bestanden.
Havternens levevis gør at den er følsom overfor ændringer i den aktuelle fødetilgang. Dette medfører at ternerne kan opgive at yngle et enkelt år i større eller mindre områder. Men sådanne tab opvejes i uforstyrrede ternebestande af fuglenes høje levealder. Den samlede bestand af ynglende havterner i Grønland anslås til mindst 65.000 par.
Bestanden af ynglende terner på Grønne Ejland blev i 2002 optalt til ca. 18.000 par, hvilket er væsentligt flere end der har været på øerne i de seneste år. Tilbage i 1946 blev bestanden på Grønne Ejland skønnet til ca. 100.000 par. Dette var givetvis et overestimat, og et mere
realistisk bud er omkring halvdelen. Men selv med denne reduktion kan der påvises en signifikant tilbagegang i havternebestanden på Grønne Ejland.
I 2002 var ungernes vækst på Grønne Ejland væsentligt ringere end tidligere observeret andre steder i artens udbredelsesområde. Desuden var dødeligheden blandt små unger meget stor, og disse forhold tyder på mangel på føde til de små unger. Ægsamling foregik stadig på Grønne Ejland i 2002, på trods af forbudet i den nye bekendtgørelse om beskyttelse af fugle. Omfanget var dog ikke så stort som registret i 1996. Det blev påvist at ternerne kunne lægge om, når de fik deres æg fjernet. Ungerne fra omlagte kuld så ud til at klare sig ligeså godt som unger klækket fra reder med tidligt lagte æg, på trods af at førstnævnte var lidt lettere da de klækkede.
Omlæg ser i Grønland ud til at være en normal reaktion på prædation eller indsamling af æggene,
ligesom i andre dele af artens udbredelsesområde, i det mindste i forår med gode betingelser.
Ægsamling har utvivlsomt haft stor betydning for havternebestandens tilbagegang. Men det kan ikke udelukkes at også fødebiologiske forhold har spillet ind, for eksempel hvis den fødesituation vi observerede i 2002 er og har været generel i de senere årtier.
Naturlige prædatorer som ræve har normalt kun meget lokal betydning for en ternebestand, og kan ikke have påvirket hele ternebestandens udvikling. Ternerne og prædatorerne har sameksisteret i årtusinder.
|
