Debat om fredning af sæler

Forsker Jonas Teilmann fra DMU om fredning af sæler i Danmark.

Intet "sælsomt" ved de danske sæler

Politiken bragte den 28/6-2001 en leder under titlen "Sælsomt". Det sælsomme består ifølge Politiken i at sælerne blev fredet som følge af en irrationel beslutning efter Brigitte Bardot's kampagne mod nedslagtning af babysæler i Canada og at sælerne stadig er fredede i Danmark selvom de nu "på ingen måde er udryddelsestruede". Begge dele er tendentiøse og ukorrekte. Længe før Brigitte Bardot kom på avisernes forsider blev den ene af Danmarks to sælarter fredet, fordi den vitterlig var udryddet og stadig er en af de mest sjældne dyrearter i Danmark. Den anden blev totalfredet fordi den var ved at lide samme skæbne. Endelig er sæler i Danmark ikke længere totalfredede og fiskerne har igennem en årrække fået dispensation til at skyde sæler i nærheden af deres garn.

Den danske forvaltning af sæler har igennem de sidste 100 år ikke været glorværdig. Fra 1889-1927 gav den danske stat skydepæmier til alle der skød en sæl fordi man betragtede sæler som skadedyr. Mere end 10.000 sæler blev nedlagt årligt under denne ordning. Ligesom i dagens debat skelnede man dengang ikke mellem gråsælen og den spættede sæl som er de to danske sælarter. Dette betød at den større og mere nysgerrige gråsæl, hvis unger meget nødig går i vandet de første uger efter fødslen, var et let offer og blev total udryddet. Først i 1967 gik det op for myndighederne hvor galt det var fat og gråsælen blev fredet. Gråsælen, som er Danmarks største dyreart, yngler stadig ikke regelmæssigt i Danmark, men synes at besøge danske sællokaliteter i stigende omfang. Den spættede sæl er mere sky og sværere at skyde og undgik derfor udryddelse under skydepræmieordningen. Den resterende lille danske bestand af spættet sæl blev delvis fredet i 1967 og totalfredet i 1977. I Polen og i den tyske del af Østersøen nåede man ikke at frede sælerne før de blev udryddet, og i disse lande taler man i dag om at genudsætte sæler.

I 1970erne og 1980erne havde de danske sæler store væskende sår i pelsen, samtidig med at omkring halvdelen af sælerne i Østersøen var sterile som følge af PCB, DDT og andre østrogenlignende giftstoffer. I 1990erne blev udslippene af giftstoffer til Østersøen mindsket kraftigt, derefter forsvandt sælernes sår og sælbestandene i Østersøen kunne igen formere sig. I 1988 døde 60 procent af de spættede sæler i Danmark og i vores nabolande under den hidtil største massedød blandt sæler nogensinde. Årsagen var ikke sult og pladsmangel, men derimod en mæslingevirus som også hos mennesker tidligere har forårsaget massedød. Epidemiens kraft skyldes formentlig en kombination af at de spættede sæler ikke tidligere havde været i berøring med dette virus, samtidig med at immunforsvaret har været svækket af miljøgifte. I de ti år der fulgte efter epidemien voksede bestanden af spættet sæl på de danske sællokaliteter med 6 til 12 procent om året. Selvom bestanden af spættet sæl stadig er langt fra hvad den var for hundrede år siden, blev der i 2000 kun set en fremgang i antallet af spættet sæl på nogle enkelte steder. På de store sællokaliteter i Kattegat og Vadehavet var der ingen fremgang, og i Limfjordens centrale del forsvandt ca. 50 procent af de spættede sæler på grund af et økologisk sammenbrud. Det ser derfor ud til at bestanden af spættet sæl de fleste steder har nået en størrelse, hvor naturen selv regulerer antallet af sæler på et mere eller mindre konstant niveau.

Der er ingen tvivl om at en del kystfiskere har problemer med sælerne. Men omfanget af problemet er aldrig blevet ordentligt undersøgt. Mange lande med tilsvarende problemer er igang med at undersøge hvordan man kan ændre på fiskernes redskaber, f.eks. ved at bruge kraftigere materialer, som sælerne ikke kan ødelægge. I Danmark har man i stedet givet dispensation til fiskere der vil skyde de sæler der ødelægger deres fiskeri. Det betyder at vi igennem en årrække har haft en begrænset jagt på sæler i nærheden af fiskeredskaber. Eftersom den offentlige debat og fiskernes klager fortsætter, må det betyde at denne jagt ikke er tilstrækkelig. Hvis man istedet ønsker en jagt på de steder hvor sælerne går på land, risikerer man at sælerne bliver meget sky og nervøse hvilket igen betyder at en større del af ungerne bliver forladt og ender som "hylere" på vore stande ligesom den almindelige borger aldrig vil kunne nærme sig en sæl. Som det så filosofisk stod i Politiken den 27/6-2001, i artiklen "For mange til hvad?", må vi tage stilling til hvad vi vil med naturen. I USA for eksempel kan man komme helt tæt på en række af de samme arter som vi i Danmark kun kan se med kikkert før de flygter. Er vi ikke nået en tidsalder hvor vi bør løse problemet effektivt, altså ved at forhindre sælernes ødelæggelser, fremfor naivt at tro at vi kan skyde os ud af problemerne?

Fiskernes problemer med sæler er meget lokale og altid i nærheden af de faste steder hvor sælerne går på land. Desuden er det langtfra alle steder hvor der findes sæler, at der er problemer med fiskeriet. F.eks. kan 10 sæler i Smålandsfarvandet yde større skade på ruse- og bundgarnsfiskeriet end 1000 sæler i Kattegat. Noget tyder på at en del af de fiskeredskaber der bliver ødelagt er forårsaget af gråsæler, fordi kun de har styrken til at rive hul i en ruse. Det ville være imod al sund fornuft og nutidig forvaltning af biodiversitet at skyde de ca. 50 gråsæler der findes i de danske farvande. Inden man ved præcis hvad der er årsagen til problemet og om det eventuelt kan løses mere effektivt end ved jagt, er det et skud i tågen at tro at sæljagt vil løse fiskernes problem medmindre vi skyder alle sælerne som for hundrede år siden.