|
||||||
|
||||||
|
 |
|
||||||
|
|||||||
Marsvinet - vores mindste hval
Du kan følge marsvinenes vandringer ved at klikke HER
Marsvinet ses ofte i følgeskab med andre artsfæller.
Her ses 2 hanner i et bundgarn ved Skagen.
Marsvin er en af de mindste hvalarter der findes, og den eneste der kan ses i de danske
farvande året rundt. Marsvin er små og hurtige, og ofte svære at få øje på - især hvis der
er bølger. De findes i alle danske farvande, men er sjældne i Østersøen omkring Bornholm.
En optælling i 1994 viste at der lever op mod 100.000 marsvin i havene omkring Danmark.
Hvert år fanges flere tusinde marsvin som bifangst i nedgarn der står på bunden.
Skov- og Naturstyrelsen har udarbejdet en handlingsplan med henblik på at få større kendskab
til marsvin, og derved finde måder som kan mindske denne bifangst. I den forbindelse har
Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Fjord- og Bæltcentret, Syddansk
Universitet, Odense og Danmarks Akvarium siden 1997 undersøgt marsvins vandringer og
dykkeadfærd.
Her ses 2 hanner i et bundgarn ved Skagen.
Formålet med undersøgelsen
- at undersøge hvor dyrene opholder sig på forskellige årstider. - at finde ud af om marsvinene følger bestemte vandringsruter og om de har foretrukne levesteder.
- at finde ud af hvor dybt og hvor længe marsvin kan dykke.
- at undersøge om der er forskel på unge og gamle og hanner og hunner.
- at vurdere marsvinenes sundhedstilstand.
Metoder
Marsvin er meget sky dyr og er svære at følge i naturen. Den eneste effektive måde at
studere marsvinets liv er derfor ved at sætte instrumenter på dyrene, som kan måle hvad
dyrene laver og sende disse informationer videre. Det er meget vanskeligt at fange marsvin
til forskningsmæssig brug, og hele projektet er baseret på et godt samarbejde med
bundgarnsfiskere rundt omkring i landet. Det sker jævnligt at et eller flere marsvin
forvilder sig ind i et bundgarn, hvor de bliver fanget, men ikke drukner. Fiskerne ringer
så efter os og inden for få timer rykker vi så ud til det fangede dyr med undersøgelses-
og mærkningsudstyret.
Marsvinet bliver taget ombord på skibet og får monteret en lille satellitsender på rygfinnen.
Senderen giver løbende information om dyrets dykkeadfærd og færden til os via satellit.
Marsvin er ude af vandet i de ca. 30 minutter mærkningen varer. Vi tager desuden en
blodprøve fra marsvinet, der bliver brugt til en generel helbredsundersøgelse af bestanden.
Marsvinet bliver sluppet løs igen umiddelbart efter mærkningen, og herefter kan dyret følges
via kontakten med satellitten. Efter ca. et år falder senderen af, og går som regel tabt.
Det hænder dog at en sender bliver genfundet og vi er meget interesserede i at få dem
indleveret så de kan bruges igen.
Satellitsenderen bliver sat fast med små plastikbolte gennem
rygfinnen der består af hud, fedt og brusk. Hullerne bores hurtigt og marsvinet
mærker det sansynligvis som vi mærker et lille prik i øret.
Mange lystsejlere og fiskere ser jævnligt marsvin når de er ude at sejle. Vi vil gerne have
oplysninger om de marsvin vi har mærket også efter senderen er faldet af. Derfor frysemærker
vi marsvinene med et nummer i håb om at nogen genkender dyrene og melder tilbage til os.
Marsvinet bliver frysemærket med et nummer øverst på ryggen lige
foran rygfinnen. Nummeret fungerer som en "tatovering" og er synligt i mange år.
Resultater
Fra det øjeblik marsvinet bliver sat tilbage i vandet, kan det følges fra computeren hjemme
på kontoret, og gennem de seneste 5 år har vi på den måde fulgt 45 marsvins vandringer i de
danske farvande.
Sendernes levetid er begrænset af det indbyggede batteri, samt hvor tit senderen er
programmeret til at sende data. Jo sjældnere den sender jo længere tid virker den. F.eks.
har vi fulgt to marsvin i 10 måneder hvor senderen var tændt i to timer hver anden dag. Den
teknologiske udvikling betyder at senderne hele tiden bliver mindre og kræver mindre strøm
samtidig med at nye batterier har større kapacitet. Vi håber derfor med nye sendertyper at
kunne følge marsvinene i endnu længere tid.
Sammenfatning over vandringer
Det har vist sig at fire ud af fem voksne hunner med unger vi har mærket, alle foretrak de
kystnære områder langs Sjællands kyster fra Helsingør til Korsør. Fælles for de fire mor/unge
par var at de alle blev mærket i Storebælt. Vi ved ikke hvorfor vi for det meste har haft
voksne hunner fra dette område. Selvom der bliver set hunner med unger i andre områder,
kunne det tænkes at området fra Helsingør til Korsør er særlig vigtigt for hunner med unger.
De fire voksne hanner vi har mærket har opholdt sig i flere forskellige områder men et
fælles træk er at de ikke har lavet særlig lange vandringer.
Vi har mærket flest af de unge dyr som endnu ikke er kønsmodne. Derfor ved vi nu at disse
dyr kan strejfe langt omkring men at de ofte vender tilbage til det område de blev mærket i.
Kortet viser marsvin nummer 4’s vandringer. Marsvinet blev
mærket ved Kerteminde den 8. november 2000. De små pile på stregerne mellem prikkerne viser den
retning marsvinet er vandret.
Ingen af de marsvin vi har mærket ved Skagen er svømmet syd for Anholt. Man kunne derfor
forestille sig at disse dyr tilhører en bestand der ikke synes om det ferskere vand i de
indre farvande. Denne foreløbige hypotese kan have stor betydning når man skal lave
optællinger for at få et overblik over hvor godt de enkelte bestande har det.
Hvor dybt og hvor længe kan marsvin dykke?
Halvdelen af de sendere der er blevet sat på marsvin har også indsamlet oplysninger om
dyrenes dykkeadfærd. Det har vist sig at dyrene ofte dykker til bunden hvor mange fisk
holder til. Marsvinene er aktive hele døgnet og dykker næsten lige så ofte om natten som
om dagen. I de danske farvande foretrækker marsvinene dybder mellem 20 og 40 meter (
figur 1), og dykker ikke længere ned end 200 meter.
Marsvin er ligesom alle andre hvaler, nødt til at komme til overfladen for at ånde med
jævne mellemrum. De kan holde vejret meget længere end mennesker fordi de har et højere
indhold af røde blodlegemer i blodet og musklerne. Disse blodlegemer fanger ilten når den
trækker vejret og lagre den indtil den skal bruges. Marsvinet har derfor et større lager
af ilt end mennesker. Desuden kan marsvinet indsnævre sine blodåre når den er neddykket
således at kun hjertet, hjernen og musklerne får tilført iltet blod. Resultaterne i figur
2 viser at marsvin kan holde sig neddykkede i op til 10 minutter, men den hyppigste
dykkelængde er dog 1-2 minutter. Årsagen til at marsvinene nogle gange er neddykkede
i længere tid skyldes enten at de dykker dybere og derfor er nødt til at være nede i
længere tid eller måske at der er noget særlig interessant at jage.
Figur 1. Den maksimale daglige dykkedybde for 16 marsvin mærket
med satellitsendere fra 1997-2001 i de danske farvande.
Figur 2. Dykketider for marsvin mærket med sattelitsendere der
indsamler og videresender informationer om dykkeadfærd til satellitter.
Hvordan påvirkes marsvin af senderen?
Vi ved ikke hvordan marsvinenes adfærd påvirkes når de får påsat en satellitsender. Derfor
foretog vi et eksperiment i foråret 2000, hvor vi satte en satellitsender på ryggen af et
hun marsvin i fangeskab, nøjagtig som vi gør med dem ude i naturen. Forsøget foregik i
Holland, i samarbejde med en gruppe hollandske forskere tilknyttet Harderwijk Dolphinarium.
Marsvinets adfærd blev observeret i godt 3 måneder, både før og efter påsætningen af
satellitsenderen, samt efter senderen var taget af dyret igen. Vi fandt ud af at adfærden
ændrede sig lige efter senderen var sat på, da marsvinet brugte mere tid på at hvile sig
ved overfladen end normalt. Allerede efter en dag syntes denne påvirkning at aftage og
marsvinet vendte tilbage til sin vanlige adfærd.
Selvom dette forsøg ikke viser om dyrene er hæmmet i f.eks. hvor længe og hvor dybt de
kan dykke, er det positive resultat vigtigt for at kunne tro på de data vi får fra de vilde
dyr. Det faktum at vi har haft kontakt med nogle marsvin i mere end 10 måneder viser også at
dyrene klare sig fint med en sender på ryggen.
Vi håber at kunne fortsætte samarbejdet med hollænderne og følge flere marsvin både i
bassinet og når de slipper dem ud i naturen igen. Dette vil også give os mulighed for at
teste forskellige typer af sendere for at finde den type, der påvirker dyrene mindst.
Hvad skal vi bruge den nye viden til?
Satellitmærkningerne har givet os et utroligt spændende kig ind i marsvinenes verden.
Aldrig tidligere har vi set hvad de enkelte dyr laver over en længere periode. F.eks.
ser det ud til at marsvinene vender tilbage til de samme steder med jævne mellemrum hvilket
tyder på at de kender vore farvande meget grundigt. De kan altså finde vej på en måde som
er helt uforståelig for os mennesker. Om de bruger deres hukommelse og kan genkende
havbunden eller om de har en form for kompas eller noget helt tredje er endnu uvist.
Vi håber at undersøgelsen vil kaste lys over hvilke områder marsvinene fortrækker, hvad
de laver under vandet og hvor de kan tænkes at være mest sårbare overfor menneskelig
aktivitet. Det vil hjælpe med til at yde den nødvendige beskyttelse så marsvinet kan
vedblive med at være en vigtig del af vores natur.
Samarbejdet med bundgarnsfiskerne er uundværligt for projektet.
De ringer
når at marsvin går i nettet og er altid villige til at hjælpe med mærkningen.
når at marsvin går i nettet og er altid villige til at hjælpe med mærkningen.
Du kan følge marsvinenes vandringer ved at klikke HER
|
Mere om DMUs arbejde med marsvin |
Tak til:
Uden bundgarnsfiskerne kunne dette projektet ikke være gennemført. Vi takker for deres
tålmodighed og store hjælp når de skulle vente på os og hjælpe med mærkningerne.
Vi vil også gerne takke alle de frivillige der har hjulpet under mærkningerne. De har
ligeledes været til uvurderlig hjælp i gennemførelsen af projektet.
Projektet var fra 1997-99 finansieret af Danmarks Fiskeriundersøgelser og siden 1999 af
Skov- og Naturstyrelsen.
Referencer:
Teilmann, J., Teilmann, G., Larsen, F., Desportes, G, Dietz, R. & Geertsen, B. (2001): Marsvin kender ingen grænser. Fisk & Hav 53: 28-39.
